Ny kongelig sjælesørger

Københavns biskop, Erik Norman Svendsen, skal være den nye kongelige konfessionarius. 1. marts afløser han professor Christian Thodberg, som fylder 80 næste år, og som i mere end 30 år har været kongelig konfessionarius og altså kongehusets præst

Som ny konfessionarius bliver biskop Erik Norman Svendsen Dronningens personlige sjælesørger og præst for hele kongefamilien. –
Som ny konfessionarius bliver biskop Erik Norman Svendsen Dronningens personlige sjælesørger og præst for hele kongefamilien. –. Foto: Keld Navntoft.

Christian Thodberg var afløser for afdøde biskop Erik Jensen fra Aalborg, der i sin tid både viede dronning Margrethe og hendes søster, prinsesse Benedikte. Indtil 1972 var Christian Thodberg den første rektor for Præstehøjskolen, og frem til 1999 var han professor i praktisk teologi ved Aarhus Universitet. Men siden 1975 har han altså været kongehusets præst og har konfirmeret både kronprins Frederik, prins Joachim og prinsesse Alexandra inden hendes bryllup. Han har viet Joachim og Alexandra, begra-vet dronning Ingrid og døbt prins Nikolai og prins Felix.

Den nye kongelige konfessionarius, Erik Norman Svendsen, har spillet en voksende rolle i kongefamiliens liv de seneste år. I 2004, mens han stadig var biskop, viede han sammen med Christian Thodberg kronprins Frederik og kronprinsesse Mary. Og parret pegede også på ham, da deres to børn, prins Christian og prinsesse Isabella, skulle døbes.

Konfessionarius betyder skriftefader på latin, men bruges især om kongehus-ets præst. Stillingen som konfessionarius er livslang, og foruden kongehusets egen præst bliver Erik Norman Svendsen også Dronningens personlige sjælesørger.

/ritzau/