Det tog Everett Worthington et døgn at tilgive sin moders morder, men det tog ham tre år at tilgive sig selv.
For flere år efter moderens død begik hans bror selvmord. Det var broderen, der havde fundet moderen død, og det syn martrede ham, indtil han ikke selv kunne mere.
Everett Worthington skulle have hjulpet sin bror, men lod stå til, og det var en kamp for ham at tilgive sig selv. Han er psykoterapeut og forsker i tilgivelse, og nu er han dykket ned i selvtilgivelse som felt.
Med individualiseringen i den vestlige verden har til-givelsesforskningen ændret karakter fra at handle om sundhed og sociale gevinster til at kredse om os selv.
Det siger både amerikanske Everett Worthington og ungdomspræst Flemming Bak Poulsen, der sidste år udkom med en bog om tilgivelse.
”Vi lever i en hyperindividualiseret tid, hvor det hele tiden handler om mig og mit projekt,” siger Flemming Bak Poulsen, der kalder det en naturlig bevægelse i overensstemmelse med tidens ånd, hvor mindfulness og spiritualitet er i fokus.
”Det betyder ikke, at det er meningsløst at tale om at tilgive sig selv. For den side, der handler om at tilgive sig selv, er væsentlig for at kunne nærme sig tilgivelse i det hele taget. Selvom tilgivelse er et relationsfænomen, har man også en relation til sig selv.”
Everett Worthington, der er en af de førende forskere i tilgivelse i USA, vurderer, at den globale interesse for selvtilgivelse skyldes, at ”mig-generationen” har travlt med at pille i egen navle. Men han mener også, at interessen kommer andetsteds fra.
”I disse år vender mange hjem fra krig: den første Golfkrig, Afghanistan, den anden Golfkrig samt de fredsbevarende aktiviteter. Det har øget interessen for de mange moralske konsekvenser og skader, soldaterne påfører sig selv på grund af de ting, de har set,” siger han.
Han forklarer, at mens man i 1980'erne og 1990'erne studerede tilgivelse i en verden, hvor Berlinmuren var faldet, og verden skulle forsone sig, ligger udforskningen af selvtilgivelse fint i tråd med en generation af 23-35-årige, der i USA betegnes som iGeneration.
Det lille ”i” foran ordet generation symboliserer både generationens digitale platforme med iPhones, iTunes og iPod samt generationens fokus på ”I”, det engelske ord for ”jeg”.
Det er altså en generation med fokus på sig selv og sit eget univers.
”Når man skal tilgive sig selv, er det, fordi man har gjort noget forkert og såret et andet menneske. Så fordømmer man sig selv og skammer sig over at have forårsaget smerte. Det motiverer folk til at reparere deres sociale relationer, og denne generation, iGenerationen, er socialt bevidst. Så selvtilgivelse - når den er udført ansvarligt og ærligt - er en god måde at genskabe sociale relationer og også komme på ret fod med sig selv psykologisk,” siger Everett Worthington.
For den danske teolog og psykoterapeut Bent Falk har interessen i tilgivelse og selvtilgivelse ikke noget med bestemte generationer at gøre.
”Alting kommer i bølger, så bliver det moderne at se på det og det. Men under det hele ligger nogle realiteter, som ikke er til at komme uden om, nemlig at handlinger har konsekvenser, og at vi er sociale væsener, som er vigtige for hinanden,” siger han og fortsætter:
”I virkeligheden handler det om at forstå, at tilgivelse ikke er fjernelse af skyld. Begrebet tilgivelse har været så sovset ind i fortrængninger og klam pseudo-godhed, at man har haft svært ved at se, hvad det egentlig er. Det afgørende er, at man - også mig-generationen - forstår, at tilgivelse er at række en hånd til den skyldige. Og det gælder i mindst lige så høj grad indadtil som udadtil.”