Norske humanister giver danske ateister baghjul

ORGANISERET ATEISME: I Norge hedder den næststørste livssynsorganisation ikke islam, men Human-Etisk Forbund. Det har 68.000 medlemmer, over 60 ansatte og en årsomsætning på 70 millioner kroner. I år fylder forbundet 50

Kristin Mile er formand for det norske Human-Etisk Forbund, som er en ateistisk organisation med mere end 68.000 medlemmer. Det er langt mere end de danske ateister, hvis medlemstal kun lige har rundet 200. -- Foto: Scanpix.
Kristin Mile er formand for det norske Human-Etisk Forbund, som er en ateistisk organisation med mere end 68.000 medlemmer. Det er langt mere end de danske ateister, hvis medlemstal kun lige har rundet 200. -- Foto: Scanpix.

Ateistisk Selskab slår for tiden på den store pr-tromme for at få folkekirken ud af Grundloven og religionen ud af det offentlige rum. Et synspunkt, deres meningsfæller i Humanistisk Debat bakker op om. Men trods forenede anstrengelser kan de to forbund ikke mønstre mere end omkring 350 medlemmer tilsammen.

Så har det norske modstykke, Human-Etisk Forbund, helt anderledes vind i de sekulære sejl. Med over 68.000 medlemmer er forbundet ikke blot landets næststørste livssynsorganisation efter Den Norske Kirke, der er tale om en helt unik folkebevægelse på globalt plan. Intet andet land kommer i nærheden af at have så mange organiserede ikke-religiøse borgere, hverken i forhold til indbyggertal eller i absolut forstand. Hvordan er det gået til?

"I Norge har der været stor debat på en række områder, hvor kirken nok har været mere kontroversiel end i en del andre lande. Det har gjort, at mange ikke-religiøse har taget et klarere standpunkt", forklarer generalsekretær i Human-Etisk Forbund, Kristin Mile. Hun peger blandt andet på en såkaldt helvedesdebat i 1950'erne, hvor en del teologer markerede sig med meget konservative bibeltolkninger og derfor efter hendes opfattelse var med til, at forbundet kom godt fra start efter stiftelsen i 1956.

I 1970'erne var der igen høj søgang i religionsdebatten, den antiautoritære bevægelse var med til at sætte statskirkens berettigelse på dagsordenen, og Norge fik en abortlov, som mange præster offentligt vendte stærkt sig imod. Samtidig ændrede Human-Etisk Forbund strategi. Med pr-manden Levi Fragell i spidsen gik det fra fortrinsvis at være et forum for filosofiske samtaler, hvor man også drev lidt konfirmationsvirksomhed, til offensivt at gå ud og hverve medlemmer i professionel kampagnestil.

Tilsammen fik dette folk til strømme ind i forbundet, som voksede fra at have et par tusinde medlemmer i 1976 til 30.000 en halv snes år senere. Siden 1982 har Human-Etisk Forbund fået offentlig støtte baseret på medlemstal på linje med religiøse sammenslutninger og dermed en markant bedre økonomi, som igen har bidraget til at generere nye medlemmer.

Et stort og synligt forbund og heftige debatter er imidlertid ikke alene om at få mange ikke-religiøse nordmænd til at organisere sig. Selve tonen i det norske religiøse landskab giver grobund for det, mener religionssociolog ved Københavns Universitet, Morten Warmind.

"I Norge er den religiøse situation klarere og skarpere formuleret, man kan altså ikke være vagt religiøs i samme grad som i Danmark", fremhæver han og nævner større modstand blandt norske præster mod abort og kvindelige præster som eksempler. Desuden oplever Morten Warmind, at den norske religiøsitet også i højere grad gennemsyrer andre sammenhænge, blandt andet har det overrasket ham, hvor stor en rolle religionen spiller alle steder – for eksempel på hospitaler. Han forklarer det med, at landet er meget præget af religiøse vækkelser.

Religionshistoriker ved Københavns Universitet, Mikael Rothstein, er enig.

"Det er lidt sådan, at tryk avler modtryk, og jo større rolle religionen spiller i hverdagslivet, i det politiske, i skolen, jo mere kan man føle behov for at manifestere en vis modstand, hvis man mener noget andet".

Ud over at have en statskirke har Norges børnehaver og skoler en kristen formålsparagraf, og mindst halvdelen af den norske regering skal tilhøre statskirken. I Norge er det desuden ikke muligt at løse sognebånd til en anden menighed end den lokale. Hver femte unge nordmand bliver humanistisk konfirmeret.

