Når ånd bliver en niche

De nye søgende kommer til folkekirken med andre forventninger end de mere husvante. Det er forventninger om for eksempel andre samværsformer og mere individuel vejledning. Forventninger man vel at mærke ikke skal gøre mere "fremmede", end de er, eftersom der er tale om brede samfundsmæssige tendenser. Foto: ThinkFoto.dk. / Colourbox

I kirken er det med ånd ikke noget særligt eller aparte; det ligger i den kristne grundfortælling, at mennesket er et væsen af krop og ånd

Folkekirken har åbnet for åndeligt søgende. Sådan skrev Kristeligt Dagblad i en overskrift sidste sommer, men sætningen kunne også stå som overskrift for artikelserien Kirken og de søgende.

Overskriften har sat sig fast i hukommelsen. Den umiddelbare tanke var jo, at selvfølgelig! Er folkekirken ikke lige præcis et sted for åndeligt søgende? Hvis ikke folkekirken hvem så? Efter et kort øjeblik går det så op for én, at åndeligt søgende i denne sammenhæng ikke er en betegnelse for alle og enhver. Åndeligt søgende er en særlig kategori.

LÆS OGSÅ: Kritik af folkekirken: Præster tør ikke tale om onde ånder

Hvorfor kan man nu studse over det? Ja, hvis man har en forestilling om, at mennesket er et væsen af ånd og krop, så er ånd jo en ret almindelig foreteelse. Men sådan er det ikke længere. Snarere tværtimod. Der er en stigende tendens til at opfatte mennesket som meget andet end lige netop ånd. Mange økonomiske modeller opererer med mennesket som først og fremmest en rationel, økonomisk agent, ligesom mennesket i stigende grad opfattes alene som biologi eller kemiske processer. Biologiske forklaringsmodeller har også vundet indpas i humaniora, og inden for de seneste år er kommet flere udgivelser, som vil genindskrive biologien i humanvidenskaberne, som ellers traditionelt ikke har lagt stor vægt på det biologiske.

Groft sagt går tendensen fra ånd til biologi i disse år. Modreaktionen udebliver ikke: Når ånd bliver hjemløs i samfundsmæssigt toneangivende forklaringsmodeller, så vupti! bliver ånd noget særligt, en specialitet for de særligt søgende frem for det almindelige for de fleste. Udviklingen sender de åndeligt søgende i mange retninger en af dem er folkekirken. Som institution har folkekirken taget den udvikling med. Kirken har ikke som religiøs institution markant indflydelse på andre samfundsinstitutioner, religion er blevet ét område blandt andre områder, der hver har sine institutioner, kultur, uddannelse, erhvervsliv og så videre.

Udviklingen har altså betydet en sekularisering på det institutionelle niveau, men religionen forsvinder ikke. Det har i en del år været den dominerende opfattelse i forskningen, men vinden er vendt, og flere nyere undersøgelser viser noget andet, blandt andet den seneste europæiske værdiundersøgelse og religionssociologen Ina Rosens fokusgruppestudier af moderne folketro: Religion ændrer karakter, bliver mere individuel og sammenstykket, ligesom mange opfatter tro som en form for selvhjælpsteknologi, en måde, hvormed den enkelte kan opnå større lykke, mere meningsfuldhed med videre.

Det giver klart nogle udfordringer til folkekirken, fordi de nye søgende kommer til folkekirken med andre forventninger end de mere husvante, forventninger om for eksempel andre samværsformer og mere individuel vejledning. Forventninger, som man vel at mærke ikke skal gøre mere fremmede, end de er, eftersom der er tale om brede samfundsmæssige tendenser.

Mange har også været rundt i det religiøse landskab i deres søgen og kommer med et sprog for det religiøse, som præsten ikke nødvendigvis taler. Hvordan er det, man finder fælles sprog? Og hvor langt kan en præst gå, før han går over åen efter vand? Er det for eksempel o.k. at arrangere workshop i buddhistisk meditation i en kirke, sådan som man har diskuteret det i Ribe Stift?

Det giver også nogle særlige muligheder for folkekirken. I kirken er det med ånd jo netop ikke noget særligt eller aparte; det ligger i den kristne grundfortælling, at mennesket er et væsen af krop og ånd skabt i Guds billede. I kristendommen bor altså en kritik af et menneskesyn, der for eksempel reducerer mennesket til blot krop men jo også en kritik af et menneskesyn, der reducerer mennesket til ren ånd. Kirken er set i det perspektiv det mest oplagte sted at udforske, hvad det vil sige at være menneske.

Hvis folkekirken finder sine ben i snakken med de åndeligt søgende, er det måske begyndelsen på et smukt venskab? Det er set før. Og de åndeligt søgende behøver jo ikke alle sammen nødvendigvis at ende med at elske højmessen. Selvom det da er dejligt, når digteren Søren Ulrik Thomsen skriver, at han på kirkebænken føler en slags personlig afvikling, fordi han sidder der, ikke i sin egenskab af psykologisk individ, men slet og ret som et menneske, der lever på nøjagtig samme vilkår som enhver anden.

Birgitte Stoklund Larsen er leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Dansk Kirketidende