Ny bog skaber debat om Vatikanets udgifter

To er anholdt efter, at to bøger om Vatikanet i denne uge udkom med beskyldninger om fråds og misbrug af midler i kurien

Mens paven selv bor ydmygt i et gæstehus, frådser mange kardinaler i plads i liebhaverboliger. Da paven afsatte kardinal Tarciso Bertone som statssekretær, flyttede kardinalen ind i en penthouselejlighed på 700 kvadratmeter, som blev renoveret.
Mens paven selv bor ydmygt i et gæstehus, frådser mange kardinaler i plads i liebhaverboliger. Da paven afsatte kardinal Tarciso Bertone som statssekretær, flyttede kardinalen ind i en penthouselejlighed på 700 kvadratmeter, som blev renoveret. . Foto: Vincenzo Pinto.

To bøger, der udkom torsdag i denne uge i Italien, har vakt skandale på højt plan i Rom. Bøgerne hævder at afsløre misbrug af midler og en omgang med penge i dele af kurien, som står i stærk kontrast til de budskaber, som pave Frans kommer med om en fattig kirke.

Mens paven selv bor ydmygt i et gæstehus, frådser mange kardinaler i plads i liebhaverboliger. Da paven afsatte kardinal Tarciso Bertone som statssekretær, flyttede kardinalen ind i en penthouselejlighed på 700 kvadratmeter, som blev renoveret.

Pengene til renoveringen kom blandt andet fra en fond med indsamlede midler, beregnet for børnehospitalet Bambino Gesù i Rom, hævder forfatteren Emiliano Fittipaldi i bogen ”Avarizia” (Grådighed på dansk).

Med sin bog ”Via Crucis” har journalist Gianluigi Nuzzi vakt skandale i Rom.
Med sin bog ”Via Crucis” har journalist Gianluigi Nuzzi vakt skandale i Rom. Foto: Pierpaolo Scavuzzo/AGF/SIPA

Og Bertone’s lejlighed er ”reglen, ikke undtagelsen”, skriver journalisten Gianluigi Nuzzi i en anden bog ”Via Crucis.”

Han fortæller om ejendomme og lejligheder i Rom, hvor gejstlige bor storslået for ingen penge. Nuzzi skriver, at 400.000 euro, der var samlet ind af kirker verden over til hjælp til fattige, forsvandt ned i et sort hul på en konto udenfor kontrol. Han hævder, at pengene er gået til at finansiere forbrug for medlemmer af kurien.

Nuzzi startede den skandale, som blev kendt under navnet Vatileaks med pavens butler, der lækkede informationer. De italienske medier har døbt den nye skandale Vatileaks 2.

To medlemmer af et nu nedlagt revisionsråd, som rådførte pave Frans, blev først på ugen anholdt og anklages for at have lækket informationer til journalisterne bag de nye bøger. Den ene blev kort efter løsladt og samarbejder med politiet. Den anden sidder stadig fængslet.

Kort efter pave Frans tiltrådte, fik han gennemført en lov, der gjorde det strafbart at lække fortrolige informationer, som det var sket i Vatileaks.

Vatikanet har i denne uge understreget, at der er tale om fortroligt materiale og et tillidsbrud overfor paven. Talsmand Federico Lombardi har mere eller mindre erklæret, at bøgerne handler om gammelt stof og sager, som der er ryddet op i.

Til Vatikanets radio fortalte han for eksempel onsdag, at hele bestyrelsen i Bambino Gesù-fonden for længst er skiftet ud.