Efter generalsekretær Kristin Miles opfattelse bidrager det også til opbakningen til Human-Etisk Forbund, at det definerer sig positivt som humanistisk og ikke blot ateistisk. Forbundet ønsker, at forpligtelser over for menneskerettighederne erstatter den evangelisk-lutherske tro i den norske lovgivning og er desuden kendetegnet af et stærkt fokus på ligeberettigelse mellem troende og ikke-troende.

"Jeg vil tro, at en del af vores medlemmer ikke vil kalde sig selv ateister. Hvad den enkelte lægger i sit livssyn, er nok varieret, nogle er ateister, og andre er agnostikere", siger hun.

Når det gælder forbundets indflydelse, peger Kristin Mile især på, at det har gjort det lettere for norske skolebørn at blive fritaget for den obligatoriske kristendomsundervisning ved at føre langvarige retssager mod staten. Desuden er generelsekretæren sikker på, at forbundet er med til at sætte dagsordenen for værdidebatten i Norge.

"Vi har hårde debatter i kirken, på kirkemøder og bispemøder, som har ført til store frustrationer hos mange kirkemedlemmer og til udmeldelser af kirken, hvoraf en del har meldt sig ind hos os", siger hun.

Det mest presserende spørgsmål er den norske statskirke, hvor en undersøgelseskommission i starten af 2006 anbefalede, at statskirken fritstilles, men samtidig får privilegier i forhold til andre livsanskuelser. Det er ikke nok for Human-Etisk Forbund, der vil have helt lige rettigheder.

"Den værste konsekvens af forskelsbehandlingen er måske de signaler, den giver. Om at Norge er et land, som har en lutheransk tro, og det er et stærkt signal til befolkningen generelt og til dem, der ikke deler den tro", mener Kristin Mile. Regeringen er delt på statskirke-spørgsmålet, og hun tør ikke spå om udfaldet.

Men er der ikke en dobbelthed i, at det er den kristne stat, der er jeres eksistensbegrundelse, og det er den, der betaler for, at I kan drive jeres virksomhed? I Sverige, hvor den organiserede humanisme tæller mindre end et par tusinde, har man jo langt hen ad vejen skilt kirke og stat.

"Ja, det er måske en dobbelthed, men det viser på den ene side, at der stadig er sager at arbejde med for os, og på den anden side, at Human-Etisk Forbund er så stort, at sagerne faktisk sættes på dagsordenen og ikke bare glemmes", svarer Kristin Mile og tilføjer, at svenske ikke-religiøse måske ikke har haft behov for at organisere sig, fordi den religiøse debat er mindre skarp i Sverige.

Efter Mikael Rothsteins opfattelse gør danskernes forhold til folkekirken det svært for ikke-religiøse organisationer herhjemme at rekruttere medlemmer.

"I Danmark er der masser af mennesker, der ikke opfatter kirken som en religiøs størrelse, men derimod som noget, der har med deres nationale, kulturelle og sproglige fællesskab at gøre. Så folkekirken er for mange mennesker en slags civilreligion, det vil sige noget, der symboliserer staten snarere end mytologiske størrelser, vurderer han. Religionshistorikeren understreger dog samtidig, at det kan gøre en forskel, hvem der byder ind. Det kan muligvis betyde noget, hvis fire-fem personer sætter sig ned og knokler løs, søger pengemidler, international støtte med videre, for ildsjæle kan være afgørende", mener han.

Det tror formanden for Humanistisk Debat, Erik Bahn, ikke på.

"Hos os er vi meget akademiske, og vi er alle sammen ældre. Men i Ateistisk Selskab er der unge ildsjæle, og de kan alligevel ikke få det til at gribe om sig, selv om de har været i gang i nogle år", siger han og konkluderer:

"Sagen er nok den, at den danske folkekirke er meget mere rummelig end den norske, så danskerne har ikke brug for at organisere sig i noget alternativ. Heller ikke de danskere, der ikke tror på en opretholdende og skabende Gud".

Set gennem Mikael Rothsteins briller vil der dog være en ting, der på sigt kan få ikke-religiøse danskere til at organisere sig:

"Hvis hele den retoriske snak nu om, at det danske også er det kristne, udvikler sig, kunne jeg forestille mig, at der efterhånden vil være mange mennesker, der får nok og siger, at de ikke længere vil være identificeret ved det kristne, fordi det er blevet så nationalistisk. Men det er en ren hypotese, lige nu kan jeg ikke forestille mig det", understreger han.

Religionssociolog Morten Warmind tror heller ikke meget på, at de danske humanister vil kunne nå en størrelse som de norske. Heller ikke selv om den religiøse retorik og religionens betydning skærpes.

"Jeg tror, det vil blive vanskeligt trods alt. Kirken herhjemme er meget dansk. Og danskerne er lidt anderledes end nordmændene. Der skal ikke så meget til, før vi ikke gider noget alligevel".