Nogle gange siger jeg til mig selv, at religion er noget bras

Forfatter Elsebeth Egholm opfatter tro som en privat sag. Samtidig kaster familiens religiøse fortid en skygge ind over nutiden, men hun kan - hvis hun er trængt - ”forfalde til at bede”

”Mine forældre har givet mig gode værdier,” fortæller forfatteren Elsebeth Egholm.
”Mine forældre har givet mig gode værdier,” fortæller forfatteren Elsebeth Egholm. Foto: Scanpix.

Hvordan vil du beskrive din tro?

Jeg har en baggrund fra konservatoriet, og mange af mine venner fra den tid er havnet i folkekirken som organister eller sognemedhjælpere, og via dem kommer jeg ind i kirkerummet til koncerter. Kirkemusikken er rigtig skøn og livgivende. Jeg går sjældent i kirke, men når jeg kommer der og synger salmer, begynder jeg tit at græde, for der er så mange smukke ord.

”Se, nu stiger solen af havets skød” og ”O kristelighed” er noget af det smukkeste, jeg kender. Det er ikke sådan, at jeg skelner mellem de forskellige fraktioner i kirken. Jeg nyder de smukke ord i salmerne. Og så kan jeg godt lide en god prædiken, der ikke fordømmer. En prædiken skal være åben og udtrykke kærlighed frem for fordømmelse.

Jeg kan meget godt lide ordet kulturkristen, for det rummer lov til lidt af hvert. Jeg er døbt og konfirmeret, og min tro er kristendommen. Derfor har jeg en kærlighed til det kristne budskab om næstekærlighed og ordentlighed.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg er opdraget til at behandle andre mennesker, som jeg vil behandles selv. Og til at have blik for de svage i samfundet. Det ligger i kristendommen, men kan selvfølgelig også komme andre steder fra.

I min familie er vi påvirket af min mormor, der var opdraget strengt religiøst, og det reagerede hun imod. De var i alt 16 søskende, og på et tidspunkt døde fem børn i løbet af en weekend af difteritis. Min mormor voksede op i en meget mørk atmosfære, hvor de døde børn kiggede ned på hende fra væggen, og min oldemor blev dybt religiøs, efter at hun mistede sine børn. Jeg har aldrig mødt hende, men min mor har, og opdragelsen, der blev givet videre, er, at det er skidt at være strengt religiøs. Det er skyggen i vores familiehistorie, og den rækker ind i nutiden.

I mit barndomshjem gik vi i kirke til jul, hvis vi havde lyst, og jeg er opdraget til at bede aftenbøn. I dag kan jeg godt forfalde til at bede, hvis jeg føler mig trængt. Men det er ikke noget, jeg konkret deler med nogen.

Hvad har udfordret din tro?

Det har alle de krige, terrorhandlinger og overreaktioner, man ser i troens navn rundt om i verden. Det kan have islamistiske toner, men også komme andre steder fra. Jeg synes for eksempel, at man i USA går over gevind, når børnene frem for naturvidenskab skal lære, at Gud skabte verden, og at man så dropper alle andre forklaringer. For mig er tro en privat sag, og derfor forstår jeg ikke, når troen bliver så radikal. Den tidligere statsminister Poul Schlüter (K) sagde, at ideologi er noget bras. Nogle gange siger jeg til mig selv, at religion er noget bras, når det bliver for radikalt.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Min konservatorietid har gjort, at jeg er kommet ind i kirkerummet via musikken, og det er jeg meget taknemmelig for. For musikken er ikke politisk eller anmassende, føler jeg. Jeg er altid på vagt, hvis nogen vil missionere over for mig.

Jeg er i mange år kommet på Malta og øen Gozo. Den katolske kirke fascinerer mig, når jeg ser, hvordan den kan binde folk sammen og er en stor sammenhængskraft i det lille samfund. Jeg kan godt misunde, hvordan folk står skulder ved skulder til arrangementer i byen og i kirken. Men jeg kunne aldrig blive katolik, for jeg bryder mig ikke om for eksempel modstanden mod abort.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Min hverdag består meget i at skrive, og jeg forsøger i mine bøger at give et loyalt portræt af de svageste i samfundet. Jeg har en tro på, at alle har deres styrker. I min bog 'Tre hundes nat' beskæftiger jeg mig for eksempel med nogle personer, som har været i fængsel, og som efter et overfald ikke bliver regnet for noget af lægen på sygehuset. Her er jeg opmærksom på at skrive, at manden, der er blevet overfaldet, rummer meget andet end de tatoveringer, lægen får øje på. Det er jo mennesker, jeg skriver om. Det er et credo for mig. Uden at jeg skal lyde for selvhøjtidelig.

Jeg bruger religion, når jeg skriver, fordi jeg har lyst til det. I åbningsscenen i min nye bog skrifter hovedpersonen. Det er en god måde at vise hans tilstand på, og der er bund for nogle interessante konflikter mellem religion og det moderne.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Mine forældre har givet mig gode værdier. Før min far fik en planteskole, var han i 1960'erne fængselsbetjent, og han gjorde meget ud af, at ingen er skyldig, før de er dømt. Det er en rettesnor for mig. Det skal ikke overromantiseres, men dengang kunne min far godt spille skak med en mand, som havde myrdet sin kone i affekt.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

At religion er en privat sag. Det har gennemsyret min opvækst. Man har lov til at have en religion, lov til at tale om den, men man har også lov til at holde den privat.