Økonomiprofessor: Hvor er kristendommen i økonomien?

"Vi tror ikke længere på, at nogen af egen fri vilje laver det, de skal. Og da slet ikke på grund af ...

"Vi tror ikke længere på, at nogen af egen fri vilje laver det, de skal. Og da slet ikke på grund af et kald eller en etisk grundholdning. Så nu skal der 'incitamenter' til. Det er den rene markedsmekanisme, der taler. Det er egeninteresser og profitbegær, der appelleres til. Og ikke etik eller kristen barmhjertighed,” siger Niels Kærgård, der er professor i økonomi og tidligere overvismand. - Foto: Leif Tuxen

Begreber som pligt og kald har det svært i nutidens samfund, hvor individet og konkurrencen er i fokus. Tidligere økonomisk overvismand Niels Kærgård mener, at økonomiske argumenter får for lidt modstand - ikke mindst fra kirken

”Næsten ingen siger noget. Ikke engang kirken eller Kristeligt Dagblad siger fra. Men nogen må altså give økonomerne noget modspil.”

Det er ikke en hvilken som helst mand, der siger dette. Niels Kærgård er professor i økonomi og tidligere overvismand. Han er også mangeårigt medlem af Videnskabernes Selskab, der holder til i en smuk bygning på Dantes Plads midt i København. Han tager imod i de historiske lokaler, hvor blandt andre Niels Bohr og Marie Curie har haft deres gang. Og selvom han altså er en af landets helt tunge drenge inden for økonomi, så efterlyser han alligevel, at nogen vil tage kampen op med det, han kalder den ensidige samfundsvidenskabs dominans.

”Økonomer gør jo det, de skal som økonomer. De opstiller økonomiske teorier. Men tidligere var der nogle spilleregler for økonomien med rødder blandt andet i den kristne etik. Og de spilleregler var blandt andet med til at skabe velfærdssamfundet. I dag er de spilleregler forstummet. Der er ikke længere mange, der taler om retfærdighed, pligt og kald i forhold til det samfund, vi har. Selv politikerne har overtaget økonomernes sprogbrug, der breder sig ud i alle sfærer.”

Det er især et ord som ”incitament”, der ifølge Niels Kærgård præger hele vores måde at tænke på. Før var vi ifølge Kærgård optaget af at indrette et ”retfærdigt” samfund, hvor begreber som fællesskab og solidaritet var helt naturlige elementer - blandt andet i kampen mod for eksempel social ulighed. Men i dag handler det mere om at motivere enkeltindivider til at yde - ved hjælp af incitamenter. Tankegangen er nu, at det er økonomisk pisk eller gulerod for den enkelte, der er drivkraften i samfundet.

”Vi tror ikke længere på, at nogen af egen fri vilje laver det, de skal. Og da slet ikke på grund af et kald eller en etisk grundholdning. Så nu skal der ”incitamenter” til. Det er den rene markedsmekanisme, der taler. Det er egeninteresser og profitbegær, der appeleres til. Og ikke etik eller kristen barmhjertighed.”

Niels Kærgård mener, at vi på den måde glemmer at appellere til den uegennyttige og næstekærlige side i mennesket, som religionen tidligere sikrede fokus på. Men ren markedsmekanisme og økonomiske incitamenter virker ikke altid efter hensigten. Og får måske heller ikke altid det bedste frem i os, siger Niels Kærgård.

”Incitamenter og moral passer dårligt sammen. Lad mig give et eksempel. I en børnehave oplevede man, at nogle af børnene meget ofte blev hentet for sent. Efter lukketid. Ledelsen spurgte så nogle økonomer til råds, og svaret var selvfølgelig, at man skulle lave nogle incitamenter, der fik forældrene til at være der til tiden. Så man indførte bødestraf for at komme for sent. Men i stedet for at få den ønskede effekt, var der nu flere forældre, der begyndte at komme efter lukketid. Hvorfor? Jo, fordi det nu blev set som en legal handling, man blot kunne betale sig fra.”

Økonomiprofessoren ser flere årsager til, at vi i dag oplever en markedstænkning uden de moralske bindinger, der tidligere kom fra moral og religion. Globaliseringen er en af de vigtigste.

”I velfærdsstaten støttede de etiske og de økonomiske argumenter hinanden, og velfærdsstaten passede rigtig godt sammen med nationalstaten. Blandt andet fordi det altid er lettere at være solidarisk med folk i et mere afgrænset fællesskab og med folk, du kan identificere dig med. Men globaliseringen gør alle enheder større og større, den nedbryder de gamle fællesskaber og sætter på den måde det enkelte individ mere i centrum. Det bliver derfor også sværere at få øje på solidariteten. Du kan tage den bankuddannede dansker, der nu arbejder i en bank i London eller New York. Eller pensionisten, der bosætter sig på Solkysten. De er eksempler på den nye tids globaliserede borger - og deres solidaritet har også flyttet sig.”

