Den socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft opgjorde i 1954 sin holdning til stat-kirkeforholdet således: demokratisk set må det være forkert med en statsreligion Egentlig burde de religiøse samfund kræve spørgsmålet løst: Det ville uden tvivl give en stimulans for kirken, om den skulle stå på egne ben. Men springet ind i det uvisse virker vel afskrækkende. Og fra politisk side vil man ikke stille forslag, der kan rejse uønsket strid. Socialdemokratiet og oppositionen er nu parat til at drøfte den form for ændring, som Hedtoft tøvede med.
LÆS OGSÅ: Biskopper uenige om konsekvenser af kirkeforfatning
På menighedsrådenes møde på Nyborg Strand har kirkeminister Per Stig Møller ladet forstå, at han heller ikke vil stå i vejen for en ændring af forholdet mellem stat og kirke, hvis folkekirken ønsker en sådan. På Præsteforeningens repræsentantskabsmøde i Kolding tog formanden Per Buchholdt Andreasen bolden op: Nu er katten sluppet ud af sækken, og i stedet for at gå som dén om den varme grød, skal vi forholde os til, hvordan vi på den mest konstruktive og hensigtsmæssige måde kan forholde os til den virkelighed, der er en realitet.
Stat-kirke-debatten er vanskelig at formidle folkeligt. Det skyldes dels, at der er tale om en kompliceret sag, dels at sagen har været så traumatiseret af den historiske udvikling, at den er blevet negligeret både i forskning og udredningsarbejde gennem snart 100 år. Jeg har hidtil anset den undersøgelse, som Kristeligt Dagblad har fremlagt (22. maj 2010), som mest dækkende for den samlede, langsomme, men dog tydelige, tendens i befolkningen:
Grundloven giver folkekirken en særstatus i forhold til andre trossamfund. Skal folkekirkens fortsat have en særstatus?
1999: 70 procent. 2006: 65 procent. 2010: 59 procent.
Man kan tænke, at spørgsmålet er forkert stillet, da en fuld formel ændring af folkekirkens særstatus kræver en grundlovsændring. Men grundlovens paragraf 4 forbyder ikke, at staten forholder sig til og eventuelt støtter alle trossamfund på en ligelig måde. Det er imidlertid værd at bemærke, at undersøgelsen ikke siger, at danskerne er imod kristendommens placering i det danske samfund, selvom man i stigende grad synes, at folkekirkens særstatus er forkert. En undersøgelse i MetroXpres (22. marts 2010) viser, at det kun er 20 procent af befolkningen, der ønsker konfirmationsundervisningen ud af skoletiden, selvom der er flere kommunalpolitikere og skolefolk, der ønsker det.
Nye undersøgelser viser nu, at der er gået skred i befolkningens holdning i de seneste måneder. Mest tydelig er Politikens undersøgelse (5. juni 2011), hvor det er 48 % af befolkningen, der direkte ønsker adskillelse af kirke og stat, hvordan en sådan så end skulle se ud.
Tilsammen giver undersøgelserne med alle deres begrænsninger et billede af, hvor danskerne er henne i forhold til kirke, kristendom og religionspolitik: Kristendommen og folkekirken er stort set o.k., men stat-kirke-ordningen er en underlig fisk. Mange års privatiseringer og moderniseringer har antagelig også fået flere til at tænke, at det er underligt, at folkekirken ene af alle skal have en helt særlig statslig status.
Når jeg ser på det samlede holdningsmæssige landskab i Danmark, sådan som for eksempel værdiundersøgelserne afspejler dem, må jeg imidlertid formode, at den stærkeste faktor bag udviklingen er lutherdommens folkelige gennemslag i Danmark. Ifølge dansk lutherdom er det afgørende, at vi alle står lige i forhold til hinanden, Gud og staten. Hvorfor skal staten så fortsat som i enevældens tid administrere folkekirken, mens alle andre må lære at stå på egne ben? På den måde ser det ud til, at den af staten gennem snart 500 år udbredte lutherdom er ved at ramme stat-kirke-ordningen i nakken som en boomerang.
Kommer der nu gang i arbejdet med stat-kirke-ordningen, kan vi måske også få en dækkende undersøgelse af, hvordan befolkningen ser på sagen.
kirkek.dk
Lektor Hans Raun Iversen er leder af Center for Kirkeforskning ved Københavns Universitet