For meget og for lidt tro er lige store udfordringer

Bispekandidat Henrik Wigh-Poulsen ser både kristen skråsikkerhed og tvivl som udtryk for holdninger, der forsøger at begrænse troen til noget bestemt. Men det er de evige fortolkninger, der gør troen levende, mener han

"Jeg vil ikke være en meningsmaskine,” siger Henrik Wigh-Poulsen. Men bliver han valgt til biskop, vil han tale ind i de sammenhænge, der optager folk, lover han.
"Jeg vil ikke være en meningsmaskine,” siger Henrik Wigh-Poulsen. Men bliver han valgt til biskop, vil han tale ind i de sammenhænge, der optager folk, lover han. Foto: .

Efter en hektisk uge med valgkamp har Henrik Wigh-Poulsen har sat kaffe og lakridskonfekt frem på sofabordet i hjemmet i Odense, og når interviewet er slut, glæder han sig til at få sig ”en god lang morfar”.

Han havde faktisk lovet både sig selv og sin familie, at han ikke ville stille op til et bispevalg igen. Første gang var i Roskilde Stift i 2008, da der skulle findes en afløser for Jan Lindhardt. Valget var en gyser med to kandidater i anden valgrunde, hvoraf Henrik Wigh-Poulsen var den ene. Men rod i stemmeoptællingen og andre formelle fejl udløste et omvalg, hvor Henrik Wigh-Poulsen røg ud.

”Jeg blev siden opfordret til at stille op i både Odense og Haderslev. Men jeg havde virkelig besluttet mig. Det var slut. Så var jeg i sommerhus med en god ven fra Aarhus Stift, og han blev ved med at spørge ind til, om jeg nu var helt sikker. De var nemlig mange, der gerne ville pege på mig. Og langsomt kunne jeg mærke mine forsvarsværker forsvinde. Jeg vil virkelig gerne være biskop i Aarhus. Jeg synes, jeg har noget at bidrage med, er blevet ældre og har fået flere erfaringer, også fra mit nuværende job som domprovst. Og så er der selvfølgelig også noget med 'at komme hjem',” siger Henrik Wigh-Poulsen.

Den 55-årige domprovst er født og opvokset på Djursland og læste teologi på Aarhus Universitet, hvor han også mødte sin kone, Grete Wigh-Poulsen, der i dag er provst i Kolding.

Men hvad er det så lige præcis, Henrik Wigh-Poulsen ser som de kvaliteter, der gør ham egnet til at bære bispekåben efter Kjeld Holm?

”Først og fremmest at jeg er præst. Det vil sige, at jeg prædiker, og det er for mig at se det centrale i et bispeembede. Derudover har jeg en bred erfaring. Ikke kun inden for folkekirken, men også udenfor, blandt andet som redaktør for Dansk Kirketidende og på et reklamebureau. Det har været meget lærerigt, ikke mindst i forhold til at forstå noget om, hvor vigtig kommunikation er,” fortæller Henrik Wigh-Poulsen.

Ved at fremhæve de mange år som præst som en af kvaliteterne peger Henrik Wigh-Poulsen indirekte også på en af forskellene mellem de to kandidater til bispevalget i Aarhus. Modkandidaten, Jens Maibom Pedersen, er i dag forstander for Diakonhøjskolen og har aldrig været fast præst i folkekirken, men har i de senere år fungeret som ulønnet hjælpepræst.

Kunne det ikke netop være en fordel for folkekirken at få en biskop med en anden baggrund end den præstelige og dermed friske øjne på både struktur og tradition?

”Det kan du sige, men jeg ved, at mange præster og menighedsrådsmedlemmer ser det som en fordel, at jeg kender deres virkelighed. De oplever det som en tryghed i forhold til den teologiske ballast, jeg kommer med. Men også i forhold til at vide noget om de særlige arbejdsforhold og den udsathed eller ensomhed, man kan opleve som præst,”siger Henrik Wigh-Poulsen.

