Hvordan forklarer man bedst, at nazismen var i stand til at brede sig i Tyskland? Er det ved at gå helt tilbage og se på de tyske korsridderordener i middelalderen? Og på en særlig germansk folkekarakter, som nazisterne flirtede med?
Eller er det ved at se på samlingen af Tyskland i 1800-tallet, nederlaget i Første Verdenskrig, truslen fra kommunismen, verdenskrisen og Weimarrepublikken?
Islamekspert og lektor ved Københavns Universitet Jakob Skovgaard-Petersen bruger eksemplet til at understrege en pointe, han finder vigtig, når man skal diskutere forholdet mellem islam og vold.
For når emnet debatteres, bliver der ofte henvist til de voldelige passager i Koranen oghadith, beretningerne om profeten Muhammeds liv. Men ved at se så langt tilbage på historien begår vi en fejl, siger han.
”Den nære fortid er altid mere bestemmende end den fjerne. Religioner gennemgår løbende transformationer, fordi religiøse menneskers livserfaringer og verdenssyn ændrer sig med tiden. Ældre tildragelser og tekster kan spille en rolle – men så er det, fordi de troende vælger at aktualisere netop dem, og det vil altid være på en måde, de har valgt,” forklarer Jakob Skovgaard-Petersen.
”Hvis vi for eksempel vil forstå, hvad der sker i den muslimske verden og i muslimers bevidsthed, så må vi erkende, at de ikke ligner deres tiptipoldeforældre forfærdelig meget mere, end vi ligner vores. De lever i verdener, der ligner vores, og anvender religionen efter det.”
Jakob Skovgaard-Petersen putter lidt honning i sin te. Stemmen driller, og den skal inden længe bruges til et foredrag om islam og Mellemøsten på en højskole i Slagelse. Det er emner, som han gennem årene er blevet anerkendt for som en af de bedste formidlere af herhjemme.
Den 52-årige lektor, som tidligere havde et professorat på Københavns Universitet, har arbejdet inden for feltet i over 25 år og husker dengang, der aldrig var nogen, der ringede til ham for at få et foredrag eller en kommentar til en artikel – selvom han vist var den eneste, der dengang skrev om voldelig jihadisme.
Nu ringer telefonen ofte, men samtidig er det næsten kun det voldelige fåtal af muslimer, der interesserer medierne, siger han. Når terroren rammer Europa, som det skete igen denne sommer, er Jakob Skovgaard-Petersen tit blevet spurgt af journalister, om islam er en voldelig religion.
”Jeg synes, spørgsmålet er et udtryk for en forkert forståelse af islam eller religion i det hele taget. Hver gang jeg bliver spurgt, må jeg forklare, at der i islams religiøse tradition er mange voldelige episoder, som de, der tyr til vold, kan trække på. Men derfra til at sige, at en religion er voldelig, og andre ikke er – det er for mig at se ahistorisk,” siger han.
Og hvis man skulle sige, at islam som sådan var en voldelig religion, så skulle vi også forklare, hvorfor langt hovedparten af verdens muslimer ikke er det, tilføjer han. Ikke bare i dag, men også historisk.
”De ikke-voldelige muslimer – det store flertal i nutid og fortid – har de så misforstået deres religion? Hvem er vi til at vide det? For mig er islam et studie af muslimer, både historisk og i dag, og de muslimer har ikke på noget tidspunkt været enige om deres udlægning af religionen. Derfor må vi studere alle de fraktioner og rivaliserende grupper, der er.”
At sige, at Islamisk Stat, den sunnimuslimske militante gruppe, som mange terrorister erklærer sig som en del af, ikke har noget med islam at gøre, er naturligvis forkert, siger han.
”Men at sige, at deres ekstremt voldelige islam er den sande islam, er da lige så forkert.”
Men hvis ikke forklaringen skal findes i islam som sådan, hvordan vil Jakob Skovgaard-Petersen så forklare, at der senest over sommeren har været mange terrorangreb verden over foretaget af personer, der siger, de handler på grundlag af islam?
Der er voldelige beretninger og skriftsteder i den islamiske tradition, svarer han. Men det er der også i eksempelvis Bibelen, om end mere i Det Gamle end i Det Nye Testamente.
Desuden har det faktum, at der er masser af vold i Det Gamle Testamente og ret lidt i det nye ikke gjort jøder voldelige og kristne ikke-voldelige, hvis vi kigger ned gennem historien, siger han og tilføjer, at idéen om, at en religion har en voldelig eller ikke-voldelig essens, som determinerer og forklarer de troendes handlinger til hver en tid, altså både er forenklet og fejlagtig.
