Smedegaard: Lys og jul hører sammen

For Lisbeth Smedegaard Andersen fik en december i New York Kristus-lyset til at skinne med ekstra intensitet

Lysets magiske kraft var med til at gøre julen nærværende for salmedigteren Lisbeth Smedegaard Andersen. - Arkiv
Lysets magiske kraft var med til at gøre julen nærværende for salmedigteren Lisbeth Smedegaard Andersen. - Arkiv. Foto: Leif Tuxen.

Denne artikel blev første gang bragt den 21. december 2015, men er blevet genudgivet i anledning af julen 2019.

I 1979 var jeg hjælpepræst ved Den Danske Sømandskirke i New York, og december det år blev en helt særlig, varm oplevelse for mig og min familie.

Vi boede i et lejet hus, og de mennesker, vi havde lejet huset af, boede selv i en mindre forstad til New York. En uges tid før jul inviterede de os på besøg. Vi ankom hen på eftermiddagen, hvor det begyndte at blive mørkt, og sneen dalede. Vi havde nok forestillet os en hyggelig eftermiddag og aften indendøre, men i stedet fik vi besked på at beholde overtøjet og vanterne på, for vi skulle ud at gå. Og pludselig var vi midt i den amerikanske tradition med at gå fra hus til hus, mens vi sang julesange. Det foregik sådan, at vi sammen med vores værtsfamilie gik over til naboen og sang, hvorefter naboerne fulgte med til det næste hus. Sådan fortsatte det, til vi var en stor flok. Der gik vi så, syngende gennem sneen med levende lys i hænderne. For amerikanerne var det en helt naturlig ting at gøre, og alle steder var man ventet og blev budt på godter. For os, der aldrig havde oplevet det før, var det noget helt særligt at mærke den venlighed og varme, amerikanerne mødte deres naboer med. Og ikke mindst gjorde det indtryk at se den række af levende lys i mørket, der blev båret frem.

Lyset var også det, jeg hæftede mig ved en af de andre decemberdage i New York det år. Fordi jeg var ansat i en sømandskirke, kørte jeg nogle gange ud på havnen for at tale med danske sømænd. Jeg opfattede havnen som et virkelig mørkt og skummelt sted. Men denne dag dukkede der op af mørket en julekrybbe, der var placeret på et hjørne ved et af pakhusene. Figurerne var vel i børnestørrelse, så krybben var ikke voldsomt stor, men det lys, der var sat op over den, gjorde noget helt særlig for det mørke, øde og triste område. Jeg tænkte på, at sådan havde det også været dengang i stalden i Betlehem. Den har formentlig også ligget på et øde og mørkt sted, og for hyrderne har det været noget af en opdagelse at se stjernen, der lyste over stalden. Der på den mørke havn i New York forekom det hele pludselig så ægte, og det slog mig, at her var der virkelig tale om forkyndelse.

Da vi nåede frem til selve juleaften, var min mand, jeg og vores tre hjemmeboende børn til gudstjeneste i Sømandskirken sammen med den faste præstefamilie og en flok meget forskellige danskere. Bagefter var der middag for cirka 50 mennesker. Der var forretningsfolk på arbejde i New York og au pair-piger, der skulle holde deres første jul uden for Danmark, ligesom der også var mennesker, der havde boet mange år i byen og havde det som fast tradition at holde jul i Sømandskirken. Der blev serveret traditionel dansk julemiddag med flæskesteg og rødkål, og hver havde en lille gave med, der højst måtte koste to dollars. Gaverne blev uddelt af en julemand, men tog ikke meget fokus. Det gjorde derimod salmerne, som vi sang mange af, og som helt tydeligt berørte de tilstedeværende. Der var en koncentration om selve julens budskab. Skæret fra stearinlysene lyste de mange ansigter op, og jeg tror, vi alle følte en dyb samhørighed.

Igen var det lysets magiske kraft, der var med til at gøre julen nærværende. Vi er måske ikke altid bevidste om det, men det er jo Kristus, der er det lys.