Folkekirkens medlemstal falder. Dåbsprocenten er historisk lav. Samtidig stiger andelen i samfundet af personer med anden kulturel og religiøs baggrund. Den udvikling har nu stået på i så mange år, at det i høj grad kan problematiseres at betragte Danmark som et kristent land.
Det hævder i hvert fald lektor ved Menighedsfakultetet i Aarhus Jeppe Bach Nikolajsen, som står bag en aktuel antologi med titlen ”National kristendom til debat”. Han mener, at kirken skal forholde sig til en ny virkelighed, hvor den traditionelle enhed mellem folk og kirke er ophævet.
”I et pluralistisk samfund er den kristne kirke én religiøs tradition blandt andre, og den må følgelig promovere et kristent fællesskab, en kristen levevis og en kristen tilværelsesforståelse, som altså ikke deles af alle i samfundet. Konsekvensen er, at det ikke længere er en uproblematisk opgave for kirken at skabe sammenhængskraft i det danske samfund og at udtale sig på vegne af hele samfundet,” siger Jeppe Bach Nikolajsen.
Men selvom tallene ganske vist viser en vigende opbakning til folkekirken, så betyder det ikke, at båndet mellem folket, nationen og kirken svækkes, mener historiker og professor ved CBS Uffe Østergaard.
”Folkekirken er en mentalitet og dermed i virkeligheden ikke så afhængig af, om folk bliver døbt eller går i kirke. Som Jan Lindhardt formulerede det, så går vi nemlig i danskhed hver dag. Så selvom båndet mellem folk og kirke tilsyneladende svækkes, så er det fortsat ekstremt virksomt under overfladen.”
Dertil kommer, at den politiske retorik i mødet med det multikulturelle samfunds udfordringer har sat fokus på begreber som sammenhængskraft og nationale værdier. Og her spiller folkekirken og den særlige danske variant af protestantisk kristendom en vigtig rolle, siger Uffe Østergaard.
”Også på europæisk plan taler man nu om behovet for en lead culture (ledende kultur, red.). Det havde man ikke gjort for bare 10 år siden. Herhjemme har Søren Krarups og Dansk Folkepartis kobling af nation og kristendom været et marginaliseret standpunkt, men det er i dag langt mere udbredt. National kristendom er bestemt ikke på retur.”
Også tidligere professor, dr.theol. Viggo Mortensen peger på, at forholdet mellem folk, stat og kirke fortsat er bemærkelsesværdigt stærkt herhjemme. Han er dog grundlæggende enig i antologiens analyse af kirkens aktuelle udfordringer.
”At man taler om en ledende kultur, er et vidnesbyrd om, at den ikke er der som en selvfølge. Og på længere sigt vil det svække forholdet mellem nation og kirke, hvis det ikke får liv nedefra i form af blandt andet øget kirkegang og dåb. Mange steder på landet spidser det allerede til. Samtidig må man konstatere, at tilslutningen til folkekirkemodellen og stat-kirke-båndet, både politisk og bredt i befolkningen, er stærkere end længe,” siger Viggo Mortensen.
Han mener, at den opbakning i vidt omfang er udtryk for, at danskerne rykker sammen om de nationale symboler og værdier i mødet med islam og den utryghed, som følger af globaliseringen.
”I det øjeblik kirken begynder at forstå sig selv som en mindretalskirke, så vil den ikke overordnet kunne bidrage til sammenhængskraften. Den aktuelle politiske og folkelige opbakning til folkekirken kan kun tolkes som udtryk for, at man stadig tror og håber, at kirken kan bidrage til samfundets sammenhængskraft,” siger han.