Læs rapport om homoseksuelle vielser

Kirkeministeriet har nu offentliggjort rapport om folkekirken og registrerede partnerskaber. Læs kirkeministers pressemeddelelse og hent rapporten her

Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V).
Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V). Foto: Claus Fisker.

Her følger kirkeminister Birthe Rønn Hornbechs pressemeddelelse om udvalgets rapport:

HENT RAPPORTEN HER

Kirkeministeriet

Folkekirken og registreret partnerskab
- kirkeministeren offentliggør rapport

Udvalget om folkekirken og registreret partnerskab har afleveret sin rapport til kirkeministeren, som nu sender rapporten i høring.

Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech siger:

Udvalget har udført et stort arbejde med at beskrive de forskellige holdninger i folkekirken til, om der skal gives mulighed for kirkelig velsignelse af partnerskab, og om der skal gives mulighed for, at registreret partnerskab kan indgås ved en kirkelig handling.

Den høring over udvalgets rapport, som nu går i gang, betyder, at der kan føres en bred folkekirkelig og politisk debat om, hvordan folkekirken skal forholde sig til de spørgsmål, som er behandlet i rapporten.

Udvalget om folkekirken og registreret partnerskab blev nedsat den 23. april 2010.
Udvalgets opgave var at tage stilling til tre spørgsmål, der i kort form lyder:

1) Skal ægteskab fortsat kunne indgås i folkekirken, eller skal alle samliv indgås for den borgerlige øvrighed, hvorefter der er mulighed for en kirkelig velsignelse?

2) Under hvilke former skal registreret partnerskab kunne indgås ved en kirkelig handling, og hvilket ritual skal i givet fald anvendes?

3) Hvordan sikrer man, at præster af samvittighedsgrunde har frihed til at sige nej til at medvirke ved indgåelse af registreret partnerskab i kirken?

Rapporten indeholder udvalgets overvejelser og anbefalinger vedrørende disse spørgsmål. En sammenfatning heraf findes i rapportens kapitel 2.
Udvalget har haft 12 medlemmer, som alle blev personligt udpeget. Ved sammensætningen af udvalget blev det tilstræbt, at medlemmerne tilsammen skulle repræsentere de forskellige synspunkter, der findes i folkekirken.

Rapporten er sendt til bred høring hos bl.a. menighedsråd, præster og provster. Men også andre interesserede kan indsende høringssvar til Kirkeministeriet. Høringsfristen er den 17. december 2010.

Rapporten er vedhæftet mailen med denne pressemeddelelse.