Norge dropper løn til præster fra staten

Som en del af en reform for større selvstændighed for kirken er de norske præster fra nytår ikke længere statsansatte. Reformen har fået præster til at sige op og kan dreje kirken i en konservativ retning, lyder kritik

Domkirken i Oslo.
Domkirken i Oslo. . Foto: kirken.no.

Et af Mette Bocks (LA) første udsagn som kirkeminister var, at folkekirkepræsters løn egentlig burde udbetales af kirken selv og ikke delvist af staten, som det er i dag. Men mens det danske forslag foreløbig ikke er blevet til konkret politik, sker det i Norge fra nytår. Søndag bliver en historisk dag i den norske kirke, fordi staten ophører med at betale til forkyndelse gennem præstelønningerne. I stedet overgår præsterne til udelukkende at være ansatte i kirken, og dermed har de ikke længere formel kontakt til staten. Samtidigt overgår administrationen af den norske kirke fra et statsligt departement til kirken selv, ligesom kirken bliver mere selvstændig juridisk.

I det kirkelige miljø har de nye ansættelsesforhold skabt blandede reaktioner. Mens den norske præsteforening bakker op om reformen, har enkelte kirkeligt ansatte sagt deres hverv op i protest. En af dem er Martin Kildal, der er provst i Helgeland provsti i det nordlige Norge. Han var også modstander af, at man løsnede båndene til staten i 2012 og ser den nye reform som endnu et skridt i den gale retning.

”Tilknytningen til staten som arbejdsgiver har indtil nu fungeret som sikkerhed for, at forholdene ikke ændres dramatisk, men den tryghed er væk nu,” siger han.

Ændringen er en del af reformen ”Staten og den norske kirke – en tydelig adskillelse,” der blev vedtaget i Norges parlament, Stortinget, i maj. Reformen bygger videre på grundlovsændringen i 2012, hvor kirken ophørte med at være ”statskirke”, som den hidtil havde heddet i Grundloven. I forlængelse af reformen indfører man i 2020 en ny kirkeordning, der skal bestemme rammerne for administration og drift, og det bekymrer Martin Kildal.

”Vi ser allerede en kraftig ændring i præsternes rolle. Man har indført timeregistrering, der udvander den enkeltes frihed til at forkynde, og i det hele taget mister præsternes ord vægt. Det paradoksale er, at kirken i langt højere grad end staten opfatter præsterne som enhver anden ansat, der skal levere resultater inden for snævre rammer,” siger han.

Kirkens fremadskridende adskillelse fra staten kan ifølge Martin Kildal lede til større politisering.

”Mens vi har været underlagt staten, har der været plads til forskellige teologiske grundsyn, men jeg er bekymret for, at den konservative fløj vil fylde for meget, fordi staten ikke er der til at sikre balancen,” siger Kildal.

Både den svenske og norske kirke ledes af politisk valgte beslutningsorganer (kirkemødet). I Sverige kritiseres ledelsen for at have skabt splittelse ved at trække kirken mod venstre og for at have gjort kirken til en partipolitisk arena. Sådan er det ikke i Norge, hvor der er tradition for, at Stortingets partier holder sig væk fra kirkevalget. Og derfor er der ifølge Trygve Wyller, der er professor i teologi ved Universitetet i Oslo, heller ikke fare for, at kirken bliver politiseret. Han spår dog, at kirken kan komme til at få en klarere profil og kalder reformen for den egentlige adskillelse fra staten.

”Det, der skete i 2012, var det juridiske og politiske, men det er fra 1. januar, at kirken reelt kommer til at stå på egne ben. Den største ændring her er selvforståelsen og spørgsmålet om, hvad der sker i fremtiden. Vil man fortsætte med at være den omfavnende, brede kirke, eller vil man gå i retning af at blive et blandt mange andre trossamfund. Det er den store identitetsudfordring,” siger han.