Hvordan vil du beskrive din tro?
Min tro er mit livsgrundlag, der dels består af en indre overbevisning om, at jeg er elsket af Gud, og dels af en opfattelse af, at jeg ikke behøver at frygte døden. For jeg er sikker på, at der findes en Gud, et Himmerige og et liv efter døden.
Det tror mange videnskabsmænd ikke, og de bruger netop videnskaben som argument for deres ikke-tro. For mig er det derimod lige modsat. Jeg er også videnskabsmand, og jeg ser netop i naturlovene en regelmæssighed og en lovmæssighed, der ikke ville være der, hvis alt var tilfældigt. Tværtimod er der overalt i universet – fra atomer til planeter og solsystemer – en orden og en systematik, som for mig er et udtryk for både Guds enorme skaberværk og store overblik.
Der er simpelthen en bevidst vilje bag det hele, og Bibelen har flere gange vist sig at have ret. Både Bibelen og naturlovene er dermed vidnesbyrd om Guds eksistens.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Tro var noget, som vi både talte om og diskuterede i mit barndomshjem i Aalborg. Vi bad også bordbøn og gik til gudstjeneste i den lokale folkekirke et par gange om måneden. Som jeg husker det, var min far mere optaget af at forstå troen, mens min mor fokuserede mest på det følelsesmæssige indhold i at tro.
Det var vist også hende, der indførte bordbønnen i vores hjem. Jeg kan ikke huske, hvornår det skete, men vi bad altid den samme bøn. For nok kunne vi tale frit om religion – og også undre os over troen og dens indhold – men vi praktiserede ikke fri bøn. I hvert fald ikke højt.
Det er først som voksen, at jeg er begyndt at kunne bede højt med mine egne ord og ikke blot bruge allerede skrevne bønner. Så at bede frit er noget, som jeg har skullet lære, men i dag gør jeg det helt naturligt ligesom så mange andre i Kronjyllands Frimenighed i Randers, hvor jeg og min kone kommer.
Hvad har udfordret din tro?
I årene efter min konfirmation længtes jeg efter at opleve et mirakel som et bevis på troens rigtighed. For jeg var udfordret af tanken om, at jeg måske slet ikke var blevet kristen, hvis jeg havde været født i Indien eller i et arabisk land. Og var kristendommen nu også rigtig? Eller var jeg bare tilhænger af den, fordi jeg var født og opdraget i den?
Der var ikke rigtigt noget svar, men med tiden blev det lettere. Jeg gik i kristen friskole, jeg kom i Kristeligt Forbund for Studerende, og jeg mødte andre unge, som havde en tro.
Mest udfordret blev jeg dog en aften, hvor jeg var i 20'erne og måtte gentænke min identitet. Jeg vidste en hel masse om molekyler og formler, men jeg kunne ikke finde ud af at sige til en pige, at hun var sød. Det kunne ikke være rigtigt, tænke jeg og var bange for, at jeg havde brugt mit liv forkert. Det var som at miste lag på lag af sig selv, men tilbage stod troen på Gud og på, at han er der for mig og alle andre, der søger ham.
For det gælder om at søge ham. Så jeg er stadig udfordret af helvede og tanken om, hvad der sker med dem, som ikke søger Gud. Jeg ser ikke helvede som ildsøer med små djævle, men snarere som et fortabelsens sted for dem, der ikke magter den virkelighed, som himlen tilbyder, sådan som C. S. Lewis skriver om det i ”Den store skilsmisse”.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Mit ønske om at forstå troen er en basal del af mig, som også hænger sammen med mit videnskabelige virke. Min hustru har nemmere ved bare at stole på Bibelen og har ikke samme behov for at overveje, hvordan troen hænger sammen med, hvad videnskaben finder. Men jeg vil gerne have tro og videnskab til at gå op i en højere enhed. Heldigvis oplever jeg det normalt ikke som særlig vanskeligt.
For eksempel mente videnskaben for 100 år siden, at universet altid havde været der, mens Bibelen siger, at verden har haft en begyndelse. Nu taler videnskaben også om en begyndelse, nemlig Big Bang. Men hvad skabte Big Bang? Svaret for mig er, at det gjorde Gud. Tidsperspektivet er nok længere end 7 gange 24 timer. Men spørgsmålet er så også, om Bibelen siger syv døgn eller måske syv tidsperioder. Langt hen ad vejen er Bibelen og vore dages naturvidenskab også enige om rækkefølgen.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Det er en indre ro at vide, at Gud er større end mig, og at jeg kan lægge alt over til ham. Det giver også styrke til at klare møder med mennesker, der er irriterende eller egoistiske.
For det handler om at møde alle mennesker på en ordentlig måde. For alle er Guds elskede børn, og jeg har en pligt til at rumme mine medmennesker, også selvom det langtfra altid er let at huske på, at alle mennesker uden undtagelse er elsket af Gud.
Men bønner betyder også meget i min hverdag. Derhjemme beder vi bordbøn og har en daglig andagt. Men også på arbejdet beder jeg. For eksempel når jeg møder et menneske, der har det dårligt – og det sker tit på et sygehus. Så kan jeg bede en indre bøn om, at Gud må hjælpe dem. På samme måde hvis jeg møder en på gaden, der har det skidt. Eller hvis jeg skal i gang med noget svært, så beder jeg ofte om indsigt til at klare opgaven på en god måde.
Hvem er forbilledet for dig i eksistentielle spørgsmål?
Det fromme svar er Jesus. Og det er også det rigtige svar, når jeg tænker på, hvordan Jesus møder alle udstødte med kærlighed. Men Jesus er ikke kun accept og rummelighed. Han kan også blive vred og anklage dem, der synes, at de er i stand til at dømme andre.
Men jeg tænker også på min farmor, som ikke lever længere, men som var et meget favnende menneske, der hele livet holdt sig i gang og for eksempel begyndte at gå til forelæsninger på aftenskolen, da hun blev pensionist. Hun var meget nysgerrig på, hvordan alting hang sammen, og tilmed åben over for, at noget måske var anderledes, end hun selv troede.
Den åbenhed vil jeg også gerne have. For den er vigtig, selvom der selvfølgelig skal være en vis balance, og jeg ikke hele tiden partout skal kaste alt op til analyse og nyvurdering, hvad jeg godt kan være fristet af.
Hvad er det bedste åndelige råd du nogensinde har fået?
Jeg kan ikke pege på et enkelt råd. For mig er det derimod summen af de forskellige råd og erfaringer, som jeg har fået gennem livet, og som samlet bliver til udsagnet: Gud elsker dig – så stol på ham, også når livet er svært.
Det er ord, der gælder for mig til alle tider og i alle situationer. For jeg ved, at jeg altid kan lægge alt, hvad jeg møder på min vej, over til Gud. Det skal ikke forstås derhen, at jeg ikke selv har et ansvar. For det har jeg over for alle mennesker, som jeg møder. Men jeg er aldrig alene. Gud er altid med mig og hjælper mig og alle andre, der beder om hans hjælp.