Er folkekirkens præster en samling liturgiske vaneforbrydere?
Når man taler med præster, får man ikke sjældent en fornemmelse af, at mange præster bevæger sig i et gråzoneområde, når det handler om gudstjenesten. Det foregår for det meste inden for murene og giver sjældent anledning til større ståhej. En enkelt undtagelse var sagen fra 2012, hvor en præst ved Domkirken i København udskiftede Herren velsigne dig med det politisk korrekte Gud velsigne dig .
LÆS OGSÅ: Fremtidens gudstjeneste behøver fornyelse
Den aronitiske velsignelse er næppe et hovedindsatsområde for gudstjenesteligt reformarbejde. Men præster landet over, som tager arbejdet med gudstjenesten alvorligt, kommer hurtigt ud i grader af liturgisk selvtægt med menighedsrådene som medsammensvorne.
Tag nu den nye bog Gudstjenestens bønner, omtalt i Kristeligt Dagblad den 5. januar. Bønnerne har været fem år undervejs, de er udarbejdet i regi af Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster, folkekirkens egen uddannelsesinstitution. Gruppen bag bønnerne har naturligvis arbejdet uden nogen form for biskoppelig kontrol undervejs, og bønnerne har da heller ikke fået nogen form for autoriseret stempel.
I strikt forstand er de nye gudstjenstlige bønner altså at regne som andre privatskriveres bønner: De står ikke i de sorte bøger, der ligger på alteret. Derfor må præsten ikke bruge dem uden videre, heller ikke selvom han her er helt overens med menighedsrådet. Det kræver tillige biskoppens samtykke, som der står i Menighedsrådslovens § 38.
Søger præsterne så biskoppernes samtykke? Langtfra altid. Der trives blandt præster en tiltro til, at det er nemmere at få tilgivelse end tilladelse. Det er jo i sig selv en evangelisk pointe, som oven i købet har et vist belæg i det folkekirkelige bekendelsesskrift Confessio Augustanas § 7, hvor det hedder, at bare evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes ret, så er det ikke nødvendigt, at der overalt er ensartede menneskelige traditioner og ritualer eller ceremonier, der er indstiftet af mennesker.
Næste spørgsmål er så: Hvad giver biskopperne deres samtykke til? Og hvordan? Ja, her er de nye gudstjenstlige bønner et godt eksempel på forskelligheden.
Københavns biskop sendte ved bogens udgivelse brev til præster og menighedsråd med en positiv omtale af bønnerne, som han formodede vil blive flittigt anvendt. Hvis præster og menighedsråd derfor var enige om at bruge bønnerne, kunne de blot meddele biskoppen det. Med ønsket om, at bogen måtte blive til inspiration og eftertanke, var det en biskoppelig blåstempling af de nye bønner.
Sådan var det i København. Anderledes i Lolland-Falsters Stift. Stiftets biskop anmeldte bønnebogen i Kristeligt Dagblad den 1. december 2012: Er det kristendom?, lød biskoppens spørgsmål til en af bønnerne i den stærkt kritiske anmeldelse, som han rundsendte til menighederne i Lolland-Falsters Stift.
Ingen i stiftet kunne være i tvivl om biskoppens holdning. Hvis menigheder og præster vil afprøve bønnerne, opfordres de til at sende en ansøgning ad tjenestevejen: Så kan I jo selv prøve dem af og efterfølgende sende mig en orientering om, hvordan de er blevet modtaget af menigheden. En modstræbende tilladelse, altså.
De øvrige biskopper har mig bekendt ikke sendt generelle breve om de nye bønner, men fornemmelsen rundt omkring blandt præster er, at hvis man spørger, får man ja. Nogle steder til og med et JA!
Nu er den nye bønnebog jo imidlertid alligevel ikke helt at sammenligne med tilfældigt private bønner. Folkekirken har investeret ikke helt få ressourcer i projektet, som bogens tilblivelseshistorie vidner om.
Man kan spørge, om det så ikke ville være naturligt, at biskopperne overvejede brugen af bønnerne i gudstjenesten, og at de eventuelt var enige om en procedure? Det er ikke sket. I hvert fald fremgår det ikke af referatet fra det netop afholdte bispemøde, at biskopperne har drøftet spørgsmålet.
Biskopperne har dog ellers lagt op til en konference senere på året om liturgi, der om noget hører til folkekirkens såkaldte indre anliggender. Det kunne være nyttigt med en form for erfaringsopsamling på liturgiske ændringer, så folkekirkens sogne til og med kunne lære af hinanden.
Ritualer i folkekirken autoriseres ved kongelig anordning. Der er ikke nogen slagen vej til nye ritualer, før man når hertil. Der er ikke tradition for, at gudstjenesteordninger afgøres ved håndsoprækning alene af den grund, at der ikke er et forum for håndsoprækning i folkekirken. Oftest er ændringer sket ved, at man i en eller anden grad har ophøjet eller autoriseret ordninger, som allerede har været i brug. En velfungerende ordning med det indbyggede paradoks, at forandringer kun kan ske ved selvtægt eller dispensation. Eller med forsøgsordninger.
Der er altså en vis folkekirkelig nødvendighed over selvtægten. Decentraliseringen af gudstjenesterne i folkekirken nødvendiggør, at præster og menigheder arbejder sammen om gudstjenesten.
Birgitte Stoklund Larsen er leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Dansk Kirketidende.