Ved de mange debatmøder har flere af spørgsmålene til de to kandidater drejet sig om biskoppens rolle i forhold til konflikter. Ikke kun når det handler om konflikter, der udspringer af præstens udlægning af teksten, men også om stridigheder mellem præster og menighedsråd.

Og mens Jens Maibom Pedersen har svaret, at han altid vil insistere på i første omgang at møde folk til en samtale menneske til menneske, har Henrik Wigh-Poulsen hver gang fastholdt, at det ikke er så enkelt for en biskop.

”Ligegyldigt om du er på en skole eller i en sportshal, så vil du blive set som præsten eller som biskoppen. Du vil aldrig bare være Henrik. Man skal gøre sig klart, at man som biskop har en enorm magt, og derfor kan det faktisk være utrygt, hvis du møder op og insisterer på bare at være dig selv. For hvornår ændrer det sig så? Du kan ikke på den måde tage dit embede af og hænge det ude i garderoben,” lyder Henrik Wigh-Poulsens forklaring.

På spørgsmålet om, hvorvidt han på den måde benytter sig af biskoppens magt og dermed et magtsprog, der er med til at fastholde et gammelt hierarki i folkekirken, svarer Henrik Wigh-Poulsen:

”Det behøver ikke at være et magtsprog. Jeg ser det i stedet som en sikkerhed eller tryghed for alle parter, så man altid kender konteksten.”

Også sagen om sognepræst Per Ramsdal, der offentligt tvivlede på Jesu opstandelse, har fyldt meget på de afholdte duelmøder. Flere har spurgt om de to kandidaters holdning til, hvad en præst skal tro på. Om der er grænser for fortolkningen af evangeliet, og hvor den i givet fald går.

”Her synes jeg, man skal passe meget på med at sætte faste grænser op. Jeg kan godt forstå folk, der bliver anfægtede af en prædiken, hvor præsten måske udlægger teksten på en måde, man selv har svært ved at genkende. Men vi skal altid give plads til fortolkninger af evangeliet. Det er det, der holder den kristne tro levende,” siger Henrik Wigh-Poulsen.

Men er der ingen grænser for, hvad man kan sige fra prædikestolen? Er der med andre ord plads til både at tvivle på opstandelsen - eller til selv at udlægge dåbsritualet, som det skete i Snedsted for nogle år siden?

”Grænsen går i forhold til for meget tro og for lidt tro. Du kan blive så skråsikker i dine egne tolkninger, så du hævder, at din måde er den eneste rigtige måde at forkynde evangeliet på. På den anden side er det også et problem, hvis du alene prædiker til tvivl og ikke til tro.”

Han peger på, at der for tiden er en tendens til at ville ”rulle en sten for graven” med alt for bombastiske grænsedragninger eller afvisninger af kristne grundsandheder.

”Det er klart, at vi bliver mere firkantede i hovederne i de her år. Ikke mindst fordi vi får en radikaliseret islam stadig tættere på. Men for mig at se må det altid handle om, at vi bliver ved med at være åbne for fortolkninger af, hvad det vil sige, at Gud kom til os mennesker i sin søn.”

Henrik Wigh-Poulsen oplever dog især, at folk i dag i høj grad er optagede af kristendommen på en måde, der kalder på en folkekirke, som markerer sig og kommer med bud på tolkninger og svar til tiden. Og han er udmærket klar over, at det bliver en vigtig del af den kommende biskops rolle.

”Jeg vil ikke være en meningsmaskine. Og jeg vil heller ikke gå ud og blande mig i alt muligt. Men det er biskoppens opgave at tale ind i de sammenhænge, der optager folk, og for eksempel tale ud fra en almindelig folkelig bekymring. For nylig så vi for eksempel et stort behov for at mødes på tværs af alle skel efter terrorangrebet i København. Her har vi i den grad brug for en prædiken - også om hvad der sker, når religionen bliver radikaliseret. Det kender den kristne kirke også selv til.”