Der er alenlangt mellem folkekirkens organisationer og landet menighedsråd, når det kommer til spørgsmålet om folkekirkens styring.
Kristeligt Dagblad kunne i forrige uge fortælle, at knap 20 af folkekirkens vigtigste organisationer ønsker et ledende organ. Men holdningen blandt menighedsrådene viser sig at være langt mere kritisk.
Det står klart, efter at Ligestillings- og Kirkeministeriet har opgjort alle høringssvar til debatoplægget om folkekirkens fremtidige struktur.
LÆS OGSÅ: Økonomisk styring deler menighedsråd
Næsten hvert tredje af landets 1780 menighedsråd har givet deres holdning til kende, og heraf foretrækker flest, at den nuværende og mere decentrale model gøres til lov. Dermed adskiller menighedsrådene sig fra deres interesseorganisation Landsforeningen af Menighedsråd. Her støtter alle på nær et bestyrelsesmedlem idéen om et kirkeråd. Netop den uoverensstemmelse er markant, mener professor emeritus og dr.theol. Viggo Mortensen.
Det signalerer, at landsforeningen måske ikke er i så god kontakt med sit bagland. Vi ser igen, at der er en modsætning mellem aktivister og sognefundamentalister. De kirkelige organisationer er med på at prøve noget nyt, mens dem, der sidder i sognene har problemer nok med at fordøje det nye, der allerede er kommet, siger han.
Marie Vejrup Nielsen, religionsforsker ved Aarhus Universitet, forklarer forskellen på menighedsrådene og de kirkelige organisationer med, at menighedsrådene allerede er en del af kirkens magtstruktur og derfor med den nuværende model har stor indflydelse.
Man kan sætte det hårdt op og sige, at det er klart, at dem, der skal afgive privilegier, er mere negative, end de, der får flere. Som det er i dag, skal kirkeorganisationer gå den decentrale vej gennem præster og menighedsråd, når de skal have noget igennem. De kunne have interesse i at gøre noget, der betyder, at de ikke er så sognebundne, siger hun.
Samme vurdering har religionssociolog ved Københavns Universitet Peter Lüchau, som dog tilføjer et lille aber dabei.
Hvis menighedsråd eller enkeltpersoner gider at bruge tid på at formulere høringssvar, er det netop ofte, fordi de er utilfredse eller bange for den model, som det lige nu lader til at kunne blive. De to tredjedele af menighedsrådene, der har valgt ikke at lave høringssvar, er sandsynligvis ligeglade med, om der kommer et kirkeråd og har det fint med øget centralisering. De føler sig repræsenteret af Landsforeningen for Menighedsråd, siger han og tilføjer, at det nu er helt op til ministeriet, om de vil lytte til de lokale stemmer eller ej.
I sidste ende er det Folketinget, der bestemmer. Manu Sareen (R) kan vælge at være handlekraftig og tage en radikal løsning, som han kører igennem med hård hånd, som vi så det med vielser af homoseksuelle. Eller han kan dække sig ind under, hvad folk siger i høringssvarene.
Demokratisk er det vigtigt at lytte til menighedsrådene, påpeger Marie Hedegaard Thomsen, teolog og ph.d. fra Aarhus Universitet.
Det er nødvendigt at tage menighedsrådene alvorligt, for det er det eneste organ i folkekirken, som på papiret er demokratisk valgt. Hvis det lokale kirkeliv ikke findes, er der ikke nogen folkekirke, så er det bare en institution. Og det er menighedsrådene, der som praktiske grise og visionsfolk får det til at fungere i sognene.