Ny kritik af tilsyn med friskoler

Scientology-skoler føler sig uretfærdigt behandlet af Under-visningsministeriet

Først var det den kristne friskole Samuelskolen i Rødovre, der kritiserede Undervisningsministeriets måde at føre et såkaldt yderligere tilsyn på, og nu melder to Scientology-friskoler sig med samme kritik.

Skolerne, Øresunds Internationale Skole i København og Kildeskolen i Næstved, blev i vinter besøgt af konsulenter fra Undervisningsministeriet, som skulle finde ud af, om skolernes undervisning lever op til, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

Besøgene har som omtalt på forsiden af dagens avis ført til en række stærkt kritiske referater af undervisningen, om end Undervisningsministeriet tilbageholder sine endelige konklusioner for hver enkelt lektion.

Det 62 sider lange referat fra Kildeskolen i Næstved og de 45 sider fra Øresunds Internationale Skole i København efterlader dog ikke meget til fantasien med hensyn til, at noget er galt. Side op og side ned nævnes eksempler på, at eleverne ikke kan det, de skal, og at lærerne fagligt ikke er dygtige nok.

I en matematiktime på Øresunds Internationale Skole konstaterer den tilsynsførende for eksempel: "To drenge sidder og snakker. De snakker om rumvæsener. Den ene er blevet sat til at skrive tallene fra et til tusinde. En anden elev forsøger at lægge 88 og 119 sammen ved at tælle på fingrene. Han har ikke været i stand til at vælge en passende algoritme. Eleverne har konstant brug for hjælp, og læreren kan slet ikke følge med. Lektionen slutter uden fælles opsamling."

Et andet afsnit handler om niveauet for matematikundervisningen: "En elev er ved sidste eksamen i 3. klasse. Han skal derefter til 4. klasse. Eleven introduceres for måling af længder. Dette gøres skriftligt i hans checksheets (individuel undervisningsplan, red.): Når man vil sige, hvor langt noget er, kan man bruge centimeter til at måle med. På din lineal er vist centimeter."

I en dansktime på samme skole arbejder en klasse med rim og remser, som konsulenten mener, er relevant for 2.-3. klassetrin, men "i den overværede undervisning er det helt overvejende reproduktionen, der får plads. Der tales ikke rimord, der anvises ikke måder at danne rim på. Der skabes ikke opmærksomhed omkring rytme."

Andre steder skrives der om uro og larm og problemer for lærerne med at skabe arbejdsro.

Skolelederen på Øresunds Internationale Skole, Maria Lillelund, har dog ikke noget tilovers for kritikken.

– Der er mange ting i rapporten, vi ikke er enige i, og der er mange fejl i den, siger hun.

– Der står noget om, hvad eleverne kunne den dag, konsulenterne var på besøg, men ikke noget om, hvor eleverne var, da de begyndte på skolen for halvandet år siden. Vores undervisning er individuel, og det er lige præcis det, konsulenterne overser. Alle eleverne i 4.-5. klasse er kommet til os fra andre skoler, og vores skole har kun eksisteret i halvandet år. De elever er ved at fylde hullerne ud, siger hun.

Samtidig peger hun på, at Undervisningsministeriet helt har forbigået, at for eksempel eleverne i 1. klasse læser perfekt, fordi de har været på skolen hele tiden. Maria Lillelund vil ikke kommentere den detaljerede kritik fra Undervisningsministeriet, men hun pointerer, at lærernes faglige niveau naturligvis skal være i orden.

– Jeg forventer, at min matematiklærer kan sin matematik, siger hun.

Hanne Hemmingsholt, der i Danmark leder Applied Scholastics – den undervisningsmetode, som er opfundet af Scientologys stifter, L. Ron Hubbard – er stærkt utilfreds med Undervisningsministeriets fremgangsmåde.

Hun mener, at den manual, tilsynet arbejder efter, "åbner rig mulighed for subjektive, tilfældige og uunderbyggede konklusioner."

I forslaget til en ny lov for friskoler, som blev vedtaget før sommerferien, blev det nævnt, at karaktererne på Hubbard-skoler ligger under gennemsnittet for folkeskoler, man Hanne Hemmingsholt finder det urimeligt at sammenligne karaktererne for 21 Hubbard-elever med karaktererne for 40.000 folkeskoleelever.

Hun peger på, at det er væsentligere at se på, hvordan eleverne faktisk klarer sig efter skolen, og ifølge Hanne Hemmingsholt er de nævnte 21 elever alle kommet videre, enten på efterskole eller til en videre uddannelse.

Undervisningsministeriet vil ikke kommentere de to referater yderligere, før de endelige rapporter om skolerne foreligger.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk