Man skal have lov til at være et frafaldent får

”For mig er tro noget utrolig personligt,” siger Jens Oddershede, der er professor på Syddansk ...

”For mig er tro noget utrolig personligt,” siger Jens Oddershede, der er professor på Syddansk Universitet og desuden formand for præsidiet for reformationsjubilæet i 2017. Billedet er taget på universitetet, hvor han også tidligere har været rektor. - Foto: Scanpix

Søndagens prædiketekst fortæller om det ene får, der blev væk og fundet igen. Friheden giver os lov til at bevæge os væk fra kristendommen, men vi skal også huske tilgivelsen som en redning, mener Jens Oddershede, formand for ”Reformationsjubilæet 2017”

Når et barn blandt flere søskende er sygt, kan det ske, at forældrene ofrer al opmærksomhed på det syge barn, mens hele børneflokken kan tage skade. Tilsvarende går en mand i søndagens prædiketekst ud for at lede efter det ene får, der er blevet væk, mens han lader de 99 andre blive i ødemarken. Men er der ikke mere mening i at tage sig af den store gruppe af får i stedet for det ene?

Sammenstillingen af det nutidige familiære dilemma og Bibelens lignelse kommer fra Jens Oddershede, der er professor ved Institut for Fysik, Kemi og Farmaci, Syddansk Universitet, og desuden formand for præsidiet for ”Reformationsjubilæet 2017”. Grundlæggende læser han gerne Bibelens lignelser, for ifølge professoren er de ofte meget menneskelige og lette at forstå. I hvert fald på overfladen.

Men når det kommer til søndagens tekst om manden med fårene og også kvinden, der har mistet en ud af ti drakmer og leder i sit hus, til hun finder den, er Jens Oddershede ikke så sikker på, at han er enig med hele tekstens budskab om, at der bliver glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.

”Fårehyrden kerer sig meget om det ene får, der er forsvundet, mens han lader de 99 blive tilbage og passe sig selv. Jeg kan ikke lade være med at overveje, hvorfor det er den ene frafaldne, der får al opmærksomheden, mens menigheden overlades til sig selv. Kan hyrden være sikker på, at de vil fortsætte i menigheden?” spørger kemikeren, der også er tidligere rektor på Syddansk Universitet og forhenværende talsmand for Danske Universiteter.

Jens Oddershede pointerer, at han godt ved, at det er Jesu tilhørere, som nødvendiggør pointen om, at Jesus leder efter et enkelt får. I bibelteksten står der nemlig, at toldere og syndere var sammen med Jesus, mens farisærerne og de skriftkloge ”gav ondt af sig” på grund af Jesu opførsel. Ifølge Jens Oddershede er det altså af hensyn til publikummet, at Jesu lignelse fortælles, og man skal derfor også huske at læse budskabet ind i den kontekst, hvor farisærerne og de skriftkloge har brug for at høre, at der også bliver glæde over én synder, som omvender sig, mener Jens Oddershede.

Selvom han synes, at lignelsen grundlæggende er interessant, fordi den gør kristendommen meget konkret og menneskelig, spørger Jens Oddershede også, om ikke et menneske skal have lov til at løbe væk fra kristendommen? Ifølge ham er svaret ja.

”Det kunne jo være, at den frafaldne har lyst til at prøve noget andet. At vedkommende er drevet af nysgerrighed og frihedstrang, og at han derfor bryder ud af fællesskabet. Det er ikke altid dårligt at ville prøve noget nyt. Der er lidt en tendens til, at vi skal gøre, som vi plejer. Men meget fremskridt sker jo ved, at man går nye veje,” siger han og fortsætter:

”Der tages i kristendommen ikke altid hensyn til individualister, og at vi ikke alle er flokdyr. Jeg kan godt se, at pointen er klar, når man ser på, hvem der lytter til lignelsen, da den oprindeligt blev fortalt. Men hvis fokus ikke er på publikum, vil jeg gerne sætte spørgsmålstegn ved, om ikke teksten er lidt for bevarende?”

Ifølge Jens Oddershede giver det dog god mening, at teksten om fåret og teksten om den forsvundne mønt læses sammen. For en mønt har ikke en personlighed, på samme måde som man kan tale om, at et får har det.

”Ingen tager skade af som en mønt at blive fundet af Jesus. Den tekst er mere entydig,” siger Jens Oddershede og tilføjer, at lignelser selvfølgelig er til for at simplificere en kompleks verden. Han har selv et bud på, hvorfor han reagerer med indvendinger mod bibelteksten.

”For mig er tro noget utrolig personligt, og jeg er meget privat på det område. Tro er måden, jeg lever på. De menneskelige værdier i kristendommen er det allervigtigste for mig. For eksempel måden vi er på i forhold til andre mennesker. Jeg kan godt have lidt svært ved de ydre udtryk for at være troende. Rammerne om troen er ikke så vigtige for mig,” siger han.

Og så må man ifølge professoren ikke glemme tilgivelsen:

”Det er jo ikke sådan, at fordi man er frafalden, kan man ikke blive reddet. Tilgivelse er en meget vigtig del af kristendommen, også for mig som menneske. Jeg føler mig ikke som et frafaldent får, men det skal man have lov til at være, og der skal være plads til at være fri. Også inden for kristendommen.”

Som formand for præsidiet for reformationsjubilæet i 2017 er frihedsbudskabet i Reformationen noget af det væsentligste at formidle, mener Jens Oddershede.

”Jeg synes, at kristendommen, som Reformationen udtrykker den, giver mennesket en større grad af personlighed frihed end det udgangspunkt, vi havde før Reformationen. Det er en frihed til at finde sine egne værdier inden for kristendommen og til at finde sin egen måde at tænke på. Det, at vi kan få lov til at synge og udtrykke os på et sprog, vi ikke bare skal lytte til og ikke kan forstå, er en vigtig del af Reformationen,” siger han og fortsætter:

”Det personlige ansvar kan man ikke bare overlade til en bibeltekst. Reformationen har givet os det ansvar tilbage. Jeg håber, vi kan formidle, at Reformationen har betydning for den måde, vi lever på i dag.”