Mange turister, som deltager i grupperejser til Nordkorea, præsenteres for kristne - og buddhistiske - munke og præster, som på fredelig maner ser ud til frit at praktisere deres religion.
Men pas på, siger kritikere. Det hele er iscenesat og giver et billede af en religionsfrihed, som ikke eksisterer i virkeligheden.
”De få statskontrollerede kirker, som eksisterer, opfattes generelt som kunstige og er etableret med henblik på international propaganda,” hedder det i Nordkorea-kapitlet i den amerikanske regerings årlige rapport for 2015 om religionsfrihed i verden.
Der er en katolsk, to protestantiske og en russisk-ortodoks kirke i hovedstaden. Kirkelivet for de 3000 katolikker er næsten gået i stå på grund af et anstrengt forhold mellem regimet og Vatikanstaten. Men i de andre kirker er der jævnlige gudstjenester, og i en af de protestantiske kirker kommer der besøg af sydkoreanske præster, som holder gudstjenester på koreansk for menigheden. Det er en af de få kanaler for udvekslinger mellem nord og syd.
”De trofaste kristne i Nordkorea tror på Gud, men de støtter samtidig lederen Kim Jong-un og juche-idéen (den herskende politiske ideologi i Nordkorea, som går ud på, at individet er herre over sin egen skæbne, red.),” understreger talsmanden for nordkoreanerne i Japan, So Chung-on.
”Jeg tror, at mange i den første generation efter dannelsen af det nye Nordkorea holdt fast ved deres tro, men at anden og tredje generation, som er født og opvokset i det socialistiske system, på det punkt ikke følger i deres fars fodspor,” forklarer han.
Det nordkoreanske regime, som So Chung-on er talsmand for, er officielt anti-religiøst. Det erklærede i 1970'erne med stolthed, at landet nu var ”befriet for religiøs overtro”.
Ikke desto mindre byggede myndighederne selv i slutningen af 1980'erne et antal kirker og templer, som bliver drevet under stærk regeringskontrol, men hvor det er meningen, at et kirkeliv skal trives.
Generalsekretær Henrik Ertner Rasmussen fra Dansk Europamission, der har været involveret i støttearbejde for kristne og andre forfulgte i Nordkorea, påpeger, at der er forskel på gudstjenestefrihed inden for snævre rammer, som i Nordkorea, og reel religionsfrihed.
Han kritiserer politiske ledere i Vesten for at fokusere på gudstjenestefrihed i diktaturlande som Nordkorea, som de helst ikke vil lægge sig ud med, fordi de ”regner med, at folk tror, at det er samme sag (som religionsfrihed, red.), hvad det bestemt ikke er”.
Ved siden af de officielle statskontrollerede kirker er der ifølge flere eksperter i Nordkorea et undertrykt religiøst liv, som ikke har myndighedernes blå stempel, og som ikke er synligt og derfor svært at vurdere betydningen og omfanget af.
”Ægte religionsfrihed og trosfrihed er ikke-eksisterende. Personer, som hemmeligt engagerer sig i religiøse aktiviteter, udsættes for anholdelser, tortur, fængslinger og nogle gange henrettelser,” hedder det i den amerikanske rapport.
Alligevel udgør den religiøse sektor for udenlandske idealister og missionærer en bagvej ind i det lukkede land, og ”der er mange flere kristne aktivister, der arbejder i landet, end man gør sig klart”, har Isaac Stone Fish, der er Asien-redaktør af magasinet Foreign Policy, udtalt til tv-selskabet CNN.
Disse aktivister fremmer udvekslinger med udlandet og formidler idéer udefra til nordkoreanerne. Men de gør det uden at flage med deres religion. Normalt indgår de en aftale med regimet om ikke at missionere, mens de er i landet. Der er eksempler på, at de ligefrem tilbageholdes og straffes, hvis de bryder denne aftale.
Da Korea efter Anden Verdenskrig blev delt mellem nord og syd, var der langt flere kristne i nord end i syd. Helt forsvundet er denne arv ikke, men den overlever kun under meget vanskelige vilkår.