I USA har der siden landets løsrivelse fra Det Britiske Imperium løbet en stærk understrøm, der hedder: Lad os stifte en menighed. Ikke præget af gamle, europæiske traditioner og konfessioner, men direkte fra Bibelen.
Store amerikanske kirkesamfund kaldte sig derfor Disciples of Christ eller Christian Churches. Nyere store grupper kalder sig Bible Churches eller bare non-denominational. Tankegangen er, at det er muligt og ideelt at overføre livet i de menigheder, som Det Nye Testamente beretter om, til vores tid.
Da Martin Luthers reformation som et af sine principper havde ”skriften alene”, er der opstået den myte, at Luthers tanker lå på linje med de nævnte amerikanske kirkesamfund. Mange ser vist for sig en ung Luther som en slags ungdomsoprører, der havde fået den idé at starte en ny kirke, der var mere i overensstemmelse med Bibelens principper end den romersk-katolske. Men det er en myte. Luther var ingen ”menighedsplanter”, der skabte sin egen kirke og opkaldte den efter sig selv.
Han var livet igennem en katolsk kristen, idet ordet katolsk i sin grundbetydning betyder ”vægt på helheden”. Han havde ved sin ordination lovet ikke at ville bryde kirkens enhed, og det løfte holdt han livet igennem. Han forblev ganske vist ikke en romersk-katolsk kristen, fordi han blev ekskluderet af kirken. Men katolsk i ordets virkelige betydning forblev han efter sin egen opfattelse.
Datidens paver tænkte på kirkeorganisationen og kirkeloven og krævede lydighed mod den uden at tænke på, om datidens romerkirke var i overensstemmelse med evangeliet. Luther derimod tænkte primært på evangeliets sandhed og brødrenes frelse, som det kort kunne udtrykkes. Da Luthers genfundne evangelium om frelse af nåde ved tro ikke fik lov at have hjemsted i den datidige romersk-katolske kirke, så var det Rom, der var på afveje. Rom havde brudt traditionen. Det var pavens kirke, der ikke længere fortjente æresnavnet ”katolsk”, mens de evangeliske menigheder i Tyskland derimod kunne påberåbe sig kirkens katolske tradition.
I Den Augsburgske Bekendelse fremlagde de evangeliske områder i Tyskland deres tro i 1530, og i skriftet slog man denne tone an: Der var intet i den lutherske lære, der stred mod katolsk tro – blot var der gjort op med en række misbrug, der havde sneget sig ind i romerkirken i løbet af middelalderen.
At Luther ikke havde ambitioner om at starte for sig selv, fremgik allerede i 1517, da han i teserne på kirkedøren i Wittenberg udtrykte tillid til paven. Luther forventede, at paven ville rette op på de misbrug, der fandt sted med afladshandlerne i Tyskland, når han blev gjort bekendt med dem.
Det viste sig senere, at han skulle blive skuffet i sin forventning. Men heller ikke efter sin eksklusion fra romerkirken, tænkte Luther i retning af at starte for sig selv. Længe arbejdede man på at få indkaldt et kirkemøde, hvor hele den romersk-katolske kirke kunne samles og rydde op indadtil. Sådan havde kirken tidligere sat paver på plads, og det var i den retning, Luthers tanker gik.
For Luther var det aldrig kirkens ydre organisation, der var vigtig, men evangeliets sande forkyndelse. Hvis en sådan forkyndelse blev tilladt i romerkirken, var Luther endog villig til at leve med de katolske biskoppers tilsyn. Former og ritualer var aldrig det vigtigste. Der skulle råde frihed på sådanne områder, så længe evangeliets sande forkyndelse og sakramenternes sande forvaltning blev tilladt. Her adskilte Luther sig såvel fra de romerske teologer og fra moderne tiders amerikanske kirkestiftere, der i øvrigt har deres historiske udspring i de døberbevægelser, der på Luthers tid netop også ville grundlægge helt nye menigheder, direkte fra Bibelen.
Vi ved i dag, at alle Luthers reform-forsøg indadtil i pavekirken mislykkedes. Derfor fik Nordtyskland og Skandinavien folkekirker, der ofte bærer ”luthersk” i deres navn. Det er en ære, Luther ikke har tillagt sig selv. Faktisk var Luther lodret imod, at man brugte hans navn, men sådan blev det efter hans død.
Selv ville han leve og dø i den kirke, der i sand og teologisk forstand netop var ”katolsk”.