Museum holder fest for de døde

I morgen er de dødes dag i Mexico. Nationalmuseet fejrer dagen med skeletter og mexicansk mad

Når mexicanerne fejrer Día de los Muertos eller de dødes dag, klæder de blandt andet skeletter ud. –
Når mexicanerne fejrer Día de los Muertos eller de dødes dag, klæder de blandt andet skeletter ud. –. Foto: Yuri CortézAFP.

Selvom der bliver massevis af grinende skeletter, bliver det ikke spor uhyggeligt, når Nationalmuseet i København i morgen fejrer de dødes dag på ægte mexicansk manér.

På vore breddegrader er vi ikke særligt trygge ved døden, men mexicanerne ser meget anderledes på den. For dem handler det om at vise, at livet ikke slutter med døden, men at sjælene lever videre, siger museumsinspektør Mille Gabriel.

De dødes dag i Mexico har intet med Halloween at gøre, selvom begge dele har rødder i den kristne allehelgensdag.

LÆS OGSÅ: Døden er livsbekræftende

Halloween foregår aftenen før allehelgensdag og markerer, at mørkets magter er ude at husere, men i Mexico er det noget helt andet. Her inviterer man simpelthen de døde sjæle tilbage til jorden og holder en ordentlig fest for dem. Man pynter op i hjemmet, serverer et godt måltid og har skeletter med til bords. Ofte er skeletterne lavet af papmaché og gerne i naturlig størrelse, forklarer Mille Gabriel.

Bordet bliver dækket med det, som de afdøde holdt af i levende live. Måske bliver der skænket en tequila op for bedstefar eller stillet miniaturelegetøj frem, hvis de afdøde var børn. Skeletter og storgrinende kranier går igen på alt fra gravsteder til sukkerkager.

Festen er en sammensmeltning af de katolske allehelgens- og allesjælesdage og aztekernes ældgamle døde-ritualer fra tiden før den spanske erobring i 1521.

For os kan det virke makabert, men det er mexicanernes måde at gøre døden mindre sørgelig på. Døden bliver lettere at leve med, når man omgiver sig med alle mulige sjove, festlige og komiske skeletter, siger Mille Gabriel.

De dødes dag på Nationalmuseet finder sted fra klokken 18 til 22. Der bliver underholdning, udstillinger, børneworkshop, mexicansk mad og musik, og i biografen er der film om det særlige mexicanske forhold til døden. Desuden optræder den mexicanske sangerinde Edith Tamayo.

Selvom museet kommer til at vrimle med skeletter, bliver det ikke spor uhyggeligt. Jeg har i hvert fald tænkt mig at tage min fireårige søn Gustav med, siger Mille Gabriel.