Organist: Musikken kan noget, der er større end os selv

Orglet er Helligåndens instrument, har nogen sagt. For Jytte Lundbak, der er organist i Holbæk Kirke, betyder det, at der ligger grundige overvejelser bag valget af den musik, der hver søndag skal binde gudstjenesten sammen

Jytte Lundbak.
Jytte Lundbak. . Foto: Leif Tuxen.

Når Jytte Lundbak i morgen sætter sig ved orglet i Sankt Nikolai Kirke i Holbæk, spiller hun to værker. Værker, der er nøje gennemtænkt for at passe til budskabet i søndagens tekst og til det tidspunkt, vi er nået til i kirkeåret. For musikken er aldrig neutral, og dens funktion er helt central i gudstjenesten, forklarer hun.

”Som kirkemusiker lever man med i kirkeåret, og i fastetiden går man og glæder sig og ser frem til påskedag, hvor man må lukke op. Der er 41 stemmer på orglet, og der er ikke mange af dem, der ikke får lov at synge med påskedag. Det er i høj grad musikken, der gør forskellen og skal farve gudstjenesten, og derfor er det vigtigt, at man sætter sig ind i, at musikken passer til teksten og de ord, der skal synges i salmerne,” siger hun.

Denne søndag har en prædiketekst, hvor Jesus taler til Gud og fortæller, at han har fuldført den opgave på jorden, som han har sat ham til, siger Jytte Lundbak. For der er ånd og håb.

”Det er noget særligt, for på en måde er det her, det viser sig, om det kan briste eller bære. Jesus beder jo Gud om at binde jord og himmel sammen. Påskedag er på mange måder højdepunktet med opstandelsen, men hvad så? Er han bare væk og faret til himmels? Og så er han der pludselig med denne tale. Det er en af de mest åndfulde tekster, vi har. Det er håb og ånd og uhåndterbare størrelser,” siger hun.

Selvom hun har været organist i 40 år, er det stadig en ny opgave hver søndag at vælge musikken. Hun er ikke bange for at gentage sig, for orgelmusik kan man høre mange gange, før det bliver trivielt, forklarer hun, men der ligger mange overvejelser i, hvad der skal vælges, og hvordan det kan understrege budskabet den givne søndag.

”Jeg synes, at denne søndags tekst har noget svævende og uhåndgribeligt over sig, så det vil jeg tage udgangspunkt i, når jeg vælger musik. Musikken må være fri og gerne være uden fast rytme og form,” siger hun.

”Den franske komponist Olivier Messiaen har skrevet fantastisk orgelmusik, og denne søndag vil jeg spille et af hans stykker, der hedder ’Les dessins éternelles’ (på dansk: De evige planer, red). Her er musikken meditativ, fri og svævende og faktisk så langsom, at man fornemmer evigheden. Man hører én klang, og så hører man den næste. Klangene følger hinanden, og når man har hørt en klang, tænker man, at den er selvfølgelig. Men samtidig var den helt uforudsigelig. Det er ikke som i vores barokmusik, hvor vi instinktivt ved, hvilke akkorder der følger hvilke akkorder,” siger hun.

”At musikken er sådan, er et billede på Guds planer. For han har en plan, som vi ikke kan se eller måske forstå, men når vi så ser den, føles den selvfølgelig. Ligesom klangene. Messiaen sagde selv, at hans vigtigste opgave i verden var at bekende den katolske tros sandheder. Så han arbejdede simpelthen med at finde et musikalsk sprog, som nærmede sig Guds sprog,” forklarer hun.

Foto: Leif Tuxen

På den måde passer det svævende stykke ’Les dessins éternelles’ så fint til den evighed, som Jesus berører i teksten.

”Musikken i lige dette nummer er cyklisk. Det kan køre rundt og rundt, fordi evigheden er cyklisk. Den har ikke en begyndelse og en afslutning. Musikken kan stoppe mange steder, men den kan også blive ved og ved og ved, og så er det smukt hele vejen igennem,” siger hun.

De mange års erfaring som organist betyder, at Jytte Lundbak har et indgående kendskab til kirkemusik, og hun har en instinktiv fornemmelse af, hvilken slags musik der passer til hvad. Men selvom alle 41 orgelstemmer får lov at spille påskedag, kan hun egentlig bedst lide at spille på almindelige søndage som denne, for der er mest rum til at gøre dagen til noget særligt.

”Det er meget mere end stemning. Det er noget med at erfare. Vi nærmer os for eksempel forklarelsen på bjerget, det er også en åndfuld oplevelse, som vi ikke kan forklare med ord. Men så kan musikken det, som vi også kan opleve ude i naturen: Den kan være noget stort, noget større end os selv,” siger hun.

I søndagens tekst beder Jesus Gud, om han vil herliggøre ham, og herlighedens guddommelighed skal gerne skinne igennem musikken.

”Der er meget glæde i teksten. Derfor spiller jeg også på søndag et stykke af Svend Erik Werner, der er tidligere rektor ved konservatoriet i Odense. Værket hedder ’Gaudete’, altså ’Glæd jer, glæd jer altid i Herren’. Det er et stykke, hvor musikken jubler af sted. Jeg har valgt det, fordi vi lige for nogle søndage siden har hørt, at vi skal blive frie. Det ligger i stykket, synes jeg, og kæder det sammen med denne søndags budskab om herlighed,” forklarer Jytte Lundbak.

”Tonerne flyver af sted i en frydefuld jubel. Nogle steder vælter de nærmest over hinanden i et slags kapløb op ad klaviaturet i retning mod de allerhøjeste toner. Rytmen er fri, så vi kan ikke gå i takt til musikken, men vi kan måske svæve og flyve. Man får den her herlige fornemmelse,” siger hun.

Det er også herligheden, der forbinder hende med kirkemusikken.

”Jeg tror, at de fleste mennesker har en længsel efter det fuldkomne. Det fuldkomne liv, den fuldkomne kærlighed. Herligheden, som den beskrives i Johannes-teksten, er for mig lig med det fuldkomne,” siger hun og uddyber:

”Jeg tror også, at den vigtigste drivkraft i mit arbejde med musikken er længslen efter det fuldkomne. Tusindvis af øvetimer – på orgelbænken eller i korlokalet – investeres i jagten på det fuldkomne. Herligheden erfares i små glimt,” siger hun.

Egentlig var det ikke meningen, at Jytte Lundbak skulle blive organist. Hun var matematisk student i gymnasiet og gik målrettet efter at læse til læge. Men sideløbende med gymnasiet sang hun i kirkekor, og her blev hendes interesse for kirkemusikken og orglet vakt. Og i dag kalder hun det et privilegium at kunne leve af at spille musik.

”Kirken er det sted, hvor de vigtige ting bliver diskuteret. Det er der ikke så meget rum for i samfundet i øvrigt. Og så er der det historiske element. Hvis vi synger en salme, står vi på nakken af generationerne før os,” siger hun og uddyber:

”Er man til en begravelse og synes, at den er svær at komme igennem, er der en storhed og en trøst i at vide, at der har stået så mange tusinde mennesker før én i samme situation. Ovenikøbet på det her sted, og de har sunget præcis den samme salme og klaret det. Så klarer man det vel også selv. Det er stort, og så er vi inde ved nerven af de almenmenneskelige ting.”