Tyve minutter inde i interviewet begynder Czeslaw Kozon at fortælle katolske vittigheder.
De er ganske vist vanskelige at forstå for en stakkels lægmand som avisens udsendte. Men vanskeligt er det også ikke at trække på smilebåndet, da biskoppen for landets 35.000 katolikker klukler, så øjnene forsvinder bag smalle halvmåner.
LÆS OGSÅ: Familien er det basale forum for trosformidling
Den 60-årige Czeslaw Kozon har flere ansigter end det ene, han igen og igen præsenterede for offentligheden, da beskyldninger om seksuelle overgreb begået af katolske præster væltede ind over kirken i foråret 2010 og kastede den ud i sin værste krise i nyere tid: stenansigtet med et let forskrækket blik og knuder på tungen.
I dag er blikket lyst som vinterhimlen over de københavnske søer udenfor, da fødselaren byder indenfor i bispekontoret. Kaffen ned, munden på gled:
Det er jo ikke sådan, at jeg skyr offentlig optræden. Når jeg skal sige noget for eksempel i kirken, gør jeg det og er heller ikke nervøs ved det. Men det er ikke morsomt at skulle stille sig op i pressen og tale om overgreb og gøre rede for sådan et kedeligt forløb, siger han.
Man kan få det indtryk, at man skal hive ordene ud af dig.
Det indtryk er nok rigtigt. Jeg forsøger ikke at snakke over mig, ikke sådan bevidst. Jeg er jo ikke den store konversator.
Smalltalk er ikke din stærke side?
Nej, det kan man ikke sige.
Selvom krisen sidste år endte med, at politiet lukkede de i alt 33 sager om seksuelle overgreb, er det vanskeligt at undgå emnet, når talen falder på Czeslaw Kozons karriere. Få ting har rystet ham som den brandstorm af anklager og kritik, der brød ud efter et interview i Kristeligt Dagblad i marts 2010. Kirken fulgte selv op ved at iværksætte en uvildig undersøgelse, som ventes færdig ved årsskiftet. Czeslaw Kozon selv, som betegnes som et meget privat menneske, har hidtil gået stille med sin oplevelse af forløbet.
Hvordan påvirkede forløbet dig?
Jeg blev forskrækket, da anmeldelserne kom så massivt både på verdensplan og i et vist omfang herhjemme. Det var smerteligt at blive konfronteret med den lidelse, nogen var blevet udsat for. Men jeg synes ikke, det har påvirket sammenholdet blandt danske katolikker. De kommer stadig i kirken og viser glæden ved deres tro, siger han.
Og springer for tredje gang op af lænestolen, da journalisten rækker ud efter kaffekanden for at fylde kop nummer tre. Czeslaw Kozon er kendt for at være overordentlig høflig. Rygtet lader til at holde stik.
Lærte du noget af forløbet?
Ja. Det blev til dels tacklet forkert. Det er noget, man må konfrontere langt tidligere. Nu har vi fået en beredskabsplan og en strategi, så vi bedre kan undgå den slags og håndtere det hurtigere og mere korrekt, hvis det skulle ske igen.
Springer vi 50 år tilbage i tiden fra bispekontoret i København til de lerede roemarker på Lolland, var der ikke meget, der pegede i retning af, at den indadvendte og naturglade søn af polske roehakkere skulle blive pavens udvalgte i Danmark.
Bedst havde han det, når han jagede harer i de tilvoksede, urskovsagtige mergelgrave. Men da han kom i katolsk skole og begyndte som messedreng i kirken i Nykøbing Falster, blev interessen for præstegerningen vakt.
Hvad var det, der tiltalte dig?
Det var det højtidelige omkring selve messen. Men også, at vi havde en meget nidkær sognepræst, som gik op i sin gerning og var nærværende over for folk. Det, synes jeg, var en meget rig tilværelse. Så når nogen spurgte mig som 12-13-årig, kunne jeg med bedste overbevisning sige, at jeg agtede at blive præst.
Som katolsk præst forpligter man sig til at leve i cølibat. Så mens kammeraterne begyndte at løbe efter piger, drejede den unge Kozon altså ind på en livsbane, hvor kærester, sex og familieliv er bandlyst.
