Fordømmer folkekirken muslimer?
Går spædbørn fortabt, hvis de ikke bliver døbt?
Findes der en evig fortabelse og pine for mennesker, der ikke er kristne?
Venter der menneskeheden en dommedag?
Svarene er: Ja, ja, ja og ja. I hvert fald hvis man ordret læser Den Augsburgske Bekendelse, der har officiel status som bekendelsesskrift i den danske folkekirke og udmærker sig ved at præsentere endog særdeles klare svar på mange af de spørgsmål, som i den senere tid har været centrale temaer i den offentlige debat om folkekirkens tro og lære.
Men svarene er 500 år gamle, og der er stor teologisk uenighed om, hvor forpligtende bekendelsen er for folkekirkens medlemmer i dag. Nogle mener, at præster bør dømmes som kættere, hvis de svarer nej, når bekendelsen siger ja, mens andre vurderer, at afstanden til bekendelsen i tid og rum er så stor, at man ikke uden videre kan bruge bekendelsens ordlyd til noget som helst mere. Et faktum er det, at Den Augsburgske Bekendelse ofte nævnes i debatten, og at dens status er blevet et omdiskuteret spørgsmål.
Det er faktisk ikke så mærkeligt, for historien om Den Augsburgske Bekendelse begynder netop i en tid med kirkelig polemik, nemlig reformationen i 1500-tallet. Og hvis man synes, at tonen i nutidens teologiske debatter kan være hård, skal man bare kaste et enkelt blik på nogle af datidens skrifter for at blive rigtig forskrækket.
Munken Martin Luther havde udfordret den romersk-katolske kirkes magtapparats monopol på at formulere den kristne tro, og det gik ikke stille for sig, når de teologiske kombattanter krydsede klinger. I 1530 ville den tysk-romerske kejser Karl V forsøge at afslutte de kirkelige uroligheder, der truede med at gøre en ende på den kristne enhed i Europa og indkaldte til en rigsdag i byen Augsburg. Det møde skulle ende med at blive en af reformationens vigtigste begivenheder.
Luther var på det tidspunkt fredløs og måtte blive hjemme, men han sendte sin nære medarbejder Philipp Melanchthon til Augsburg for at repræsentere det evangeliske synspunkt. Da Melanchthon opdagede, at Luthers arvefjende i den katolske lejr havde lavet en liste med 404 lutherske kætterier, stod det klart for ham, at han måtte møde rigsdagen med en egentlig bekendelse.
– Siden reformationens første dage i 1517 havde uenighederne bølget frem og tilbage. Nu var der et behov for på begge sider at få sammenfattet, hvad reformationen egentlig stod for. Der var en grundlæggende uenighed om, hvordan mennesker bliver frelst, og det var denne problemstilling, der blev lavet reformation på. Det handler om, hvorvidt mennesker nu også virkelig kan stole på, at Kristus har gjort det, der skal til, for at frelse os, siger Peder Nørgaard-Højen, der er lektor i systematisk teologi ved Københavns Universitet og i en årrække har forsket i folkekirkens bekendelsesskrifter.
– For reformatorerne var det vigtigt at sætte ord på troen og troen på ord. Det betyder også i dag mere for lutheranere end mange andre kirkesamfund at formulere sin tro. På det punkt ligner vi faktisk katolikkerne meget.
Et første udkast til bekendelsen blev lavet i hast i løbet af få dage, og indholdet blev efterfølgende overbragt Luther gennem udsendte kurerere. Med Melanchthon som pennefører blev den evangeliske eller protestantiske lejr forenet i det dokument, der senere skulle blive kendt som Den Augsburgske Bekendelse. I denne skæbnetime for reformationen må Melanch-thons nerver have siddet uden på tøjet, da teksten blev læst op på tysk for kejseren og resten af de forsamlede ved rigsdagen den 25. juni 1530.
Gennem 28 ret kortfattede artikler formuleres i bekendelsen det trosindhold, som for reformatorerne er helt centralt og uopgiveligt. I forhold til flere af Luthers skrifter er Melanchthons stil i Den Augsburgske Bekendelse meget diplomatisk. Han gør et sidste forsøg på at undgå en opsplitning af kirken, og en del meget kontroversielle emner – for eksempel spørgsmålet om pavens autoritet – er enten forbigået eller behandlet meget forsigtigt.
