Naser Khader: Folkekirken har haft større betydning end Socialdemokraterne

Mellemøstanalytiker og radiovært Naser Khader undrer sig over, at danskerne ved så lidt om, hvor meget kristendommen betyder for landet

"Hvis det var muligt at blive medlem af folkekirken som kulturmuslim og kulturkristen, så ville jeg gerne,"” siger Naser Khader.
"Hvis det var muligt at blive medlem af folkekirken som kulturmuslim og kulturkristen, så ville jeg gerne,"” siger Naser Khader. . Foto: .

Hvad er det bedste ved folkekirken?

"At den har haft en central betydning i opbygningen af den nationale identitet, demokratiet, det danske statssystem og den demokratiske velfærdsstat. Uanset hvad Socialdemokraterne gennem tiderne har sagt, er den danske velfærdsstat snarere et resultat af den lutherske folkekirke end af en demokratiseret socialisme."

"Det var den private velgørenhed, forvaltet af kirken, der førte til indførelse af skattefinansieret alderdomsforsørgelse i 1891, efterfulgt af den frivillige sygeforsikring med offentligt tilskud i 1892 og i 1898 ulykkesforsikringen. De frivillige religiøse organisationer og deres arbejdes betydning for den danske velfærdsstat er blevet anerkendt fra mange kanter. De ydede en stor indsats længe før Socialdemokraterne kom til magten i 1920erne."

LÆS OGSÅ: Flemming Jensen: Folkekirken har for meget respekt for dem i dårligt humør

Hvad er det værste ved folkekirken?

"Folkekirken er for passiv og bør spille en mere aktiv rolle og blive bedre til at involvere sine medlemmer blandt andet gennem demokratiske valg af biskopper. Når man er i en forening, bør man også have medindflydelse. For folkekirken er i gåseøjne en forening med mange medlemmer, selvom ikke alle kommer i kirken regelmæssigt.

"Men kirken skal ikke kun være en demokratisk instans. Den skal gå foran med de værdier, som demokratiet kommer til kort med. Værdier som medfølelse og næstekærlighed er jo ikke en naturlig følge af et demokratisk samfund, tværtimod er de religiøst, kulturelt funderede. Hvis folkekirken kan vise, at det netop er en eksistentiel mening med livet, den tilbyder samfundet, så vil den gå en sikker fremtid i møde."

Hvad er dit eget forhold til folkekirken?

"Jeg er som kulturmuslim og kulturkristen ikke medlem af folkekirken. Hvis det var muligt at blive medlem af folkekirken som kulturmuslim og kulturkristen, så ville jeg gerne. Jeg kommer i forbindelse med mine foredrag ofte ud i de danske folkekirker, hvor jeg møder mange mennesker, og jeg elsker det.

"Første gang, jeg besøgte en dansk folkekirke, var en juleaften sammen med min første danske kæreste og hendes familie. Det var på flere måder en blandet oplevelse, men en ting blev særdeles klar for mig. Danskerne har, modsat araberne, et meget afslappet forhold til religion, hvilket lige siden har undret mig. De fleste er kristne, men mange ved ikke ret meget om kristendommen, og hvor vigtig den er som kulturbærende kraft i Danmark."

FAKTA: Det værste og bedste
Kristeligt Dagblad spørger hen over sommeren en række personer om, hvad de synes, der er det værste og bedste ved sommerferien. Næste gang er det sanger og satiriker Niels Hausgaard, der svarer på spørgsmålene.