Mange får testet faderskab på nettet

En nagende tvivl om, hvem barnets far reelt er, får flere til at betale for en dna-test

De tre danske firmaer, der tilbyder fadeskabstest på internettet, oplever en stigende interesse fra forældre, der er i tvivl om, hvem der er biologisk far til barnet. Flere eksperter advarer dog mod disse test på nettet.

Det siges, at hvert 10. barn har en anden far, end ham de tror, de har, og hidtil har børn og forældre måttet leve med en eventuel tvivl. I dag er det imidlertid muligt med en dna-test til 3000 kroner at få vished. Man tager blot en par vatpinde og skraber lidt i barnets og den formodede fars mundhule. Vatpindene bliver sendt til et af de firmaer, der i dag tilbyder faderskabstest på internettet, og efter kort tid får man svar om, hvorvidt man er biologisk far til barnet eller ej.

- Der er en stor del af fædrene i Danmark, der går og er i tvivl, om de er far til deres barn, og den tvivl synes vi ikke, de skal gå med resten af deres dage. Og langt størsteparten får jo at vide, at de er faren, og dermed er den tvivl ude af verden, siger Andreas Brejner, der er direktør for DNAtest.dk.

Det nordsjællandske firma har eksisteret i halvandet år, og er dermed det ældste testfirma for faderskab i Danmark. Andreas Brejner anslår, at han nu har solgt godt 1000 test, og interessen vokser i takt med, at flere bliver klar over muligheden for at slå faderskabet fast ved hjælp af en dna-test.

I Sønderborg så DNA Center dagens lys i august i fjor, og siden er det blevet til hundredvis af faderskabsundersøgelser. Ifølge direktør Per Mønsted kommer omkring 70 procent af henvendelserne fra kvinder, som er i tvivl, om det er ægtefællen eller elskeren, der er far til deres barn.

- Alle har ret til at kende sandheden, også selv om den gør ondt. Men når det gælder folk, der er blevet uvenner i forbindelse med skilsmisse og ønsker at få lavet en test, maner vi til forsigtighed og siger til folk, at de skal komme igen om et halvt år. Hvorvidt de følger vores råd, ved vi ikke, siger Mønsted.

Nej til test

Ifølge dr.med. Sven Asger Sørensen, der yder genetisk rådgivning til familier med arvelige sygdomme og som er medlem af Det Etiske Råd, bør man holde sig væk fra faderskabstest på nettet.

- Hvis jeg laver sådan en test på min datter og mig selv, hvad skal jeg så gøre, hvis det viser sig, at hun ikke er min datter? Og hvad skal jeg sige til min kone og min datter? Hvilket formål har den viden? Folk bør tænke sig grundigt om og tale med deres egen læge, før de kaster sig ud i sådan en test, siger Sven Asger Sørensen.

Han blev engang overtalt til at lave en faderskabstest for en kvinde, der havde været utro til en julefrokost. Kvinden kunne ikke leve med tvivlen, og det viste sig, at det var elskeren, der var far til barnet.

- Det førte til skilsmisse og megen ulykke. Jeg laver aldrig sådan en test igen, siger Sven Asger Sørensen.

I Foreningen Far har man netop sagt nej til at reklamere for et af de firmaer, der tilbyder faderskabstest. Og når fædre, der overvejer at få foretaget en test, henvender sig, er rådet utvetydigt.

- Hvis man er begyndt at fungere som far, og barnet opfatter en som far, har man bare at leve op til det ansvar, og så skal man ikke begynde at pille ved det med sådan en test. Det er smaddersynd for barnet og i sidste ende også en selv, siger formand Erik Kofod.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk

Leder på bagsiden