Muslimsk prismodtager: Kærlighed til egen religion viser sig i selvkritik

Den muslimske forfatter Navid Kermani takkede de tyske boghandlere for fredsprisen med en tale i Frankfurts ...

Den muslimske forfatter Navid Kermani takkede de tyske boghandlere for fredsprisen med en tale i Frankfurts Paulskirke under den tyske bogmesse i byen. Scanpix Denmark

Fader Mourad er syrisk katolik og leder af klosterfællesskabet Mar Musa i Syrien. Scanpix Denmark

Mar Musa-klostret er fra 700-tallet og ligger i den syriske ørkenby Qaryatain. - Alle fotos:

Mar Musa-klostret er fra 700-tallet og ligger i den syriske ørkenby Qaryatain. - Alle fotos: Scanpix.

Muslimer, der ikke kæmper med islam, og tvivler og stiller spørgsmål til islam, elsker ikke deres religion.
Navid Kermani

Muslimer må elske deres egen religion ved at kritisere den, siger Navid Kermani, bogaktuel tysk forfatter og islamolog

Da Navid Kermani fik de tyske boghandleres fredspris i oktober, byggede han sin takketale op om den katolske præst Jacques Mourad. Og særligt om et foto af præsten i fangenskab hos Islamisk Stat.

På billedet sidder den syriske munk i fangenskab hos Islamisk Stat. Han er skaldet, udhungret og ydmyget. Men den vigtigste detalje ved billedet er den hånd, som han holder op foran munden, ”ligesom uvillig til at tro, hvad der sker”, som Navid Kermani siger.

Den tysk-iranske prismodtager forestiller sig, hvordan præsten bag hånden føler sig skyldig over at have overtalt de andre kristne fanger i lokalet til at blive i Syrien, selvom mange havde fortalt ham, at de ville flygte.

”Han havde forventet sit eget martyrium. Men at se hele hans menighed taget til fange - de børn, han har døbt, de elskende, han har viet, og de ældre, som han har lovet den sidste olie - må være nok til at drive ham til vanvid. Fader Jacques er uden tvivl overbevist om, at han har pådraget sig skyld ved at gøre det. Men Gud, så meget ved jeg, Gud vil dømme ham anderledes.”

Muslimske Navid Kermani har besøgt Jacques Mourad flere gange i Mar Musa-klostret fra 700-tallet. Han betragter klosterlederen som et forbillede, også for muslimer, og det er denne forbilledlighed, han udpensler i sin takketale, der netop er udkommet i bogform:

”Helt til det sidste fik hundredvis - hvis ikke tusinder - af flygtninge ly bag klostrets mure, langt de fleste muslimer, og Mar Musa-klostret tog sig af dem alle.”

Mourad har nægtet at forlade Syrien og selv under landets kulsorte forhold insisteret på, at muslimer og kristne kunne leve sammen. Igennem årene er både kristne og muslimer fra hele verden strømmet til klostret fra 700-tallet i ørkenbyen Qaryatain. Et religionernes Taizé er Mar Musa-fællesskabet blevet kaldt.

Fader Jacques inkarnerer for den muslimske islamolog et princip, som han selv prøver at overtage. Han forklarer denne indstilling ud fra en e-mail, som fader Mourad skrev til en fransk ven, få dage før han blev taget til fange:

”Truslen fra IS, denne sekt af terrorister, der skaber et uhyggeligt billede af islam, er kommet til vores region. Hvad skal vi gøre? Det er en vanskelig beslutning. Skal vi forlade vores hjem? Det er svært for os. Det er forfærdeligt at erkende, at vi er blevet forladt, særligt at vi er blevet forladt af den kristne verden, som har besluttet at holde sig langt fra os for at holde faren på afstand. Vi betyder intet for dem.”

I sin tale undrer Navid Kermani sig over, hvordan præsten har haft styrken til at forsvare en anden form for islam over for terroristerne helt op til sin kidnapning:

”Jeg vil selv erklære mig uenig med enhver muslim, der ikke har andet at sige om Islamisk Stat end fortærskede klicheer om, at vold ikke har noget med islam at gøre. Men en kristen, en kristen præst, der måtte regne med, at han hvert øjeblik kunne blive fordrevet, ydmyget, bortført eller slået ihjel af tilhængere af en anden religion, at han alligevel kunne insistere på at retfærdiggøre denne anden tro - en sådan Guds tjener udviser en storhed, som jeg kun har set i helgeners liv.”

Navid Kermani ser en nøgle til det tværreligiøse samliv i Jacuqes Mourads tilgang:

”Folk som mig kan ikke forsvare islam på den måde. Det bør de heller ikke. Kærlighed til ens eget - egen kultur, eget land eller egen person - viser sig som selvkritik. Kærlighed til det andet - en anden person, kultur eller religion - kan være meget mere overstrømmende. Den kan være uforbeholden.”

Et af de muslimske kulturers store problemer i dag er netop selvkærligheden, mener han:

”Selvkærlighed, hvis den ikke skal blive til narcissisme, selvros eller selvtilfredsstillelse, er nødt til at være en kæmpende, tvivlende og spørgende kærlighed. Og hvor sandt er det ikke om islam i dag! Muslimer, der ikke kæmper med islam og tvivler og stiller spørgsmål til islam, elsker ikke deres religion.”

Den muslimske tysker viser sig her som religionskritiker af den type, som Mellemøsten og Afrika har så hårdt brug for i disse år. Han bilder sig ikke et øjeblik ind, at den brutalisering, der er overgået hans religion, er et marginalt fænomen, som kun gælder nogle få tusinde ekstremister.

