Kunne Jesus se sådan ud? Bertel Thorvaldsens milde Kristus med de udstrakte arme i Københavns Domkirke er ikke alene kirkens vartegn, men også det billede, der har sat sig på nationens indre nethinde og bestemmer mange danskeres opfattelse af, hvordan Jesus ser ud. Det mener præsten og kunsthistorikeren Lisbeth Smedegaard Andersen, som er ved at afslutte arbejdet med en bog om det hellige ansigt, som skal udkomme næste år.
Da Bertel Thorvaldsens statue blev opstillet i kirken i pinsen 1839, var der flere, som mente, at Kristus mere lignede en græsk gud end Guds enbårne søn. At Domkirkens arkitekt C.F. Hansen tillige valgte at opbygge rummet, så det giver mindelser om et græsk tempel, fik ikke kritikken til at mildnes. Og datidens anfægtelser omkring Thorvaldsens arbejde illustrerer et hovedbrud, som kirken op gennem historien har måttet brydes med: Hvordan ser Jesus ud, og hvordan kan man bedst afbilde det hellige?
Den tyske filosof G.W.F. Hegel (1770--1831) er en af de tænkere, som har arbejdet med problemet. Han mente, at det var svært at overgå de gamle grækere, når det gjaldt gude-statuer, fordi de udstråler visdom, ro, fred og en ophøjethed, men samtidig er der en stærk fokus på legemet, fordi man dyrkede kroppen i antikkens Grækenland.
I kristendommen er kroppen ikke på samme måde i fokus. Og at afbilde Jesus som en veltrænet mand, som Thorvaldsen valgte at gøre, understreger ikke Jesu sande natur, mente flere. Men Thorvaldsens Kristus i domkirken har dannet skole. Ikke nok med at Jesus fra Nørregade er blevet en eksportvare og findes i talrige kopier. Danske kunstnere har også siden været inspireret af netop den Kristus-figur. Som et eksempel på, hvordan Thorvaldsens gengivelse af Kristus har sat sine spor, henviser Lisbeth Smedegaard Andersen til Joakim Skovgaards freskoer i Viborg Domkirke. I for eksempel billedet "Det store gæstebud" er Jesus som taget fra alteret i Københavns Domkirke.
-- Der blev malet mange altertavler i danske kirker i 1800-tallet, men det var den vise Jesus, som blev portrætteret fra den menneskelige side, mens hans guddommelige side sjældent blev gengivet, siger Lisbeth Smede-
gaard. Der er mange billeder af Jesus som underviser, som børneven, som bedende i Getsemane Have, mens Jesu undere var underbelyst i malerierne. Men omkring 1900 var det Joakim Skovgaards stil, der kom til at præge en hel generation af malere, da han underviste på Kunstakademiet, og derved kom han og indirekte Thorvaldsen til at præge meget af kunsten i de danske kirker, siger Lisbeth Smedegaard.
Siden oldkirkens tid har mennesker omgivet sig med kristusbilleder, selvom det var mod kirkens ønsker. Den ældste kristne kirke forkastede ligesom jødedommen al billeddyrkelse i henhold til De Ti Bud: "Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden."
Historieskriveren og præsten Euseb fra Caesarea fortæller i sin kirkehistorie fra år 325, Historia Ecclesiastica, at han hos de kristne menigheder i Lilleasien havde set små, malede tavler med billeder af Sankt Peter, Paulus og Jesus. Det bekymrede Euseb fra Caesarea, da han mente, at det var mod kristendommens lære at omgive sig med billedgengivelser af Jesus og apostlene. Euseb og mange med ham fandt det hedensk at forholde sig til menneskegjorte billeder af det guddommelige.
-- Mennesker var fra hedensk tid vant til at bede foran et billede, og teologernes forståelse af kristendommen som en åndelig religion, der ikke var bundet til et stofligt billede, vandt ikke folkelig genklang, siger Lisbeth Smedegaard Andersen og uddyber:
-- De billedfjendtlige teologer mødte derfor modstand fra andre, der argumenterede for, at Gud havde ladet sig inkarnere i Kristus, som er hans billede, og derfor er det ikke alene tilladt men også ønskeligt, at man fortsætter, hvad Gud har begyndt.
I Byzans, det nuværende Istanbul, kom billedfjendtligheden tydeligst til udtryk under billedstriden eller den såkaldte ikonoklastiske strid. Kejser Leo 3. beordrede i 726 alle hellige billeder afskaffet, fordi han mente, at de kunne forlede til billeddyrkelse og dermed også til afgudsdyrkelse. Og i den forbindelse skrev blandt andet den fremtrædende kirkefader Johannes af Damaskus (ca. 675-749), at det i virkeligheden ikke var billederne, kejseren bekæmpede ved at forlange dem fjernet. Ifølge Johannes af Damaskus var det derimod helgenerne selv, Leo 3. og hans fæller var i færd med at bekæmpe.