”Selvom krige fylder mere i Koranen end i Det Nye Testamente, så er det ikke tilstrækkelig grund til at sige, at religionen som sådan er voldelig. Det er en alt for deterministisk idé, at skriften rummer forklaringen på historien,” siger han og tilføjer, at det desuden er en komplet tilsidesættelse af, hvad de troende igennem tiden har gjort med deres skrift.
”Skrifterne er blevet teologisk og juridisk bearbejdet. Koranen er, som de andre åbenbaringsskrifter, fuld af selvmodsigelser. Ud af det skabte muslimerne i løbet af godt 300 år et større teologisk og juridisk system, som dog også var influeret af hellenistiske, jødiske og kristne idéer. Men det system har igen undergået store udviklinger de seneste 200 år, fordi mødet med Europas overlegne teknologi, videnskab og idéer tvang muslimer til at omtænke deres religion og genfinde deres nye idealer i de gamle tekster.”
Eksempelvis begyndte muslimske intellektuelle i det 20. århundrede at udgive bøger, der tegnede et billede af Muhammed som en visionær statsmand, der kun tøvende gik i krig for at sikre freden på langt sigt.
”Det er et udtryk for, hvordan den islamiske tradition tilpasser sig det 20. århundredes normer. Hver gang muslimer fandt, at profetens liv og Guds udtalelser i Koranen harmonerede dårligt med det moderne liv, de levede i, så har de sloges med at forstå deres religion på ny, og derved har de udviklet nye historiske tolkninger,” siger Jakob Skovgaard-Petersen.
”På den måde er Koranen forblevet aktuel. I nyere tid har muslimer set med nye øjne på profetens koner og deres rettigheder og selvstændighed, og i dag vil man i skolebøger i den muslimske verden også kunne læse, at islam er i overensstemmelse med naturen og miljøet. Det stod der ikke i 1950’ernes skolebøger.”
Når man taler om islam og vold, er det mest interessante ifølge Jakob Skovgaard-Petersen altså at se på den moderne tid, og hvordan udlægningen af Koranen og skrifterne om profetens liv har udviklet sig i de seneste generationer.
Inden for denne periode vil man også finde jihadismen, som opstod i 1950’ernes nyligt uafhængige muslimske stater som en modstand imod sekulære og autoritære herskere.
Selvom disse konger og præsidenter var muslimer, mente jihadisterne, at de var frafaldne fra islam og hjemfaldne til dødsstraf.
Oppe imod en overmægtig fjende gjorde man jihad til islams femte pligt, og døden i kamp – martyriet – til den eneste attråværdige skæbne for den sande muslim. Jihadister prædiker, at de er her i livet for at dø, og at Guds belønning venter dem i efterlivet, siger Jakob Skovgaard-Petersen:
”Jihadister trækker på de klassiske islamiske kilder og opfatter sig som muslimer, så vi må også regne dem for at være en del af islam – omend langt ude på en fløj. Men de får noget andet ud af deres skrifter end langt hovedparten af verdens muslimer, så det vil være forkert at sige, at de er repræsentative eller ’de sande muslimer’, der virkelig efterlever islam.”
Hvis man i stedet for at fokusere på islam ser på andre særtræk ved personer bag terrorhandlinger, vil man også finde andre nye tendenser, siger Jakob Skovgaard-Petersen og henviser til den berømte franske islamforsker Olivier Roy.
Han har gjort den observation, at de, der har lavet mange af de store terrorangreb, typisk først har svoret troskab til IS kort før terrorangrebet. De har ikke levet som fromme muslimer og synes heller ikke at vide meget om religionen.
”Det siger Roy ikke for at hvidvaske nogen, men for at sige, at vi nu har en ny uhyggelig profil, som ikke kommer fra fromme miljøer, men mere kriminelle miljøer. Roy benægter ikke de islamiske begrundelser bag terroren, men han er optaget af, at der rekrutteres terrorister på en ny måde,” siger han og nævner som eksempel Afghanistan i 1980’erne.
Her var der et netværk af sheiker i Europa, som udså sig de mest offervillige mænd, som de så overøste med opmærksomhed, så de følte sig udvalgte og lod sig hverve. Men sådan synes det ikke at foregå i dag, hvor de for det meste selv rekrutterer sig foran computeren.
”Så jo, der er jihadistisk propaganda i dag, og der er muslimer, der tager imod propagandaen. Men Roy mener, at mange terrorister var radikale i forvejen og så fik tilbudt en ideologi, hvor det tidligere var omvendt. Det er en væsentlig udvikling at diskutere, uden at man dermed afviser, at volden har noget med jihadisme at gøre.”