Millionær vandt retssag mod Scientology

Berlins landsret har tilbagevist Scientologys beskyldninger mod millionæren Robert Minton

Scientology i Tyskland skal enten i fængsel eller betale en bøde på op til 500.000 D-mark, hvis organisationen igen beskylder millionæren og forretningsmanden Robert Minton for hvidvaskning af penge og andre ulovligheder.
Scientology i Tyskland skal enten i fængsel eller betale en bøde på op til 500.000 D-mark, hvis organisationen igen beskylder millionæren og forretningsmanden Robert Minton for hvidvaskning af penge og andre ulovligheder. Foto: Martin Kierstein.

Scientology i Tyskland skal enten i fængsel eller betale en bøde på op til 500.000 D-mark, hvis organisationen igen beskylder millionæren og forretningsmanden Robert Minton for hvidvaskning af penge og andre ulovligheder.

Beskylder Scientology for propaganda

Det afgjorde landsretten i Berlin i slutningen af marts, hvor Robert Minton havde stævnet Scientology for bagvaskelse i Scientologys tyske magasin, Freiheit. Robert Minton er økonomisk bagland for Scientologys stærkeste amerikanske modstander, Lisa McPherson Trust, der advarer mod Scientology og hjælper tidligere medlemmer. Hans støtte har gjort ham til mål for Scientologys angreb, og retssagen var hans forsøg på at blive renset for de mange beskyldninger.

- Jeg sagsøgte, for at de skal stoppe løgnene mod mig. Mit håb er, at den tyske dom vil standse propagandaen mod mig og andre, der advarer mod Scientology, siger Robert Minton i telefonen fra sit hjem i New Hampshire i USA. Talsmanden for Scientology i München, Georg Stossel, var til stede under retssagen, og ifølge ham foregik retssagen ikke retfærdigt.

- Vi var naturligvis forberedte til retssagen, men Robert Mintons advokat kom med helt nye forklaringer og baggrunde, som vi ville have tid til at undersøge. Det fik vi ikke, og det er helt uforståeligt for os. Vi vil appellere selve proceduren for at få en fair retssag, og vi vil naturligvis også appellere dommen til højesteret, for vi mener, at vi har ret i vores anklager mod Robert Minton, siger han. Landsretten citerer i sin afgørelse flere passager fra Freiheit, som den finder injurierende, og som det i fremtiden vil udløse store bøder eller fængselsstraffe at gentage i Tyskland.

Anklager Minton for samarbejde med militærdiktator

Blandt andetskriver Scientology-magasinet, at Robert Minton har kanaliseret 12 milliarder dollar ud af Nigeria og ind på hemmelige konti i Schweiz i samarbejde med Nigerias tidligere militærdiktator Babangida. Minton bliver omtalt som en mand, der siges at have gjort sig skyldig i halvdelen af straffelovens forseelser. Han bliver kaldt skrupelløs og beskyldes for bedrageri, dokumentfalsk, insiderhandel og meget andet. Allerede mens Robert Minton var i Berlin for at deltage i retssagen, skrev Freiheit flere lignende beskyldninger om ham, og dem skal retten i Berlin senere tage stilling til.

Robert Minton havde også anlagt sag mod Scientology i Frankrig, hvor den franske udgave af Scientologys magasin havde bragt lignende anklager, men den franske domstol afviste sagen. I fransk lovgivning skal sager om artikler anlægges inden for en rimelig tid, og i praksis har det vist sig, at en rimelig tid vurderes som 20 dage. Robert Minton havde håbet, at domstolen ville afvige fra den praksis.

- Vi håbede jo, at domstolen ville tage hensyn til, at vi i USA ikke engang havde hørt om beskyldningerne inden for 20 dage, men nu kender vi spillereglerne, og vi er bedre forberedt næste gang, Scientology angriber os i udlandet, siger Robert Minton. Lisa McPherson Trust, som Robert Minton støtter, har kontor i byen Clearwater i Florida, hvor Scientology også har sit internationale hovedkvarter. Det har ført til mange lokale sammenstød, og nu angriber Scientology i Europa altså også deres amerikanske modstander i europæiske medier. Fakta Beskyldningerne Landsretten i Berlin tog stilling til fire citater fra Scientologys tidsskrifter om modstanderen Robert Minton. I alle fire tilfælde afgjorde retten, at Scientology ikke kunne føre bevis for anklagerne, og at det var bagvaskelse. Et af citaterne fra Freiheit lyder sådan:

»Ifølge en anmeldelse af Robert Minton og medgerningsmænd for bedrag, hvidvaskning af penge og dokumentfalsk, indgivet af den nigerianske republik til generalstatsadvokaten i Genve den 23. juni 2000 har Minton 1987 til 1993 stukket flere milliarder dollar i lommen til skade for den nigerianske republik efter først nøje at have planlagt bedrageriet i al hemmelighed ... Robert Minton deponerede de omkanaliserede penge på både forretningskonti og forskellige private bankkonti.

Da den nigerianske regering havde opfordret en af de pågældende Genve-banker til at indefryse Mintons konti og videregive informationer om anklagen for hvidvaskning af penge, mødtes Robert Minton den 20. maj med bankdirektørerne, lyder det videre i anmeldelsen af det strafbare forhold. Efter hvad vi ved, forlangte han øjeblikkelige pengeoverførsler og tilintetgørelse af dokumenter.«