Krænker det mindet om ofrene for terrorangrebene den 11. september 2001, at myndighederne i New York har givet grønt lys for bygningen af en moské tæt ved Ground Zero? Det er der mange, der mener. For dagen, hvor muslimske terrorister fløj to passagerfly ind i tårnene på World Trade Center og slog knap 3000 mennesker ihjel, er mejslet ind i amerikanernes bevidsthed, og for en del bekræfter udåden deres værste anelser om islam.
Men New Yorks jødiske borgmester, Michael Bloomberg, har fastslået, at religionsfriheden giver muslimerne ret til at bygge moskeen, og han har en kende utålmodigt understreget, at New York ikke kan være gidsel af fortiden, men må se at komme videre.
"Denne by vil aldrig glemme de døde og aldrig stoppe med at leve," sagde han for få dage siden ved en middag i anledning af den muslimske fastemåned ramadan.
De fleste newyorkere er enige med deres borgmester, men i resten af USA er der flest modstandere af moskeen. Som så mange symbolladede stridigheder forløber polemikken nu efter sin egen logik, men på et eller andet tidspunkt taber den pusten, og så er det tid at finde en udvej. Den løsning kan ikke give køb på muslimernes religionsfrihed, men vil formentlig indebære en eller anden form for ændring af de oprindelige planer.
Derfor vakte det opmærksomhed, da New Yorks katolske ærkebiskop, Timothy Dolan, forleden tilbød at mægle i striden og på et improviseret pressemøde bemærkede, at en anden placering kunne være vejen frem. Ærkebiskoppen er leder af New York Citys 3 millioner katolikker - heriblandt mange af familierne til de brandmænd og politifok, der døde på 9/11 – så han har tyngden til at give sit besyv med.
"De, der stiller spørgsmål ved visdommen ved at placere moskeen nær et så følsomt sted, stiller efter min mening legitime spørgsmål, som fortjener vores opmærksomhed," sagde ærkebiskoppen den 18. august ifølge avisen New York Times.
Men Dolan roste samtidig borgmester Bloomberg for hans forsvar for religionsfriheden og mindede om, "at vi katolikker er noget ømskindede, fordi vi selv er blevet diskrimineret."
Hermed sigtede ærkebiskoppen til, at fattige emigranter fra Irland og Italien i det 19. århundrede fik en fjendtlig modtagelse af New Yorks protestantiske flertal, der nærede dyb mistro til emigranternes katolske tro og kultur. I 1842 var New Yorks fjerde katolske biskop, John Hughes, således nødt til at mobilisere menighedens våbenføre mænd for at forsvare den daværende domkirke mod en indvandrerfjendsk folkemængde, indtil ordensmagten nåede frem.
Ved at minde om tidligere tiders uretfærdigheder har ærkebiskoppen sikret sig manøvrefrihed i forhold til sin egen flok, for det er ikke utænkeligt, at han ved at sælge en nedlagt katolsk kirke til den muslimske menighed kan bløde op på de fastlåste positioner.
Men han har selvfølgelig også pointeret, at det ikke kun er muslimer, der kan føle sig som ofre for fordomme og modvilje - altsammen et godt oplæg til den "civiliserede, rationelle, omsorgsfulde og respektfulde diskussion," som ifølge Dolan er forudsætningen for at finde en løsning. Og tilliden til, at ærkebiskoppen er den rette mægler, er stigende.
"Det er svært at forestille sig et bedre bud på en løsning på hele denne unødvendige strid," skrev New York Post i en leder, og siden er Dolan blevet kaldt til møde med New Yorks guvernør, David Paterson.
Men også borgmester Bloombergs forsvar for religionsfriheden bunder i andet end blot forfatningens bestemmelser om religionsfrihed og peger tilbage på New Yorks lange historie som emigranternes by og ikke mindst som et kommercielt kraftcenter. For selvom New York er fuld af religion, er den ikke som puritanernes Boston eller kvækernes Philadelphia en by, der er grundlagt på religion. I New York er det bundlinjen, der tæller, og byens elite har stor modvilje mod sekteriske stridigheder, der blot giver uro og hæmmer indtjeningen.
Da Peter Stuyvesant - byens berømte hollandske guvernør i det 17. århundrede – forsøgte at hindre fordrevne portugisiske jøder i at slå sig ned i det daværende Ny Amsterdam, blev han skarpt irettesat af det Hollandske Vestindiske Kompagni, og jøderne fik efterfølgende lov til at bosætte sig.
Andreas Rude, mag.art. og forfatter, skriver hver anden uge i Kristeligt Dagblad om internationale kirkelige forhold.