Der er dog en form for billedkunst, som aldrig har voldt kirken kvaler. Siden de første forfulgte kristne skjulte sig i katakomberne i Rom, har man brugt at male det, som Lisbeth Smedegaard Andersen med en bred betegnelse kalder "fortællende billeder".
-- I katakomberne er gengivet centrale fortællinger fra Det Gamle Testamente, fordi man mente, de pegede hen på Jesus. Abraham, der ofrer Isak, peger for eksempel hen til Jesu død på korset, og Jonas i hvalens bug henviser til Jesus i graven og dermed også til opstandelsen. Billederne har været brugt til at fastholde den kristne historie for mennesker, som ikke kunne læse, siger hun.
Et skoleeksempel på den fortællende billedkunst i kirken tiltrækker sig dagligt hundrede af bevågne blikke i St. Marien Kirke i den tyske by Wittenberg. Her skal man ikke bare sanse men også forstå, og der er lagt en vifte af beskrivelser frem af altertavlen på de fleste europæiske sprog. Den danske variant er godt slidt og vidner om pæn tilstrømning af danske besøgende.
Det var i denne kirke, reformatoren Martin Luther holdt de fleste af sine prædikener, her blev den protestantiske gudstjeneste til, og som en katekismus for øjet malede Lucas Cranachs den ældre (1472--1553) en reformationsaltertavle til kirken.
At se kirkens berømte altertavle er som at lege "find Holger" med Lutherdommens grundteser for øje: dåb, nadver, skriftemål og Ordets forkyndelse med Jesu død som fundamentet for det hele. På prædikestolen har Cranach malet Luther, og på forreste række i menigheden sidder hans kone, Katharina von Bora, omgivet af parrets seks børn.
-- Luther var meget bevidst om brugen af billeder, og da han oversatte Bibelen fra latin til tysk, valgte han, at der skulle bruges illustrationer, men han understregede samtidig, at han ikke ønskede, at kunstnerne selv fortolkede motiverne. Og når det kom til altertavler, så mente han, at kun tre motiver var egnede: Jesus i krybben, nadveren og skildringer af langfredag, siger Lisbeth Smedegaard Andersen.
Man skal dog ikke åbne mange døre til lutherske kirker for at se, at Luther ikke fik magt, som han havde agt, hvad angår troens billeder. I Danmark førte reformationen kun delvis til en renselse af kirkerummene for, hvad der mindede om den katolske fortid.
Når man begiver sig ud i Europa for at se på troens billeder, så er der en slående forskellighed i måden, vi bruger billederne på. I nord sætter man sig på kirkebænken og lader øjnene dvæle ved et billede, mens man i mange spanske og italienske kirker kan se, hvordan mennesker knæler ned foran et billede og kysser det. Ifølge Lisbeth Smedegaard Andersen har skikken med at kysse billeder rod i førkristen tid.
-- Den romerske kejser kunne ikke rejse ud i hele sit rige, så sendte man i stedet billeder, som repræsenterede kejserne, ud i provin
serne, og dem faldt mennesker på knæ for og kyssede for at vise ærbødighed, og den skik har holdt sig, siger Lisbeth Smedegaard Andersen.
Andre bruger troens billeder som mål for en vandring. En tur på Via Dolorosa. Traditionen dateres til den sene middelalder og er inspireret af pilgrimmenes vandring ad Via Dolorosa i Jerusalem, hvor munke fortalte om Kristi vej, fra han blev dømt, til han blev lagt i graven. Siden er det blevet til en andagtsform med 14 stationer, og næsten alle katolske kirker har korsvejsbilleder, men i Polen har man udviklet traditionen og anlagt store områder med de 14 stationer, hvor man går fra billede til billede. Traditionen med at gå gennem en billedmeditation siges at stamme fra Lübeck i slutningen af 1300-tallet.
Polakkerne har siden begyndelsen af 1700-tallet opført korsveje, kalvarier, der blev populære pilgrimsmål. Et af dem er Kalwaria Zebrzydowska syd for Krakow, hvor kapeller ligger langs en 30 kilometer lang strækning og gengiver Jesu lidelse. Her tog pave Johannes Paul II hen, når han havde brug for at trække sig tilbage.
En moderne, billedkunstnerisk fortolkning af korsvejsstationerne kan man finde i kirken på Jasna Gora, det lysende bjerg i Czestochowa i det sydlige Polen, hvor man finder landets største valfartssted. Det er en moderne fortolkning af korsvejen. På maleriet, hvor Jesus hænges på korset, ses blandt andre blandt de sørgende pave Johannes Paul II og Maximilian Kolbe, præsten, der døde i koncentrationslejr.
