Mere kirke for pengene hed Kirkeministeriets og Bertel Haarders initiativ fra 2007, som skulle gøre hverdagen administrativt lettere for menighedsrådene.
Resultatet er endt i, at det er meget svært at finde medlemmer til menighedsrådene, der nu til november skal fornyes. Med betænkning 1527 om provstiet forsøger man under kirkeminister Manu Sareen (R) at råde bod på dette ved at løfte personalemæssige, økonomiske og aktivitetsmæssige kompetencer op i provstiudvalget. Mere kirke for pengene skal nu forstås sådan, at provstiet ved besparelser og fyringer blandt kirkeligt ansatte og lukninger af urentable kirker med for få medlemmer kan gøre det bedre for de tilbageværende.
LÆS OGSÅ: Kirker skal lukkes af provsti
Analysen i 2007 og 2011 er, at hvis man optimerer og rationaliserer det administrative system i folkekirken, får man mere kirke for pengene.
Men det er ikke skiftende liberale og radikale kirkeministre, der styrer denne dagsorden, men derimod den new public management-ideologi, som embedsmændene i Kirkeministeriet arbejder under. Den handler netop om effektivitet målt i synlighed og målbarhed. Mere kirke for pengene er for eksempel at kunne se, hvad kirketjenere eller gravere egentlig bruger deres tid på inde i og uden for kirken. Ud fra det har man så fået et redskab til at beslutte, om det er effektivt og økonomisk godt nok. Paradokserne i denne tænkning ser man, når præsterne i en økonomisk presset folkekirke i år skal skifte tre år gamle computere ud for et millionbeløb. Dette enorme forbrug sættes der ikke fra systemet spørgsmålstegn ved, for det styres jo af reglerne for afskrivning af it-materiale. Dette system, som igennem mange år har styret den folkekirkelige administration, er hierarkisk og styrer fra oven og ned, for uden denne kommandovej kan man ikke sikre kontrol over målsætningerne for effektivitet på kirkeområdet.
Men den form for styring støder sammen med folkekirkens teologiske opbygning, der tager udgangspunkt ude i de lokale menigheder, store eller små, og bygger på det almindelige præstedømme og deres valg af en præst.
Biskoppen og provsterne har som præsterne et tillidshverv fra de lokale menigheder, som er autonome enheder. I folkekirken er dette tillidshverv ifølge Grundloven støttet af staten, fordi alle danskere dengang var medlemmer af folkekirken. Men også statens støtte til folkekirken hviler på uddelegeret tillid fra menighederne, ikke på de for tiden folkevalgte, ministerens eller departementets lyst til styring. Derfor lyttede man dengang som minister meget nøje til folkekirken, før man lovgav eller udtalte sig.
Vi står med denne modsætning mellem new public management og almindeligt præstedømme på en meget presserende måde nu.
For det sidste, der lukker i et lokalsamfund i Udkantsdanmark, er kirken. Når skolen og den lokale brugs er væk, så er kirken endnu tilbage. Men er det, fordi kirken ikke følger med tiden? Nej, det er, fordi myndigheden til at lukke kirken, modsat skolen og brugsen, ligger ude i lokalområdets menighedsråd og blandt medlemmerne af folkekirken. Det er altså, fordi det lokale almindelige præstedømme virker, at der ikke lukkes kirker.
Flyttes kompetencerne opad til administrative enheder som provstiet og væk fra den menighed, der er folkekirkens grundlag, får vi new public management bragt et skridt nærmere den enkelte menighed med mere styring til følge. Sådan er det ikke endnu. Derfor er kirkerne i Udkantsdanmark endnu ikke lukkede, men det ligger i kortene, at de kan lukkes i samme fart som skolerne, hvis den nye betænkning om provstiet bliver til virkelighed, og der med kvalificeret flertal kan træffes den slags beslutninger. Det egentlige problem er dog embedsmandsværkets manglende evne til at se, at new public management ikke er løsningen i en kirke, der bygger på det almindelige præstedømme.
Kirkeanalyserne skrives på skift af en række eksperter inden for området. Torben Bramming er præst i Seem Sogn og i Ribe Domkirke. Han leder også Tårnborg, som er salmedigteren Brorsons gamle bispegård.