Kartoffelmel og træfibre. Det er ingredienserne i den urne, Pia Galschiøt Bentzens firma BeyondLife producerer. Den er testet og godkendt som yderst miljøvenlig og letnedbrydelig, hvilket passer perfekt til det, mange danskere i dag efterspørger. Men der er et problem. Da mange kirkegårde ikke kender materialerne, takker de nej til at få den sat i jorden. Og det frustrerer både Pia Galschiøt Bentzen og familierne.
”Vi har oplevet, at familier har stået med vores urne og fået at vide, at den ikke måtte bruges, fordi den var ikke godkendt hos dem. Dette skaber jo stor forvirring og frustration hos en familie, som kan stå i dyb sorg. Vi ved, vores urne opfylder alle krav, men når der ikke findes fælles retningslinjer i Danmark, må vi rundt til hver eneste kirkegård med urnen for at få deres godkendelse. Det er jo grotesk,” siger hun.
Som reglerne er i dag, står hver enkelt kirkegård for at vurdere, hvilke urner de vil lade komme i jorden, og da der i disse år dukker mange nye producenter op, kan det ganske rigtigt være svært at holde styr på, hvilke der opfylder kravene om en nedbrydningstid på 10 år eller er i ordentlige materialer, som ikke efterlader rester af plast eller lim i jorden.
Det vil Danske Krematoriers Landsforening nu gøre noget ved. De er blevet enige om at få lavet en urnedeklaration, ligesom der i dag findes en kistedeklaration for, hvilke materialer en kiste må laves af. Det fortæller formand Allan Vest.
”Når vi ikke har taget hånd om det før, er det, fordi det ifølge lovgivningen er den enkelte kirkegård, der bestemmer, hvilke urner de vil have i jorden. Men noget rører sig derude, og vi hører mere og mere om frustrationer fra dem, der vil producere, og dem, der vil modtage. Derfor tror vi, det er nødvendigt med en standard og en procedure, som producenterne skal følge, i stedet for at de skal forholde sig til 2000 forskellige kirkegårdes krav,” siger han og tilføjer, at dette også kan sikre, at urner, der ikke overholder kravene, udelukkes.
Ifølge Allan Vest er beslutningen om fælles retningslinjer et udtryk for et øget fokus på miljøvenlige urner og på producenter, som vil ind på markedet.
Det fokus oplever administrerende direktør fra kiste- og urneleverandørfabrikken Heilskov i Randers Flemming Petry også. Hvor man tidligere brugte jern- og keramikurner, er der i dag mest efterspørgsel på urner, der indgår i økosystemet.
”De kan være af voks og korn, pap, hamp, træfibre og forskellige bindemidler med træ eller kridt i. Jeg vil tro, at at cirka 80 procent af urnerne, vi sælger, er biologisk nedbrydelige,” siger han.
I dag forsøger fabrikken så vidt muligt at få en deklaration fra hver enkelt urneproducent om produktets nedbrydelighed, men Flemming Petry tror, at fælles retningslinjer er en god idé.
”Det vil gøre det nemmere for os, at vi har noget at forholde os til. Det er jo lettere at overholde fartgrænsen, når man ved, hvad den er. Vi har hørt om kirkegårde, som siger nej til bestemte typer urner, og i mange tilfælde skyldes det uvidenhed om materialerne. Når der kommer så mange materialer, er det jo svært at holde sig ajourført, og kravene ændrer sig hele tiden. Det, vi for 10-15 år siden troede var biologisk nedbrydeligt, er det måske ikke. Det kan være det smuldrer, men urnen forgår ikke.”
Direktør for Begravelse Danmark, som har begravelsesforretninger over hele landet, Mogens Balling er også positiv over for fælles retningslinjer og håber, det kan sætte en samlet miljøvenlig standard.
”Det er rigtig godt, hvis Danske Krematoriers Landsforening vil gå ind og gøre noget for økologien. Jeg synes, vi har et ansvar for kun at acceptere urner, der er gode for miljøet.”
Bedemand hos Unik Begravelse i Aarhus Mette Marie Nikolajsen kan se det smarte i fællesregler, men frygter samtidig, at der vil ryge noget fleksibilitet.
”Hvis urner pludselig skal gennem en stor godkendelsesproces, kan det udelukke de små urneproducenter og nye urner, som måske faktisk opfylder kravene. Så man kan godt lave overordnede regler, men hvis det bliver dyrt og omstændigt, vil ikke være godt for fornyelse og konkurrencedygtighed.”