Også kunstneren selv er at finde på et andet maleri, ligesom kunstnerens kone og andre genkendelige personer. Både nazisternes koncentrationslejre og kommunisternes regimente har fundet plads i malerierne, der fortæller kapitler af den moderne polske lidelseshistorie.
Men det er også i sin intention en eksistentiel og eviggyldig fortolkning af korsvejen. Kunstneren skriver selv:
"Jeg forsøger i en billedtid at vise meningen med Jesu offer. Det er mig om at gøre at undgå, at "Jasna Goras Golgatha" blot bliver en historie om billeder fra år 2000, en billedsuite, som vi kan fejre langfredag med en god fornemmelse af, at det ikke var os, der korsfæstede Jesus. Dette Golgatha er nærværende i dag, nu og her, i det katolske Polen."
Når pilgrimmene flokkes på Jasna Gora, så skyldes det ikke den moderne fortolkning af korsvejsstationerne, men ikonen "Den sorte Madonna". I et sidekapel til stedets store kirke finder man ikonen, som går under betegnelsen "Polens dronning". Den sorte Madonna betragtes traditionelt som Polens beskytter og har gjort kirken på Jasna Gora til det mest populære pilgrimsmål i det katolske Polen.
-- Ikoniske billeder som for eksempel "Den sorte Madonna" har været mere omdiskuteret blandt teologer, for når pilgrimme opsøger en kirke og beder ved en ikon og får svar på deres bøn, hvordan undgår man så, at man knytter guddommelige egenskaber til billedet og gør ikonen til idolet, spørger Lisbeth Smedegaard Andersen og fortsætter:
-- Ikoner er billeder, som bringer det guddommelige nærvær, men bliver billedets nærvær for stærkt, så kan det ende med, at billedet kommer til at stå i vejen for den person, som billedet repræsenterer.
Ser man på ikoniske billeder med Jesu ansigt, er det i øvrigt slående, hvor meget de forskellige gengivelser ligner hinanden. Legenden, som man kan læse i Eusebs kirkehistorie, fortæller, at kong Abgar, som regerede i byen Edessa i Mesopotamien, fra 4 f.Kr. til 50 år e.Kr., led af en frygtelig sygdom og sendte bud med en brevbærer og bad Jesus komme til sit palads. Men da budbringeren nåede Jerusalem, var Jesus på vej til korset. Han læste brevet og svarede: "Jeg kan ikke komme nu, men her har du min svededug." Han trykkede ansigtet i dugen, hvor der dannede sig et aftryk, som man kalder for "den ikke af menneskehånd skabte ikon". Legenden fortæller videre, at klædet havde en mirakuløs, helbredende kraft, og aftrykket blev prototypen til de såkaldte mandylion-portrætter.
Lisbeth Smedegaard Andersen mener, at det fortællende billede har domineret troens billeder i Vesteuropa, mens den østlige del af Europa har haft tradition for de ikoniske billeder, hvor billedernes funktion er at formidle det guddommelige.
-- Står man i en russisk kirke omgivet af ikoner, så forstår man, at her er billedernes funktion at formidle det guddommelige nærvær. Og set i lyset af det russiske folks historie, så er der ikke noget at sige til, at man har ønsket at skabe billeder, som kan give folk et glimt af lyset fra det guddommelige. I Vesteuropa har vi i højere grad ønsket at dvæle ved Jesu menneskelige side og ved den kendsgerning, at han blev menneske og delte liv med os, og hvad det betyder for vort jordiske liv, siger Lisbeth Smedegaard Andersen.
Hun har skrevet flere bøger om moderne dansk kirkekunst. Hun er sikker på, at troens billeder i Danmark er på vej til at blive mere ikoniske. Syn for sagn, kan man få i Gamtofte Kirke ved Assens på Fyn, hvor Peter Brandes har udsmykket en kirkerude med Abgars Klæde, en anden med Veronikas Svededug og midt mellem disse to ruder, med gengivelser af Kristi ansigt, har han skildret, hvordan Kristus helbreder den blinde ved dammen i Siloam. Og med Peter Brandes egne ord, skal billederne vidne om, at med troen ses Kristus.
nygaard@kristeligt-dagblad.dk
Følgende har bidraget til temaet: Birgitte Larsen fra Polen.
Troens europa
Denne artikel er et led i Kristeligt Dagblads fokus på Troens Europa. Alle tidligere artikler kan med et netabonnement læses på www.kristeligt-dagblad.dk, hvor man også finder en religionsguide til 25 europæiske lande.
Hvordan ser Jesus ud? Hvad bruger protestanterne billederne til? Og katolikker og ortodokse? Hvad er en ikon – og hvordan ser Kristus ud i moderne billedkunst? Kristendommen har gennem tiderne fået konkret udtryk af billedkunstnerne. Vi sætter i dette tema fokus på troens
billeder.