”Hvad er der sket? Islamisk Stat dukkede ikke bare op en dag, og bevægelsen voksede ikke bare ud af borgerkrigene i Irak og Syrien. Selvom organisationens metoder møder kritik, er dens ideologi stadig wahhabisme, som har sat sit fingeraftryk selv ud i de fjerneste hjørner af den islamiske verden i dag, og som har fået særlig tiltrækningskraft på unge mennesker i Europa i sin salafistiske variant.”

Islamisk Stat er således ikke et kvalitativt andet fænomen end den form for islam, som er statsreligion i andre dele af Mellemøsten, mener islamforskeren:

”Hvis man ved, at Saudi-Arabiens skolebøger og pensum er 95 procent identiske med Islamisk Stats, så ved man også, at det ikke bare er i Syrien eller Irak, at verden er delt op i det, der er forbudt, og det, der er tilladt, og mennesker er delt op i rettroende og vantro. Med milliarder i ryggen fra olieindustrien er en ideologisk skole blevet udbredt gennem årtier i moskéer, i bøger og i fjernsyn, en skole, der erklærer mennesker af anden tro for kættere og nedgør, terroriserer, nedskriver og krænker dem. Hvis man systematisk taler dårligt om andre mennesker dag efter dag - vi ved det kun alt for godt fra vores egen tyske historie - er følgen naturligvis, at man ender med at betragte deres liv som værdiløst.”

I stedet for at tale om statistik og enkeltheder inden for muslimske kulturer, som det er normalt blandt Vestens intellektuelle, etablerer Navid Kermani en ideologikritik, der engang var en selvfølge på vestlige universiteter, men som i dag er stærkt reduceret.

Derfor vil Kermani kunne afvises som essentialist - en tænker, der tillægger en religion faste træk og taler om den i bestemt form. Han betragter nemlig en tidligere form for islam som den rigtige islam. Og han taler om den i bestemt form. Repræsentanter for denne hedengangne islam kunne tolke Koranen metaforisk:

”I vor tid er min egen lærer, Nasr Hamid Abu Zaid i Kairo, blevet anklaget for kætteri, frataget sin universitetsstilling og tvunget til at lade sig skille fra sin kone, fordi han opfatter forskning i Koranen som en form for litterær forskning.”

Navid Kermani holder fast i, at han selv er muslim på den rette måde, og at det omvendt er stærke kræfter i nutiden, der har forvredet hans religion.

”Måske er islams problem ikke så meget traditionen, som det er religionens næsten komplette brud med denne tradition, et kulturelt hukommelsestab.”

Den mystiske, poetiske og sanselige tradition, som kendes som sufi-islam, var engang folkeligt udbredt, minder taleren os om. Men denne tradition er trængt tilbage af islamister.

”Overalt, hvor islamister har etableret sig, fra Saudi-Arabien i det 19. århundrede til Mali for nylig, har de som det første gjort op med sufi-fejringer. De har forbudt de mystiske skrifter, ødelagt helgeners grave, klippet det lange hår af sufilederne eller slået dem ihjel.”

Bred og hård er tysk-iranerens kritik af udviklingen i den muslimske verden, som er påvirket først af kolonisering og vestliggørelse, siden af islamisering og ensretning. Mod slutningen af talen samler Kermani derouten i en kort sætning:

”Der er ikke længere nogen islamisk kultur, i hvert fald ikke nogen af kvalitet.”

Så er der overhovedet noget håb for den islamiske verden?

”Ja, der er håb. Der er altid håb. Jeg havde allerede skrevet denne tale for fem dage siden, da der kom besked om, at fader Jacques var blevet befriet. Borgere i Qaryatain havde hjulpet med at få ham ud af fængslet. De havde forklædt ham, og med hjælp fra beduiner fik de ham ud af det Islamisk Stat-kontrollerede område. Han er nu tilbage i Mar Musa-klostret. Der var nødvendigvis mange mennesker involveret i redningsoperationen, alle muslimer, og de risikerede alle livet for at befri en kristen præst.”

Og skal man tro professoren, er muslimerne i redningsaktionen ikke alene:

”Chokket over nyhederne og billederne, der kommer fra Islamisk Stat, er enormt, og det har frigivet oppositionelle kræfter. Ikke mindst er en modstand mod vold i religionens navn i stærk udvikling inden for den islamiske ortodoksi.”

Men Navid Kermani er klar over, at træerne ikke vokser ind i himlen.

”Faktisk er de 200 kristne i Qaryatain nok i større fare efter fader Jacques' befrielse. Og der er stadig ikke noget spor efter hans lærer, fader Paolo.”

”Der er håb til sidste åndedræt. Det er, hvad vi kan lære af fader Paolo, der grundlagde Mar Musa-klostret. Håb er det centrale tema i hans skrifter.”

Selvom prismodtageren i sin takketale er tæt på at opfordre til, at Vesten går militært ind og bekæmper Islamisk Stat, ender han med en blødere udgang:

”Modtageren af en fredspris bør ikke kalde til våben. Men han kan kalde til bøn.”

I stedet for de vanlige klapsalver slutter takketalen derfor med stille bøn i Paulskirken i Frankfurt, som er valgt til hædringen.

De tilstedeværende opfordres til at bede ”for fader Paolo og de 200 bortførte kristne fra Qaryatain, for de børn, han døbte, for de elskende, han viede, og for de ældre, han lovede den sidste olie”.