Kreativ direktør: Min tro er som en vielsesring

Troen er for Karne Lykkebo, som er kreativ direktør i et kommunikationsbureau, mellem hende og Gud

Kreativ direktør Karne Lykkebo kommer ikke fra et troende hjem, men har fundet støtte i den kristne tro, siden hun var ganske ung. Hendes tro er privat, og tanken om at være en del af et kristent fællesskab kan være udfordrende for hende. Pressefoto.
Kreativ direktør Karne Lykkebo kommer ikke fra et troende hjem, men har fundet støtte i den kristne tro, siden hun var ganske ung. Hendes tro er privat, og tanken om at være en del af et kristent fællesskab kan være udfordrende for hende. Pressefoto.

Hvordan vil du beskrive din tro?

"Min tro er stille og lille, men den er en vigtig del af mig. Jeg har altid været et troende menneske, men jeg har aldrig haft det godt med, når tro fylder for meget. Min tro er som en vielsesring. Man har den altid på, men man lægger først mærke til det, når man har taget den af. For mig har tro ekstremt meget at gøre med det indre og det stille. Jeg er ikke særligt begejstret for at gå i kirke til højtider, men jeg er rigtig begejstret, når vi er få til gudstjeneste. Min tro handler ikke om at være en del af en menighed, og når jeg går i kirke, handler det om mig selv."

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

"Ikke-eksisterende. Jeg kommer hverken fra et kristent eller kulturkristent hjem, og mine forældre havde valgt, at jeg ikke blev døbt som barn. Min mormor var inkarnationen af en kulturkristen, og som barn gik jeg ofte i kirke med hende om søndagen. Vi havde det hyggeligt med at spise frokost sammen bagefter, men vi talte ikke om tro."

Hvad har formet den tro, du har i dag?

"Min tro er ikke formet i mit hjem, men hos FDF. Som 6-årig blev jeg FDF’er, da mine forældre syntes, jeg skulle gå til spejder. De ikke-kristne spejdere i området var ikke lige så dygtige, så det var ikke et religiøst valg. Den tro, jeg oplevede hos FDF, er meget lig den tro, jeg har i dag, hvor troen er en del af hverdagen. Hos FDF var det naturligt, at vi først byggede bål, så bad vi bøn og gav plads til at tænke, og bagefter legede vi fangeleg igen. Kristendommen var en del af min hverdag, snarere end noget, der blev dyrket til højtider, og det har formet min kristne tro."

Hvad har udfordret din tro?

"Jeg kan godt have svært ved at være en del af en verdensreligion og skulle stå på mål for det både personligt, og hvis jeg taler med andre om det at være kristen. Der føler jeg mig udfordret i min tro ved at skulle være i en klub, hvor andre måske forstår Bibelen anderledes, end jeg gør, samtidig med at jeg virkelig ønsker at være i den klub og føler, at vi alle sammen hænger sammen. Det er en intern konflikt, hvor det at forene tro med kirke nogle gange kan være svært for mig, fordi tro for mig er privat, og det er et ståsted."

"Så når den tro skal skæres ud i meget håndfaste regler, så kan jeg godt tvivle på det at være en del af et religiøst fællesskab, men ikke tvivle på min tro eller tvivle på Gud. Samtidig er fællesskabet vigtigt, og grunden til, at jeg er kristen og ikke spirituel, er, at jeg oprigtigt tror på, at der er noget, der er rigtigt, og noget, der er forkert."

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

"Jeg opfatter mig selv som et tilgivende menneske, og jeg er god til at tilgive mig selv og andre. Den tilgivelse til mig selv, er jeg ret overbevist om, giver noget ro og en sikkerhed i det, jeg gør. Som moderne menneske er alting til debat, der er frit valg på alle hylder, og det er nok det, der langt hen ad vejen gør os usikre. Som troende menneske har man en ballast, der gør, at man nogle gange sejler lidt mere sikkert. Jeg lever af at tale, og jeg larmer, og alt omkring mig larmer. For mig er min tro et stille sted, jeg kan trække mig hen."

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

"Jakob Rønnow, Morten Miland og Per Ramsdal er præster, jeg har mødt gennem FDF. De kan alle sammen det med at gøre religion til en del af ens hverdag, både når hverdagen er let og legende, og også når den er svær. De insisterer på at møde folk med et kristent budskab der, hvor de er. Jakob Rønnow oplevede jeg meget, da jeg var barn. Han var ikke bange for at tale om tro og Gud på en måde, så børn kunne forstå det, men han turde også tale om ansvar." 

"Ramsdal gjorde meget for mig som ung, hvor jeg gik med hættetrøje, var på den yderste venstrefløj og kom i Ungdomshuset. Han sagde, man godt kunne være anderledes og ikke behøver at være pæn kristen for at være et troende menneske. Morten Miland er ekstremt dygtig til at være der både til hverdag, fest og i sorg. Han kom ud på plejehjemmet og sendte min morfar godt af sted. Min tante havde taget øl med, og det var fint."

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

"Jeg hørte en fantastisk prædiken, som virkelig gjorde indtryk på mig, da jeg var til et bryllup i Mørkhøj Kirke for halvandet år siden. Den unge kvindelige præst fortalte en historie om, at hun havde været ude hos en døende ældre kvinde, som pludselig begyndte at tale flydende tysk. Børnene og børnebørnene, der stod ved hendes side, vidste ikke, at hun kunne tale flydende tysk, eller hvorfor hun kunne det."

"Præsten sagde så, at det, der gør os til hele mennesker, også i et ægteskab, er vores evne til at holde ting private og ikke dele alt med alle. Der er steder, der er tanker, der er handlinger, som er mellem dig og Gud. Det synes jeg var et voldsomt godt råd. I det moderne samfund har vi en tendens til, at vi skal tale om alting, men jeg er tilhænger af, at der er noget, der er dybt, og at der er samtaler, der er mellem dig og Vorherre."