Tænkte du på, at du måtte fravælge det?
Ja. Det var noget, jeg måtte gøre op med mig selv. Man kan ikke bare skubbe det hen i et hjørne og sige, det spiller ingen rolle. Men jeg har ikke haft de store anfægtelser ved at vælge det fra. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville være præst. Og fordi jeg begyndte at tænke på at blive præst så tidligt, ville det ikke hænge sammen, hvis jeg fandt en kæreste.
Så du har aldrig haft en kæreste?
Nej, det har jeg ikke, siger han og klukker igen.
Men selv ikke en katolsk biskop er immun over for seksuelle påvirkninger, understreger han.
Til sin dødsdag vil man være udsat for sådan nogen impulser og tanker. For nogle kan det være en stærk kamp. Men det er ikke noget, der splitter mig eller bringer mig i tvivl. Det er noget, man må kæmpe imod for eksempel ved at bede om at blive fritaget for fristelsen og ved ikke at blive hængende ved de impulser eller udpensle dem i tankerne.
Derfor gør det ham vred i det omfang den sindige biskop kan blive vred, når folk forsøger at sammenkæde præsters kyskhedsløfte og seksuelle overgreb på børn, som tidligere biskop Jan Lindhardt for eksempel har gjort det her i avisen.
Du mener ikke, at overgreb i den katolske kirke har noget med cølibatet at gøre?
Absolut ikke. Det viser flere undersøgelser. Det ses jo også ved, at overgreb også begås af mennesker, der ikke er forpligtet til at leve i cølibat.
Savner du nogensinde at have en familie?
Nej, det gør jeg ikke. Mine dage er rigeligt udfyldte. Og jeg har venner. Så jeg lider på ingen måde af ensomhed.
Czeslaw Kozon er ikke bare blevet Vatikanets mand i Danmark i en tid, hvor sexskandaler i den katolske kirke på internationalt plan har fyldt avisforsider og forarget verden.
Gabet mellem kirkens idealer og den moderne verdens normer er også blevet tydeligere. Og som vatikantro biskop medfører det ofte offentlige knubs.
Knubs fik han for eksempel, da han i 2009 støttede den katolske kirkes bandlysning af en brasiliansk kvinde, fordi hun hjalp sin niårige datter til en abort efter voldtægt.
Eller da han i 2010 over for Kristeligt Dagblad både afviste at undersøge gamle sager om seksuelle overgreb i den katolske kirke og at anmelde eventuelt kommende sager til politiet. Siden har han både beklaget og modereret sine synspunkter. Men den tøvende indstilling især over for sagerne om sexmisbrug har fået utilfredse katolikker i Danmark til at kalde ham for en svag leder.
Hvad siger du til det?
Får man kritik, må man prøve at gøre det bedre næste gang. Med sagerne om overgreb i kirken har jeg taget ved lære.
Hver morgen holder han en halv times messe i sit eget huskapel i Hellerup. Om sommeren tager han en dukkert i Øresund inden. Messen er hans helle. Det er særligt her, at han er Gud nær. Og selvom ingen andre er til stede end biskoppen og de to polske søstre, som står for husholdningen i bispeboligen, føler han sig i kontakt med alverdens katolikker.
Når jeg står foran alteret, åbner der sig et trosunivers med Gud i centrum. Jeg oplever at være i fællesskab med mange mennesker, fordi der bliver fejret messe mange steder ude i verden på samme tid. Og dem, man beder for, er også på en eller anden måde inkluderet.
Tvivler du nogensinde?
Nej. Eller jeg tvivler aldrig nogensinde på Guds eksistens. Men jeg kan tvivle på, hvor godt jeg selv gør det; om jeg lever op til det, der forventes af en kristen og ikke mindst af en biskop.
Hvad kan få dig til at tvivle på, om du gør det godt nok?
I en stilling som min kan man ikke gøre alle tilfredse. Nogle gange må man træffe en afgørelse, selvom den er ubehagelig. Og hvis jeg har været ubetænksom over for nogen, kan jeg tænke, at det kunne jeg have gjort bedre.