Mellem salmer og natursansninger

Salmedigteren Jens Rosendal fylder 80 år, og det fejres med en folkefest i det sønderjyske. Blandt gratulanterne er nogle af de kor, der synger hans sange

Jens Rosendal med fødderne plantet i det Vadehav, som han har skrevet ind i Højskolesangbogen og den danske sangskat i det hele taget. "Vadehavet er mere levende / end alle andre bølgende have...", indleder han et af sine digte. Hans 80-års-fødselsdag fejres ude i Vadehavet, hvor digteren sammen med et par kor henter tidevandet ind til tonerne af en nydigtet sang.
Jens Rosendal med fødderne plantet i det Vadehav, som han har skrevet ind i Højskolesangbogen og den danske sangskat i det hele taget. "Vadehavet er mere levende / end alle andre bølgende have...", indleder han et af sine digte. Hans 80-års-fødselsdag fejres ude i Vadehavet, hvor digteren sammen med et par kor henter tidevandet ind til tonerne af en nydigtet sang. . Foto: Nils Rosenvold.

Jens Rosendal har fået mudder på fødderne. Det sidder som en bræmme rundt om tæer og fod og op ad anklerne, og mudderet er sønderjysk og derfor ikke bare almindeligt pløre. Det er slik en blanding af det fine ler og organiske materiale i den opblødte strand- og havbund, der ligger tilbage, når Vadehavet har trukket sig langt ud i horisonten, for siden to gange i døgnet at vende tilbage og tilbageerobre sit tabte areal.

Vadehavets flod og ebbe er som et vældigt klodens åndedrag, siger digteren Jens Rosendal, der fra sine stuevinduer har udsigt lige ud til det.

LÆS OGSÅ: Sange til vennen

Hans hus ligger i ly ved Ballum Kirke, hvor marskengene breder sig til begge sider. Her er der udsyn og højt til himlen. Ro til at tænke og tro, i modsætning til i storbyen, hvor Jens Rosendal også har boet, og hvor der altid er travlt, og trafikken larmer, og alting kører rundt.

Men det er jo ikke noget, man sådan går og snakker om, ligesom sønderjyder aldrig snakker om, hvor smukt de bor. Det gør man heller ikke i Vendsyssel, hvor jeg jo kommer fra. Det er man for blufærdig til. Derfor er det godt, at vi har sangene, for her er det legalt at udtrykke de store følelser. I de gode folkelige sange kan vi allesammen synge om de dejlige marker, himmel og hav.

Jens Rosendal fik selv ord at sætte på landskaber og følelser, da han lærte at spille klaver og kom tæt på de danske sange og salmer, som han siden har bidraget til og er rejst rundt med til foredrags- og sangaftener i forsamlingshuse og menighedslokaler.

Den folkelige sang er hans livslange projekt, og et par af de kor, der synger hans sange, har planlagt en usædvanlig hyldest til digteren, når han i morgen Kristi himmelfartsdag fylder 80 år. Her er også Vadehavet direkte involveret, for sammen med korene vil digteren på fødselsdagen soppe ud og hente tidevandet ind. Det sker til en helt ny sang, Jens Rosendal har skrevet til begivenheden. Bagefter har 400 meldt sig til suppe og sønderjysk kaffebord.

Selv føler Rosendal sig beæret, men har også lidt blandede følelse over for al den virak.

Min plan var egentlig at rejse til Canada, hvor et af mine tre børn bor, men det endte med, jeg blev overtalt til at blive.

Selvom Jens Rosendal er vendelbo, har Sønderjylland og grænselandet i mange år været hans egn. Han har været højskolelærer på Jaruplund Højskole i Sydslesvig og var forinden i mange år lærer ved Løgumkloster Højskole. Det var på denne egn, højskolemanden Christen Kold holdt aftenskole for bønderkarlene, og her fødtes salmedigteren Brorson og skrev sin udødelige salme Op, al den ting, som Gud har gjort, hvor han i sin lovsang til Vorherre undrer og glæder sig over naturens mangfoldighed.

Som med Brorson er naturen og kristentroen vævet sammen i Jens Rosendals digtning, og det er Rosendals fortjeneste, at Vadehavet nu med hans sange er skrevet ind i den danske sangskat og er med i Højskolesangbogen. Sangene finder man desuden i flere andre sangbøger, foruden to salmer i Den Danske Salmebog. I 2005 udkom Evangeliesange med nydigtede salmer til de tekster, der prædikes over i folkekirken.

Med sin digtning er Jens Rosendal forlængst blevet sunget ind i dansk folke- og kirkeliv, og når han er ude, møder han altid et ønske om at synge forelskelsessangen. Den er Rosendals største hit. Du kom med alt det der var dig, som den hedder, skrev han, da han tøvende og hovedkulds forelskede sig i Ulrik. Tøvende, fordi forelskelsen medførte, at han endelig måtte erkende sin egen seksuelle orientering, som han opvokset som han er i et stærkt indremissionsk miljø havde undertrykt gennem sit halve liv, og dermed også bryde sit mangeårige ægteskab.

Egentlig overrasker det ham lidt, at hans forelskelsessang og efterfølgeren Som solskin over mark og hav, der blev skrevet i 2001 ved vennens alt for tidlige død, er blevet så populær i kirkelige og folkelige kredse.

De handler jo om bøssekærlighed, og når man nu tænker på, hvad der er blevet doceret af kristne og kirken om det emne i 2000 år...! Men når de heteroseksuelle også kan bruge sangene, understreger det jo bare, at kærligheden ikke er afhængig af seksuel orientering.

At der nu åbnes for vielse af homoseksuelle i folkekirken, hilser Jens Rosendal med tilfredshed. Han har allerede skrevet tre nye salmer til anvendelse ved kønsneutrale bryllupper.

Heterofolket og her især de kristne har holdt de homoseksuelle under låg i så mange år, at det virkelig er nødvendigt, at vi får åbnet for disse vielser. Netop fordi undertrykkelsen har stået på i så mange århundreder, er det ikke længere nok med en lille luns. Nu er kravet vokset til ligestilling, og jeg håber, vi alle vil lære noget af den her sag, ligesom da folkekirken åbnede for de kvindelige præster.

Men der er jo desværre masser af emner, som man så bagefter kan fortsætte med for at holde folk ude, for det er jo, hvad det her i høj grad handler om, tilføjer Rosendal.

Alligevel. De moralske spørgsmål har deres tid, konstaterer han. For eksempel var biografbesøg forbudt i hans indremissionske barndom. Rosendals far var formand for det lokale indremissionssamfund og kom første gang i biografen, da Kaj Munks Ordet blev filmatiseret i midten af 50erne.

Og da gik han ikke i den lokale biograf, men valgte at se den i en biograf i Aalborg, så ingen fik det at vide.

Det kunne man jo godt udlægge som lidt hykleri, og det var det selvfølgelig også, for hykleri følger altid i hælene på den strenge moral, men man kan også se det som et hensyn til medlemmer af det indremissionske samfund, han var formand for, konkluderer fødselaren med blid forståelse og accept af livets mange nuancer, mens vi vandrer ned og får fødderne dyppet i slik og i de pytter, som Vadehavet har efterladt sig, mens tidevandet kryber sammen ude i horisonten.