Niels Kærgård ser på den måde den globaliserede verden som en meget stor kontrast til livet på landet i gamle dage, hvor folk kom hinanden ved. Med kirken og forsamlingshuset som mødesteder, og hvor man enten var med i landboforeningerne og Venstre, fagbevægelsen og Socialdemokratiet eller husmandsbevægelsen og de radikale. Det var på den tid, den danske velfærdsstat blev skabt. Og det var ikke fra starten en socialdemokratisk opfindelse; snarere havde den ifølge Niels Kærgård sine rødder i en kristen omsorg for de svage.

”Før Socialdemokraterne overtog velfærdstanken var grunden allerede lagt gennem det kirkelige. Både praktisk og teoretisk. Der var dels det frivillige sociale arbejde, som kirken stod for, og som bundede i en kristen næstekærlig etik. Det var også kirkefolk, der tog kampen op mod børnearbejde og kæmpede for bedre vilkår for de fattige i slutningen af 1800-tallet.”

Han peger også på, at der dengang foregik en ideologisk diskussion i kirken, hvor især biskop Martensen var en vigtig figur. Han udgav i 1878 mammutværket ”Den Sociale Ethik”, hvor han advarede mod den kapitalistiske markedsøkonomi. Han var med på, at den frie konkurrence havde bidraget til vækst og velstand for mange mennesker. Men biskoppen så også, at den i lige så høj grad gjorde mange flere svage og fattige, som hver dag måtte kæmpe en desperat kamp for at få deres daglige brød. Martensen pegede derfor på en social etik, samfundet skulle bygge på - ud fra et kristent synspunkt. Hans moddebattør var biskop D.G. Monrad, der samme år udgav ”Liberalismens Gjenmæle til Biskop Martensen”. Ifølge Monrad var det imponerende, hvad de frie markedskræfter førte med sig - og som kristen skulle man slet ikke give sig af med at tale for meget om politik og da slet ikke gå imod de gudgivne økonomiske love.

”For mig at se viser deres diskussion, der jo fortsatte via deres elever og tilhængere, at kirken dengang forholdt sig til samfundet. At der blev diskuteret og meldt offentligt ud om kirkefolkenes synspunkter. Det sker ikke i dag. Hvor er kritikken henne i forhold til det ensidige fokus på egoismen, markedsmekanismen, konkurrencen og den økonomiske vækst som al tings omdrejningspunkt?”.

Niels Kærgård er som økonom selvfølgelig overbevist om, at markedsmekanismen er en utrolig vigtig drivkraft i et samfund. At den får os til at yde og præstere. Men han mener samtidig, at vi som mennesker rummer både en mere uegennyttig og en mere egoistisk side. Og at samfundet via sin politik skal stræbe mod, at der er balance mellem de to sider.

”En teolog som Løgstrup taler om de suveræne livsytringer og betoner det gode og næstekærlige i mennesket, mens mange økonomer mere tror på egennytten som det, der driver os. Personligt tror jeg, at begge kræfter er på spil i os - hele tiden. Pligtetikken og det selviske. Men hvor velfærdsstaten kunne appellere til pligtetikken og solidariteten, samtidig med at du som borger så markedsmekanismens velsignelser og oplevede økonomisk vækst og bedre vilkår for alle - ja, så er det sværere i dag. Nu har vi opnået en række goder. De fleste af os har fået bedre uddannelser, gode boliger og forholdsvis gode lønninger. Hvor det før var en stor befolkningsgruppe, der havde trange kår, så er det nu et mindretal.”

Og det gør en stor forskel, at det i dag er marginaliserede grupper som førtidspensionister, langtidsarbejdsløse og indvandrere, der er de svage, der skal kæmpes for, mener Niels Kærgård.

”Det store flertal har svært ved at sætte sig i de marginaliseredes sted. Vi føler ganske enkelt ikke den samme solidaritet med dem. Så når der ikke længere bliver lavet politik ud fra en solidarisk grundholdning til menneskelivet, så er vi igen tilbage ved det ene instrument, politikerne benytter: det økonomiske incitament. Og den helt overordnede kritik af dette menneskesyn er tavs. Jeg tolker det også som et tegn på, at de fleste af os oplever, at vi er i en permanent konkurrencesituation, så vi er også forsigtige med at råbe for højt op med kontroversielle synspunkter. Jeg er en af de sidste tjenestemænd på mit fakultet, mens alle andre i dag er mere usikre på deres ansættelse, og det frister jo ikke til at lægge sig ud med magthavernes synspunkter. Det viser sig også som en følgagtighed i embedsværket i forhold til de regerende politikere. Det er konkurrencen og markedet, der dominerer vores liv. Incitamenterne har vundet. Og ingen siger noget!”