Hvad er det bedste ved kristendommen?
Det bedste ved kristendommen er, at den er min. Den er en del af det vejr, jeg trækker og har trukket hele mit liv. Den er min fra vugge til grav. Ikke sådan at forstå, at mine forældre opdrog mig i den kristne tro. De gjorde sig ingen klare forestillinger i forbindelse med det faktum, at de gik i kirke med os børn juleaften, og at de døbte og konfirmerede os. Min far kunne derimod godt gøre grin med de hellige. Men det var mest, fordi det gjorde ”man”, hvis man var en af de bohemer, som han var, og som brugte husholdningspengene til at sidde på Hviids Vinstue på Kongens Nytorv i København og gøre sig kloge. Det andet bedste ved kristendommen er, at den går ud fra mennesket som et åndeligt væsen. Den forestilling er jeg født ind i, uanset hvad vi senere lærte om Darwin og Freud.
Hvad enten jeg opsøger Bibelen, eller jeg støder ind i den, så rejser kristendommen tilværelsens inderste spørgsmål: spørgsmålet om, hvad der er godt og ondt, og spørgsmålet om frihed. Kristendommen fastholder, at der er noget, der er helligt. Jeg tror, at når vi i vores egen tilværelse undertiden oplever at blive berørt af det hellige, mest i forbindelse med kærlighed til en anden eller andre, så er det på grund af en følelseskultur, som kristendommen har været med til at skabe.
Endelig er der et tredje bedste. Nemlig at kristendommen har givet os et sprog: at Grundtvig kunne skrive to linjer, som man aldrig kan blive mæt af: ”Som dug på slagne enge/ så falder livets ord” fra salmen af samme navn. Hvis de to linjer skyldes kristendommen, var dét alene grund nok til at bevare den.
Hvad er det værste ved kristendommen?
Det værste ved kristendommen er, at den gør bigotteri så nemt. At den åbenbart indbyder til misbrug. At den tillader hovmodighed at forklæde sig som ydmyghed. Al iscenesat og missionsk frelsthed er af det onde, fordi det sætter et ufrugtbart, til tider kynisk skel mellem de rigtige og de forkerte.
Jeg har som så mange andre mine problemer med Helligånden, og hvad dertil hører, selvom det kan være en metafysisk-teologisk sport at lytte til forklaringerne og få at vide, at hvis man ikke køber hele pakken, så er man ikke ”medlem”. Jeg holder mig frem for alt til Jesus og mindre til Kristus. At holde sig til Jesus har jeg lært af kætteren Villy Sørensen, som havde det svært med teologerne. Hvad jeg ikke har, for jeg er ingen Villy Sørensen, der kunne skrive en bog som ”Jesus og Kristus”. Jeg er spontant enig med ham i, at det, der griber, er mennesket Jesus, der færdedes på jorden ligesom os andre, ham vi møder i Det Nye Testamente i ord og handling. Det er Jesus uden apparat, uden den senere organisering, som fulgte.
Jeg var i Jerusalem i 1970'erne på et refugiebesøg formidlet af mine venner Herbert Pundik (tidligere redaktør for Politiken, red.) og hans kone i Tel Aviv. Jeg var der i 14 dage og tilbragte en stor del af tiden med min eneste rejselitteratur: Det Nye Testamente, som jeg læste ord for ord på altanen. Alle bør unde sig selv at læse Det Nye Testamente grundigt og ikke bare tage det for givet. For dets dramas og menneskebilledes skyld og dets visdom, som aldrig slipper én.
Hvad er det bedste ved folkekirken?
Det bedste ved folkekirken er dens rum af sten og toner, hvor man kan komme og være sammen og døbes og vies og sige farvel til de døde. Hvor man i bedste fald er omsluttet af mening, fred og historie som intet andet sted. Jeg er så ikke selv gift i en kirke, men det har ikke noget med folkekirken at gøre. Det skyldes en blanding af tilfældighed og venskab. Sagen var nemlig, at Klaus Rifbjergs svigerfar var kommunaldirektør i Frederiksberg Kommune og derfor kunne vie folk. Min kærestes og min familie bakkede også op om det.
Hvad er det værste ved folkekirken?
Folkekirken har bestået i 166 år, nemlig siden Grundlovens vedtagelse i 1849. Jeg ønsker ikke, at folkekirken bliver endnu mere statskirke, end den allerede er. Og jeg håber ikke, at folkekirken behøver at ty til flere privilegier, end den allerede har, i en tid, hvor andre trossamfund gør sig gældende og har behov for tolerance og ”indfødsret” i Danmark.
Hvad er det bedste ved gudstjenesten?
Salmer, sang og samvær.
Hvad er det værste ved gudstjenesten?
Det går jeg for sjældent i kirke til at have en mening om.
Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?
Det bedste ved det multireligiøse samfund er, at det udfordrer til den tolerance, som altid er en stor kraftanstrengelse og selvovervindelse. Men som, når den lykkes, er et stort skridt frem. Hvis tolerancen ikke var svær, var den ikke tolerance, men ligegyldighed.
Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?
Det værste ved det multireligiøse samfund er, at det nemt udnyttes til intolerance. I hele sin attitude spiller regeringen og Socialdemokraterne på intolerancen. Vi ser det for eksempel i planerne om isolering af muslimske asylsøgere i de såkaldte landsbyer. Hvor idyllisk! Nej, tværtimod. For hedder det ikke koncentrationslejre? Og ligger der ikke i den fastlåsning til syvende og sidst en eksklusion og polarisering, der har krigen i sig?