Sognepræst. Teolog. Frikirkepræst. Kirketjener. Organist og pastor emeritus. På listen over kandidater opstillet til folketingsvalget i morgen kan man finde disse titler.
Ifølge it-virksomheden KMD's kandidatliste stiller ni teologer og præster op ud af i alt 799 kandidater. Dertil kommer to kirketjenere og en organist. Ved folketings-valgene i 2007 og 2011 skrev Kristeligt Dagblad, at 11 og 10 kandidater med teologisk baggrund stillede op.
Ud af det samlede antal kandidater ved det aktuelle valg kan antallet af teologer, præster og andre kirkeligt ansatte virke som en lille gruppe, siger Peter Lodberg, lektor ved afdeling for teologi på Aarhus Universitet, hvor han blandt andet beskæftiger sig med religion og politik.
”Der har altid været markante medlemmer af Folketinget, som har haft en teologisk eller kirkelig baggrund. De har især beskæftiget sig med områderne kirke, kultur og uddannelse. En af grundene til det lave antal kandidater i år kan være, at den politiske interesse har samlet sig om økonomi og international politik. Det tiltrækker jurister og økonomer,” siger han og tilføjer:
”Man kan dog indvende, at værdipolitikken de seneste år har fyldt mere. Men det har særligt været en national-konservativ kamp i Dansk Folkeparti, og det kan have skræmt præster og teologer med en anden holdning fra at gå ind i politik.”
Peter Lodberg mener også, at det er en nærliggende tanke at se antallet af teologer og præster blandt folketingskandidaterne i sammenhæng med tendensen til, at de kirkelige stemmer generelt er fraværende i den offentlige diskussion:
”Teologien er blevet dømt ude, for den betragtes ikke som en faglighed, men som en privat trosoverbevisning. Internt i folkekirken og i teologien har man reageret på det ved at være optaget af, hvordan man som kirke kan være til stede i et mere sekulariseret samfund. Man har brugt kræfterne internt, og prisen har været, at den offentlige dimension af teologien og kirken er blevet nedtonet.”
Når man ser på, hvordan en teolog som D.G. Monrad tidligere har præget demokratiet, kunne man spørge, hvorfor ikke flere præster og teologer i dag lader sig inspirere til et politisk engagement.
D.G. Monrad var en ener og spændte over så meget, at han ikke rigtig har dannet skole. Hverken teologisk eller politisk, mener Steen Skovsgaard, biskop i Lolland-Falsters Stift og formand for Monradselskabet.
D.G. Monrad blev i 1848 Danmarks første kultusminister. Manden, der også blev biskop, kom til at sætte dybe spor i skole-, kirke- og indenrigspolitik og betragtes som en af hovedkræfterne bag Grundloven.
”Monrad var et meget sammensat menneske, som spændte vidt fra teologi til politik, kunst og sprog. De færreste vil kunne gøre som han, og derfor tror jeg ikke, at han på den måde kan inspirere til efterfølgelse. I øvrigt blandede han ikke religion og politik. Kristendommen skulle være en understrøm i politik, og han lod det typisk ikke i sine politiske taler skinne igennem, at han var præst og kristen,” siger Steen Skovsgaard.
Han vil ikke selv tale for, at flere præster bliver folketingskandidater. Som det er nu, er det fint, at en stor del af partierne har præster og teologer blandt deres kandidater, mener biskoppen.
En, der gerne så, at flere præster blev folketingskandidater, er sognepræst i Christianskirken i Aarhus Esper Thidemann, der selv for første gang stiller op til et folketingsvalg. Det gør han for Kristendemokraterne, hvilket han også i en årrække har gjort i kommunalpolitik.
”Jeg ser det som helt nødvendigt, at der i Folketinget findes et parti, som har det som sit hjerteblod, at kirke og kristendom fortsat har gode forhold. Kristentroen er en helhedstænkning om livet, og derfor må det også have indflydelse på det politiske,” siger han.