Minder islamkritikere og islamister om hinanden?

Formand for Grimhøj-moskéen Oussama El-Saadi har forsøgt at forklare imam Abu Bilals kontroversielle udtalelser om brug af vold i børneopdragelse. Også DF-politikeren Marie Krarup har skulle forklare sig efter udtalelser om, at en ørefigen eller et rap over fingrene ikke kan skade. Foto: Bo Amstrup og Martin Stampe

Paven og Saudi-Arabien har også fælles syn på aktiv dødhjælp, men det gør dem jo ikke til to alen af et stykke. Ligeså lidt som Churchill og Stalin var det, fordi de begge mente, at de fattige skulle have hjælp.
Claus Thomas Nielsen, sognepræst

Både Grimhøj-imamens og Marie Krarups holdninger til brug af vold i børneopdragelse har vakt forargelse. Men er sammenfaldet udtryk for en værdimæssig forbindelse mellem islamkritikerne i Dansk Folkeparti og konservative muslimer? Ja, mener historiker, mens sognepræst kalder sammenligningen meningsløs

Må børn få en ørefigen eller et rap over fingrene, når forældrenes gode argumenter slipper op?

Først var det DF-politikeren Marie Krarup, som vakte opstandelse med sin opbakning til håndfast børneopdragelse. I denne uge er det så Grimhøj-imamen Abu Bilals holdninger til vold mod børn, som har vakt forargelse.

Sammenfaldet mellem islamkritikeren og islamisten har fået mange til tasterne på sociale medier. Også Ekstra Bladet har sat fokus på det tilsyneladende paradoks under overskriften "Lussinger til børn er ok - bare ikke i Grimhøj".

Men holder den sammenligning? Og hvis den gør, handler den så om andet og mere end børneopdragelse?

Historiker og tidligere CBS-professor Uffe Østergaard peger på, at der er en række signifikante berøringsflader mellem konservative muslimer og islamkritiske reaktionære på den danske højrefløj. De er nemlig begge eksempler på et traditionalistisk syn på familie, autoriteter og seksualitet, som begge står i opposition til det moderne, sekulære Europas værdier baseret på oplysning og menneskerettigheder.

"I sociologien taler man om tradition over for modernitet. Ikke nødvendigvis som to perioder, der afløser hinanden i tid, men som forskellige værdisæt, der kan eksistere samtidigt. I store dele af verden står de traditionalistiske værdier stærkt, ikke mindst i de store religioner, katolicisme, jødedom og islam, mens de moderne, sekulære værdier er dominerende i Danmark og andre vesteuropæiske lande. Men også her vinder de traditionelle værdier igen indpas i disse år, og der ser vi så indimellem disse bemærkelsesværdige berøringsflader mellem de tidehvervske islamkritikerne og radikale muslimer," siger Uffe Østergaard.

Han har deltaget i flere konferencer og paneldebatter med Søren Krarup, hvor han også har noteret et tydeligt holdningsfællesskab mellem Krarup og de tilstedeværende konservative muslimer, mens de mere moderate muslimer har følt sig bedre repræsenteret af Uffe Østergaards positive syn på oplysning og menneskerettigheder. Men sammenligningen kan heller ikke strækkes for langt, mener Østergaard.
 
"Mens du i USA godt vil kunne se en konservativ værdipolitisk alliance mellem bibeltro kristne og moderate muslimer, så vil noget tilsvarende næppe ske i Danmark. Og det skyldes i høj grad forbindelsen mellem lutheranisme og det nationale. For Krarup og mange andre herhjemme er de traditionelle værdier koblet til det nationale. Det er danskheden, som sætter det værdimæssige fællesskab. Muslimer bliver modbilledet til den danske enhedskultur, og der bliver de forskellige holdningsmæssige forbindelser med muslimer sekundære," siger Uffe Østergaard.

Men den udlægning er sognepræst og medudgiver af Tidehverv Claus Thomas Nielsen lodret uenig i. For ham at se handler det nemlig ikke om en modsætning mellem traditionelle og moderne værdier, men om fundamentalt forskellige menneskesyn, der bygger på forskellen mellem kristendom og islam.

"Hvor Marie Krarups holdning til børneopdragelse først og fremmest går på, at de intellektuelle og veluddannedes progressive og antiautoritære holdninger ikke med statens mellemkomst skal tvinges ned over forældre, som ikke nødvendigvis kan løse alle konflikter med ord og gode argumenter, så bygger islams menneskesyn på magt, som dermed giver forældrene en lovreligiøs og gudgivet ret til at bruge vold mod børn," siger Claus Thomas Nielsen.

Derfor holder sammenligningen ikke, mener han. Heller ikke hvad angår synet på familieværdier, kvindens plads i hjemmet eller i synet på homoseksuelle.
 
"Paven og Saudi-Arabien har også fælles syn på aktiv dødhjælp, men det gør dem jo ikke til to alen af et stykke. Ligeså lidt som Churchill og Stalin var det, fordi de begge mente, at de fattige skulle have hjælp," siger Claus Thomas Nielsen.

"Når nogle kristne, inklusive mig selv, er modstander af homoseksuelle ægteskaber, er det fordi, det er brud med ægteskabet som institution. Det handler ikke om vores syn på den enkelte homoseksuelle, men om ikke at forvrænge sproget. Det betyder ikke, at jeg som kristen har et problem med, hvis min egen søn var homoseksuel. For muslimer er homoseksualitet en forbrydelse mod Guds lov - derfor kan radikale muslimer tale om at smide homoseksuelle ud fra femte sal", siger Claus Thomas Nielsen.  

Han anerkender, at det autoritære og patriarkalske også har været del af kristendommens og Europas historie, blandt andet i lutherdommens tale om husfaderen. Alligevel mener han, at kristendommen allerede fra første færd etablerede en grundlæggende ligestilling mellem mand og kvinde, som islam på afgørende vis bryder med.

"Med Muhammed og islams fremkomst blev der etableret et fundamentalt anderledes menneskesyn, som satte samfundet tilbage. Det var en politisk ideologi, som i bund og grund handler om magt, og som betød, at kvinden fik en dårligere stilling, og det voldelige aspekt kom frem. Hvor kristendommen taler om en naturlig lov, så findes der i islam kun den lovgivning som kommer fra Allah og som er givet med koranen. Islam har langt mere tilfælles med den progressive europæiske venstrefløj end med konservativ kristendom. De radikale Venstre er det parti i Danmark, som har mest fælles tankegods med islam. Begge positioner mener nemlig, at det er magten, hvad enten den er politisk eller religiøs, der sætter loven, " siger Claus Thomas Nielsen.