Obama på vildspor i sit syn på terror

Det er en kendsgerning, at Islamisk Stat, som den nu afdøde danske terrorist støttede, er religiøs af natur. Derfor kan det kun bero på uvidenhed, når sammenhængen nægtes i den offentlige debat, for eksempel af USA's præsident

”Terrorisme har ingen religion” lød sloganet, da jordanske demonstranter viste deres solidaritet med 21 koptere, der blev myrdet af Islamisk Stat. Men religion er netop det, der driver medlemmer af Islamisk Stat, mener klummeskriveren Viggo Mortensen.
”Terrorisme har ingen religion” lød sloganet, da jordanske demonstranter viste deres solidaritet med 21 koptere, der blev myrdet af Islamisk Stat. Men religion er netop det, der driver medlemmer af Islamisk Stat, mener klummeskriveren Viggo Mortensen. Foto: Mohammad Abu Ghosh / SIPA.

I kølvandet på terrorhandlingen i København diskuteres det ivrigt, om handlingen var religiøst motiveret eller ej. Præsident Obama indkaldte til en konference om bekæmpelse af terrorisme, men opfordrede til ikke at fokusere på gerningsmændenes religion. Odense Kommune udgiver en vejledning, hvor man kun må omtale terroristen som gerningsmand og ikke som muslim, ligesom der har været flere andre udmeldinger i den retning.

Men når Charlie Hebdo- morderne i Paris råber ”Allah er stor”, mens de skyder, og retter deres angreb mod jøder blandt andre, og når Omar Abdel Hamid el-Hussein angiveligt har svoret troskab til Islamisk Stats (IS) leder, Abu Bakr al-Baghdadi, og han også bevidst går efter at dræbe jøder, er det svært ikke at konkludere, at handlingerne er religiøst motiverede, og at vi åbenbart har at gøre med en speciel udgave af islam, nemlig islamismen.

Islamismen er i Kristeligt Dagblad blevet kaldt en vækkelsesbevægelse, og det har været antydet, at det er tid til at anlægge en strategi byggende på dialog i konfrontation.

En vækkelsesbevægelse er faret hen over islam de seneste 70-80 år. Det var en reaktion på den ydmygelse, som kolonimagterne havde udsat de islamiske lande for. Hvad gør man i den situation: Man søger tilbage til rødderne, religionens oprindelige kilder, Koranen, sunna og hadith, profetens sædvane, i et forsøg på at genintroducere en autentisk islam med en levemåde fra det 7. århundrede.

Hvis det er religion, der motiverer gerningsmændene - eller skal vi mere forsigtigt sige, at der er en religiøs komponent i gerningsmændenes motivation for at begå terror - så må det være oplagt at spørge, om religionsforskningen kan bidrage til at afdække dette forhold og i givet fald antyde, hvordan man bekæmper det. For sandheden er jo, at vi har svært ved at forstå gerningsmændenes motivation.

Det med jomfruerne i Paradis, der skulle vente enhver martyr, kan vi kun se som overspændte unge mænds hede drømme og har derfor svært ved at tage helt alvorligt. Men her begår vi måske den første fejl.

For bruger man den religionsvidenskabelige metode og dens vokabular til karakteristik af islamismen og dens voldelige organisationer, al-Qaeda og IS, så er det millenaristiske vækkelsesbevægelser.

Men de er forskellige. Fordi al-Qaeda har eksisteret en rum tid, har vi troet, at det var sådan, en islamistisk organisation så ud: et fleksibelt netværk af autonome celler.

Men IS er noget helt andet. Det er en organisation, der kræver territorium, og i øjeblikket omfatter dens besiddelser et område på størrelse med England. Vi forstår næppe omfanget af den begejstring, som det udløste i visse muslimske miljøer, da IS udråbte kalifatet. For kalifatet er ikke blot en politisk størrelse. Det er afgørende for den muslimske frelse.

Nu så man en mulighed for at realisere, hvad der må være mange troende muslimers inderste drøm, et samfund opbygget på de principper, der var ledende for islamiske samfund i 700-tallet.

Det forklarer, hvorfor horder af muslimske unge mænd er parat til at opgive deres forholdsvis sikre liv i Vesten for at blive ét med den vision om frelse, som kalifatet indvarsler. Deres retorik afslører dem, når de bruger billeder og begreber hentet fra den traditionelle overlevering.

De følger, som de selv siger, ”den profetiske metodologi”, hvilket indebærer, at man følger profetien og Muhammeds eksempel på den mest rigorøse måde.

Det har vi svært ved at fatte, fordi vi selv har opgivet at lade religionen spille nogen rolle for udformningen af vores liv.

Men fordi det er sådan i København, behøver det ikke at være tilfældet i Raqqa eller Mosul i Irak. Når en maskeret bøddel råber ”Allahu akbar”, mens han halshugger en kætter, så må vi konkludere, at han gør det af religiøse grunde. At nægte, at IS' ideologi er religiøs af natur, kan kun bero på uvidenhed, men har muligvis sin rod i en meningsløs kristen tradition for harmløs interreligiøs dialog. IS' krigere reproducerer trofast og omhyggeligt den tidlige islams regler for krigsførelse.

Og når deres talsperson siger: ”Vi vil erobre jeres Rom, nedbryde jeres kors og tage jeres kvinder som slaver”, er det ikke at forstå som en subtil metafor, men udtryk for, hvad de ønsker som politisk virkelighed. Hvem ”Rom” er i vore dage, hvor paven ikke har nogen hær, er ikke godt at vide, men det vil være nærliggende at identificere udtrykket med den nuværende koalitions styrker.

For islamisterne mener, at de lever i de sidste tider.

Med oprettelsen af kalifatet, er der en hel række af shariaens bestemmelser, som får fornyet aktualitet. Kalifatets tilhængere regner med at stå over for endetidens prøvelser, og de er parat til at tage dem på sig.

Det er ikke muligt i en avisartikel at redegøre for de omfattende forestillinger, som er knyttet til sunni-islams forestillinger om endetiden. Men man kan læse om det i Graeme Woods artikel i sidste nummer af tidsskriftet The Atlantic: ”What ISIS really wants”. IS' krigere ser sig selv som involveret i en retfærdig kamp, der går langt videre end deres egne liv, som de derfor også er villige til at ofre.

I den vestlige diskurs om Islamisk Stat har man kun set dem som grusomme bødler og forsømt at tage deres drivende religiøse motivation alvorligt. Og det ser ud til at fortsætte med Obamas konference og i meget dansk integrationsarbejde. Men forstår vi ikke baggrunden for den hellige vrede, som besjæler IS' tilhængere, har vi heller ikke en chance for at bekæmpe den.