Norske asatroende får egen gravplads

I Danmark blev den første gravplads for tilbedere af Odin og Thor etableret for knap et halvt år siden

Udbredelsen af gravpladser til asatroende er et udtryk for en større åbenhed over for andre trossamfund end kristendommen, vurderer religionsforsker. -
Udbredelsen af gravpladser til asatroende er et udtryk for en større åbenhed over for andre trossamfund end kristendommen, vurderer religionsforsker. -. Foto: stock.xchng.

Norske Bifrost, som er et trossamfund for asatroende, får nu sin egen gravplads på en kirkegård i Oslo.

Gravpladsen bliver etableret som en mindelund på kirkegården, og Bifrost skal selv betale for opførelsen. Mindelunden er den første af sin slags i Norge og kommer til bestå af store sten formet som skroget på et skib.

- Det her betyder virkelig meget for Bifrost og vores medlemmer. Der findes jo også allerede gravsteder for muslimer og andre trosretninger, så jeg ser ingen grund til postyr over, at vi også får en gravplads, siger Stine Robertson fra Bifrost til Vårt Land.

Danskerne har allerede gravplads
I Danmark fik det officielle asatroende samfund, Forn Sidr, sin første gravplads i februar i år. Gravpladsen er placeret på Assistenskirkegården i Odense, hvor de nu omtrent 3000 hedensk troende fremover kan blive begravet. Endnu er ingen lagt i jorden.

Ifølge religionsforsker René Dybdal Pedersen fra Aarhus Universitet er de asatroende gravplader udtryk for en større åbenhed over for andre trossamfund end kristendommen.

Tidligere var det Kirkeministeriet, der godkendte trossamfund. Nu er det et udvalg af blandt andre teologer, jurister og religionssociologer, og det har skabt en større åbning for, at staten ikke alene fokuserer på kristne samfund. Vi har længe levet i et religiøst mangfoldigt samfund. Nu forplanter det sig til det offentlige system, har han tidligere sagt til Kristeligt Dagblad.