I Frydendal Kirke uden for Mørkøv i Vestsjælland har de fået et nyt alterparti til 1,2 millioner kroner.
Det er tre gange så dyrt, som menighedsrådet havde forventet, da de satte sig for at pille det gamle og ikke synderligt interessante alterbord ned. Oprindeligt havde de bare lyst til at se på noget nyt, og sognepræsten havde endda selv tilbudt at fremstille et nyt bord. Men under det gamle bord af træ gemte sig en stenbænk med særlige udhulninger fra middelalderen. Og så rykkede Nationalmuseet ud.
De syntes, det var noget specielt med de huller. Men vi er jo vant til at se på det i kirkerne heromkring, fortæller formand for menighedsrådet i Frydendal Tove Andersen.
Det, der skulle have været en måneds håndværkerarbejde, kom til at holde kirken lukket i to år. Og det skabte frustrationer i menighedsrådet.
Hver gang, der skulle søges om noget, var det det forkerte, vi gjorde. Vi har været trætte af, at det skulle være så svært at få lov til at lave ændringer. Museet tænker bare anderledes end et menighedsråd; de tænker bevaring, og vi tænker brug. Men det er dem, der ender med at bestemme, siger Tove Andersen.
LÆS OGSÅ: Kirkeminister foreslår nyt møde om kirken på landet
Hvis et menighedsråd vil lave om i en kirke, der er mere end 100 år gammel, skal de søge stiftet om lov, hvorefter stiftet indhenter Nationalmuseets råd. Omkring 1000 sager ryger over Nationalmuseets bord hvert år, og i langt de fleste sager lytter stifterne til museets anbefalinger.
Eksempler som det fra Mørkøv er en katastrofe for et landsogn, mener Søren Peter Hansen, tidligere provst på Syddjurs og nuværende direktør for Folkeligt Oplysnings Forbund.
Der savnes en pragmatisme og en vilje til at holde kirkens liv ved lige. Nationalmuseet ser nogle gange noget helligt over selve bygningen, fordi det skal være, som det var oprindeligt. Men i de fleste af middelalderkirkerne på landet var der slet ingen bænke til at starte med. Selvfølgelig skal et menighedsråd have lov til at flytte kirkebænkene ud, hvis de vil lave børnerum. Også hvis de har arkitektonisk eller kulturhistorisk værdi. Kirken må først og fremmest være en funktion, der virker til bøn og forkyndelse, ikke et museum, siger han.
Karen Klint (S), formand for Folketingets Kirkeudvalg mener, at der behøves en diskussion om, hvorvidt det overhovedet er folkekirken, der skal betale for restaureringer. Især når det gælder middelalderkirkerne på landet.
Der er rigtig mange landkirker, der kæmper med Nationalmuseet og deres kulturelle bestemmelsesret lige nu. Selvfølgelig skal vi ikke ofre kulturarven, men jeg mener godt, vi kan tale om, hvem der skal betale for den. Er det rimeligt, at et landsogn skal ofre en præstestilling, fordi kirken partout skal kalkes på en bestemt måde?, spørger hun.
Hos Nationalmuseet påpeger forsknings- og samlingschef Michael Andersen, at museet har stor respekt for, at landkirkerne skal have lov at udvikle sig.
Det er meget vigtigt for os, at menigheden får lov at anvende deres kirke, for kirken skal ikke være et museum. Og det er ikke min opfattelse, at menighedsrådene ser os som langsomme. Når vi begynder at fortælle, hvad der egentlig findes af værdier i deres kirke og hvorfor de skal bevares, er der stor lydhørhed og interesse, siger han.
Kaj Bollmann, præst i Jyllinge Sogn på Sjælland mener, man også skal passe på med at forfalde til den tanke, at Nationalmuseet er ude på at spolere kirkernes brug.
Der findes også urimelige menighedsråd. Og danskerne er i virkeligheden meget ømme om deres kirkerum og historie. Man kan godt forsøge at give menighedsrådene mere magt. Men det er svært, for de samme, som ønsker det, kan ikke sige sig fri for at falde i svime over en smuk middelalderkirke i Vestylland. Man kan bare ikke få det hele.