Må kirkegårdsansatte ikke længere løfte kister?

En diskussion om arbejdsmiljø kan føre til, at kister ikke kommer ind i kirken ved begravelse

Arbejdstilsynet har den seneste tid over for flere menighedsråd påpeget, at de ansatte, ofte gravere, skal undgå at løfte kister. Det kan i sidste ende betyde, at en begravelse nogle steder ikke kan gennemføres som i dag. Arkivfoto.
Arbejdstilsynet har den seneste tid over for flere menighedsråd påpeget, at de ansatte, ofte gravere, skal undgå at løfte kister. Det kan i sidste ende betyde, at en begravelse nogle steder ikke kan gennemføres som i dag. Arkivfoto. .

Vi bliver båret til dåben. Men nu er det måske ikke længere en selvfølgelighed at blive båret det sidste stykke til graven.

Arbejdstilsynet har den seneste tid over for flere menighedsråd påpeget, at de ansatte, ofte gravere, skal undgå at løfte kister. Det kan i sidste ende betyde, at en begravelse nogle steder ikke kan gennemføres som i dag.

”Arbejdstilsynet accepterer ikke nogen former for løft på grund af risikoen for skader,” siger Hans Hjerrild, arbejdsmiljøkonsulent og sekretær i Folkekirkens Arbejdsmiljø-råd.

Den strammere linje får nu rådet til at efterspørge nye vejledninger.

”Det ligger snublende nært, at man får svært ved at holde begravelse i nogle landsbykirker, når de ansatte ikke må tage fat i kisten, for tekniske hjælpemidler kan ikke bruges alle steder. Det er meget få steder, men de findes,” siger Hans Hjerrild og tilføjer, at emnet er følsomt:

”De pårørende har det svært i situationen, og nogle præster vil ikke bryde sig om at sige, at kisten ikke kan komme ind i kirken på en forsvarlig måde, og at den må blive kørt direkte til graven.”

Hensynet til arbejdsmiljøet bør gå hånd i hånd med folkekirkens væsen og opgave, mener Jesper Bacher, sognepræst i Tirsted, Vejleby, Hillested og Skørringe på Lolland.

”Folk skal ikke blive syge eller pådrage sig en skade ved at arbejde. Men siden syndefaldet har det altså været belastende at arbejde. Selvfølgelig på forskellige måder. Man kan ikke så at sige tage arbejdet ud af arbejdet,” siger han, der er arbejdsmiljørepræsentant for præster i Maribo Domprovsti.

I hans kirker har de en kistevogn til kisten.

”Jeg kan ikke tro, at man ikke langt de fleste steder kan finde en praktisk løsning på problemet med hjælpemidler. Det er klart, at der ikke kun skal være to til at bære, for så bliver det for tungt. Hvis ikke der er nok familiemedlemmer eller anden hjælp, så kan præsten også tage fat. Det har jeg selv gjort. Det er godt for arbejdsmiljøet at levere et hæderligt stykke arbejde, og kisten skal ud, og det skal ske på værdig vis,” siger han.

Fra Forbundet af kirke- og kirkegårdsansatte og formand Bjarne Rødkjær er rådet, at medlemmerne undgår at løfte kister manuelt, indtil der er fundet en løsning.

Han har endnu ikke hørt om skader på grund af kisteløft.

”Selvfølgelig skal gravere kunne håndtere en kiste. Alt andet vil være selvmodsigende. Men jeg skal også hjælpe mine medlemmer, så de ikke kommer til skade.”

”Der skal findes en løsning, for det vil være ulykkeligt, hvis det ender med en diskussion under en begravelse om, hvorvidt en graver skal tage ved kisten eller ej. Vores forslag er flere tekniske hjælpemidler,” siger han, der kender til få tilfælde, hvor kisten er blevet kørt til graven med en efterfølgende højtidelighed i kirken, for at den ikke skulle bæres, og fordi hjælpemidler ikke kunne bruges.

”En løsning kan være, at vi ændrer vores begravelsesskikke, så kisten ikke kommer med ind i kirken, der hvor det ikke kan lade sig gøre,” siger han.

Ifølge Arbejdstilsynet vil man nu se på vejledningsmaterialet på området og gå i dialog med relevante organisationer.