Et håndtryk eller et blink med øjet. Sådan siger nogle danskere ja til at indgå ægteskab, når det sker på dødslejet. Men normalt svarer parterne som de fleste andre brudepar – nemlig med ord, siger Birgitte Bjørn Stimpel.
Hun har i sine mange år som hospitalspræst på Bispebjerg og Frederiksberg hospitaler i København foretaget en del nødvielser.
Alle sognepræster kan stå i en situation, hvor de bliver tilkaldt til nødvielse. Derfor udsendes der nu en ny og ajourført procedurevejledning, som tydeliggør, hvad man bør være opmærksom på. Vejledningen er udarbejdet af præsterne på Rigshospitalet, Christian Busch og Henning Nabe-Nielsen, samt Birgitte Bjørn Stimpel.
”Hvis man er ny hospitalspræst eller sognepræst uden erfaring med denne type vielser, vil det forekomme vanskeligt. Derfor har landets hospitalspræster ønsket en klar og udførlig vejledning som hjælp til det praktiske. En nødvielse er i det hele taget en kompleks opgave og kræver et papirarbejde, hvor man skal holde tungen lige i munden,” siger Birgitte Bjørn Stimpel.
Ulla Britt Sørensen er sognepræst ved Sankt Jørgensbjerg Kirke i Roskilde og formand for Præster i Sundhedssektoren og har derigennem kendskab til nødvielser.
”Alle kan blive ramt af pludselig og livstruende sygdom eller en langvarig, uhelbredelig lidelse og opleve pludseligt at stå i mødet med virkeligheden: At vi en dag skal dø. Når mennesker befinder sig i den situation og ikke er gift, kan der opstå behov for at få orden på juraen. Der er måske spørgsmålet om mine børn og dine børn, og hvordan boet skal skiftes. Man vil gerne forsikre hinanden økonomisk. Men mange vil også gerne markere deres forhold. Man har sagt ”jeg elsker dig” til hinanden, men dér stillet over for døden oplever man pludselig, at der er behov for også at sige det til hele verden og sige det højt over for Gud. Måske det er noget, man altid har villet, men aldrig fik gjort,” siger Ulla Britt Sørensen.
Birgitte Bjørn Stimpel forklarer, at man af og til på landets hospitaler og hospicer foretager nødvielser, hvor den ene part er kritisk syg, og hvor man af forskellige årsager ikke har kunnet nå at fremskaffe den såkaldte prøvelsesattest eller ægteskabserklæring, som ellers behandles på rådhuset.
”I tilfælde af nødvielse er det vielsesmyndigheden, det vil sige præsten, som er foreløbig prøvelsesmyndighed. Før vielsen finder sted ”prøver” præsten under samtale med parret, om der er forhindringer for at gennemføre vielsen.”
Den situation kan ikke alene opstå på hospitaler eller hospicer, men også af og til langt henne i et sygdomsforløb i parrets eget hjem.
”At foretage en nødvielse er et stort ansvar, fordi den får vidtrækkende juridiske konsekvenser. Så det er naturligvis væsentligt at gøre sig umage med sit skøn. Og ikke alene det. Ofte er det jo et bevæget øjeblik for alle involverede parter, også for præsten. Man får noget at tænke over og kan være utroligt taknemmelig for et ritual at bære noget af det hele i. Samtidigt er det beroligende at kende de nøjagtige betingelser for en nødvielse og at vide, hvilke bilag der skal udfyldes og ekspederes til hvilke instanser,” siger Birgitte Bjørn Stimpel.
Hun tilføjer, at de almindelige betingelser for ægteskab selvfølgelig gælder. Når en præst medvirker, til forskel fra for eksempel kommunens giftefoged, skal mindst den ene af parterne være medlem af folkekirken.
Op til en nødvielse er det vigtigt at sikre sig, at begge parter ønsker ægteskab, og at den kritisk syge er klar nok til at forstå handlingen og dens konsekvenser. Desuden overvejer man, om vielsen kan udsættes, uden ”risiko for, at den aldrig finder sted”, det vil sige uden at den ene part når at dø eller glide ind i bevidstløshed.
”Det er absolut anbefalelsesværdigt at indhente en lægeerklæring, som bekræfter patientens tilstand. En præst kan dog stå i en situation for eksempel på et plejehjem eller i parrets eget hjem, hvor det ikke er muligt at skaffe en lægeerklæring,” siger Birgitte Bjørn Stimpel og tilføjer:
”Jeg har aldrig selv oplevet at nødvie par uden at have en lægeerklæring og ville ikke bryde mig om at måtte gøre det. Men uanset om lægen med sin lægefaglige baggrund foretager et kvalificeret skøn eller ej, er det vielsesmyndighedens skøn, der vejer tungest. Det er præstens ansvar såvel at gennemføre den vielse, et par har krav på, hvis de opfylder betingelserne, som det er præstens ansvar at afstå fra at gennemføre handlingen, hvis man bliver i tvivl om, for eksempel hvor vidt begge parter nu forstår, hvad der sker,” siger Birgitte Bjørn Stimpel.
Hun har oplevet mange forskellige grunde til, at mennesker ønsker en nødvielse.
”Umiddelbart er forestillingen nok den, at det handler om jura, og det er da heller ikke forkert. Men mange ville nok være overraskede, hvis de vidste, hvordan en række ikke-juridiske aspekter også ofte bærer en betydning. Af en række årsager har de ikke giftet sig før. Måske ventede de på, at den ene skulle blive rask, hvilket aldrig skete. Måske de er så unge, at der ikke var grund til at tro, det pludselig hastede. Måske levede parret sammen i 40-50 år og har trang til at understrege, at ’jo, det var jo rigtigt nok med os to’. Ikke sjældent ønsker den syge part at vise sin omsorg for den efterlevende ved at gifte sig med hende/ham som noget af det sidste,” siger Birgitte Bjørn Stimpel.