Hvordan vil du beskrive din tro?
Jeg vil tage udgangspunkt i at sige, at min tro er som alle andres meget personlig. Min relation til kristendommen er baseret på min egen historie og identitet og er blevet udviklet gennem livet. Jeg har været gennem mange bølgedale, hvor jeg i min tidlige ungdom var meget opsat på den kristne tro og derfra bevægede mig over i en meget tvivlende periode. Omkring min myndighedsalder blev jeg erklæret ateist og syntes, at al religion var den rene overtro. I dag har jeg fundet en personlig mening med troen. En tro, som går dybere ind i menneskelivet end bare Skriften, men som også favner en dybere folkelig og historisk følelse. For mig er tro ikke bare relationen mellem mig og Kristus, mig og Gud, mig og kirken. Det er lige så meget relationen mellem mig og generationerne før mig en følelse af et folkeligt fællesskab.
LÆS OGSÅ: Hvad vil det sige at være troende?
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Det var en meget distanceret og skeptisk relation. Derfor fik jeg fra barnsben en opdragelse, der gik på, at religion og kristendom var noget sekterisk og underligt, som man skulle holde sig lidt på afstand af.
Jeg kan huske engang, da jeg var knægt og sad og så Før søndagen (DR-program med kirkeligt indhold, red.), vrængede min mor på næsen og spurgte, hvorfor jeg så sådan noget religiøst pjat. Min mor var i min barndom tændt af den socialistiske flamme, stemte SF og har nok haft et naturligt ubehag ved religionen. Men hun var alligevel så traditionsbunden, at jeg blev spurgt, om jeg ville konfirmeres. Det sagde jeg ja til, nok mest for at dyrke det kammeratlige fællesskab, der var omkring det at blive konfirmeret.
Hvad har udfordret din tro?
Det har alt! Sådan er det at tro. Tro er netop ikke at vide. Når jeg oplever modgang i tilværelsen, kommer jeg i tvivl. Når jeg ser verdens elendighed, kommer jeg i tvivl. Jeg bliver hele tiden udfordret i min tro, men hver gang jeg er kommet igennem sådan en proces, føler jeg, at relationen til troen er blevet endnu stærkere og fællesskabsfølelsen endnu mere betydningsfuld.
For 10-15 år siden afsværgede jeg enhver form for religion og var ateist, og det er klart, at den tilgang, jeg dengang havde, stadigvæk kan finde på at stille djævelske spørgsmål og nage i baghovedet. Hvorfor behøver du at gå i kirke? Hvorfor går du til nadver? Hvorfor tager du kristendommen alvorligt? Men indtil videre har jeg med min fornuft og sjæl kunnet overbevise mig om, at det er her, jeg hører til, og derfor vinder jeg hver gang over tvivlen.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Min tro er blevet formet gennem min læsning om andres forhold til religion. Særligt den tidligere britiske premierminister Winston Churchill (1877-1965), der havde en meget tvivlende tilgang til religionen, har været en stor inspiration. En dag, hvor han sad i kirken, blev han grebet af den indsigt, at alle rationelle spørgsmål i forhold til troen er ligegyldige. Han indså, at det er fællesskabet, der er det vigtige. Men også læsningen af den britiske politiker og filosof Edmund Burke (1729-1797) har været formende for mit samfundssyn og gudssyn. Ligesom Churchill mente han, at kristendommen er det kit, der binder alle enheder i samfundet sammen. Kristendommen former vores traditioner og skikke, vores måde at tale sammen på, vores litteratur og vores humor. Kristendommen er i alt.
Min rejse mod troen begyndte, da jeg blev konfirmeret i Islebjerg Kirke i Frederikssund, hvor jeg er vokset op. Jeg begyndte at synge i kirkens kor, læste Det Nye Testamente og havde en gryende interesse for barokmusikken, som også er skrevet omkring kristne temaer.
Da jeg som 18-årig begyndte i gymnasiet, blev jeg så præsenteret for alle mulige franske filosoffer, som forsøgte at rive kristendommen ud af mennesket, og det var dér, at min ateisme blev grundlagt. Jeg blev ramt af en voldsom tvivl og blev glødende ateist, som forfægtede synspunktet, at alle religioner er latterlige. Og jeg må indrømme, at jeg i min ungdom skrev ting, som jeg ikke er så stolt af i dag.
Det vakte da også noget røre, at jeg som ateist blev ansat som kirkesanger, men for mig blev netop det at komme i kirken og møde menigheden en vigtig del af min bevægelse mod troen. Langsomt kunne jeg se, at den rationelle kølige ateisme ikke indeholder det, der skal til for at skabe et folk og en sammenhængskraft.
Hvordan gør din tro en forskel i din hverdag? Er der noget, du gør i din hverdag, som udspringer af din tro?
Min tro giver mig kraft. Jeg lever lidt i frontlinjen og befinder mig hele tiden i en kamp af politisk art. Min tro giver mig styrke, når jeg tvivler på, om det, jeg kæmper for, og de ofre, jeg må yde, står mål med det, jeg kan opnå. Min tro sørger for, at jeg bliver holdt på rette spor og finder den rigtige vej.
Jeg har ikke en fast åndelig rutine, men hvis jeg oplever fortvivlelse det kan være venner eller familie, der går bort eller hvis jeg står i en situation, jeg ikke kan se mig ud af, så beder jeg. Bønnen og det at bede fadervor er en form for meditation. Det er et forsøg på at finde ro inden i mig selv. En ro, der skaber rum til, at jeg kan løse problemerne.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Min vej ind til troen har været igennem litteraturen, så jeg kan nævne mange, men hvis jeg skal pege på én, som særligt de seneste år har spillet en stor rolle, vil jeg pege på den tyske filosof Friedrich Wilhelm Nietzsche (1844-1900). Han understreger behovet for, at enhver civilisation har en velbeskrevet myte. Han mener, det er en nødvendighed, at der er en fortælling, der rækker ud over det historisk bevidste, og som forhåndsbeskriver det, der er det virkelige. Det mener han er essentielt, fordi menneskelivet er fyldt med så mange spørgsmål, at vi har behov for en myte, der gør, at vi ikke hele tiden skal søge svarene. Han insisterede på, at myten og det folkelige ikke nødvendigvis kan sættes på recept og beskrives, men er en fælles følelse.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Jeg vil tillade mig at citere noget så ureligiøst som en bakkesangerinde min partner Dot Wessmann, der siger, at man skal turde turde. Man skal turde turde at følge sit hjerte og ikke være slave af sit hoved. Det gælder både i den eksistentialistiske søgen, men også i jordelivet. Det råd bruger jeg hele tiden, og der er nok nogle, der vil mene, at jeg gør det for meget! Det kan godt være, at jeg tager fejl, men så lad mig selv finde ud af, at jeg tager fejl. Jeg har valgt at kæmpe for det, der for mig er sandt, og så er jeg indstillet på at tage de tæsk, der følger med.