– Jeg tror, de stadig håbede på at undgå en kirkesplittelse. Melanchthon skrev på en sådan måde, at han kunne have en begrundet formodning om, at formuleringerne kunne tiltrædes af den katolske kirke. Han mente selv, at det var den oprindelige, katolske tro, fortæller Peder Nørgaard-Højen og fortsætter:
– Grundspørgsmålet, som Den Augsburgske Bekendelse vil svare på, er: Hvordan bliver mennesker frelst? Det centrale omdrejningspunkt er den fjerde artikel, der gør det klart, at mennesket frelses ved troen på Kristus alene.
Bekendelsen koncentrerer og fortolker indholdet af både Bibelen, de oldkirkelige trosbekendelser og kirkefædrenes skrifter, samtidig med at den lægger afstand til gendøberne og vranglærere i kirkehistorien. På denne måde ville Melanchthon vise, at de evangeliske kristne ikke repræsenterede en ny lære, men var i dyb samhørighed med kirkens traditionelle tro.
Det dobbelte formål for reformatorerne var at forny kirken og samtidig bevare enheden, men trods Melanchthons forsigtighed stod det til sidst klart, at en kirkesplittelse virkede uundgåelig: Bekendelsen blev afvist af kejseren og repræsentanter for den katolske kirke.
Til gengæld fik den en enorm udbredelse hos de evangeliske kristne, fortæller Kurt E. Larsen, lektor i kirkehistorie på Menighedsfakultetet i Århus.
– Melanchthon havde nok ikke forestillet sig, at hans lejlighedsskrift skulle få en sådan status, men det fik høj anerkendelse i evangeliske kredse og blev hurtigt et bekendelsesskrift i de evangeliske kirker. Det hænger sandsynligvis sammen med, at Melanchthon var sluppet godt fra i kort og klar form at have sammenfattet den kristne tro og det reformatoriske hovedanliggende, vurderer Kurt E. Larsen.
Den Augsburgske Bekendelse har haft en enestående betydning i den lutherske kirkes første år, og dens betydning for udviklingen af den lutherske variation af kristendom kan næppe overvurderes, ifølge flere forskere.
Alligevel har den levet en tilbage-trukket tilværelse i folkekirken.
– Man kan ikke sige, at folkekirken har lagt stor vægt på Den Augsburgske Bekendelse. Den har ikke spillet nogen stor rolle, men har dog været en del af kirkens grundlag og en bekendelse, som præsterne forpligter sig på i præsteløftet, siger Kurt E. Larsen.
Trods alskens forpligtelser og løfter vurderer Peder Nørgaard- Højen, at Den Augsburgske Bekendelse har en uklar status i folkekirken i dag.
– Det er mest et dokument, som man tager frem ved højtidelige lejligheder, eller når man synes, nogen er kommet helt på afveje. Men de fleste artikler bliver aldrig eller kun sjældent brugt, selvom alle præster har skrevet under på dem, siger han og understreger, at Den Augsburgske Bekendelse er blevet til i en bestemt situation på en bestemt tid.
– Hvis man i dag skulle formulere den lutherske tros indhold, ville man nok bruge andre udtryk, men det betyder ikke, at hovedindholdet står til diskussion. Men for eksempel artiklerne om fordømmelsen af muhammedanerne vil man nok formulere anderledes i dag, siger han.
Det ligger dog ikke lige for at begynde arbejdet med en nutidig bekendelse i folkekirken.
– Lutherske kirker er meget konservative, og det er meget svært at ændre på dokumenter i bekendelsesgrundlaget. Desuden er der så stor uenighed i folkekirken i dag, at man sandsynligvis ikke ville kunne enes om at skrive en ny bekendelse, siger Peder Nørgaard-Højen.
Og så ville også den nye bekendelse ende med at blive kirkesplittende.
På tysk og latin
Den Augsburgske Bekendelse (på latin: Confessio Augustana) har en kompliceret tilblivelseshistorie og er formuleret på både tysk og latin. De to versioner er formuleret samtidigt og er ikke oversættelser af hinanden. Der kan derfor være forskellige vægtlægninger i den latinske og tyske udgave. De fleste hovedartikler er bygget op om først en positiv formulering af troen (affirmatio) efterfulgt af en afvisning og fordømmelse af anderledes troende (damnatio).
Folkekirkens bekendelsesskrifter
Den danske folkekirke bygger på fem forskellige bekendelsesskrifter og trosbekendelser, der tilsammen definerer folkekirkens tro og lære. Udover Den Augsburgske Bekendelse drejer det sig om den apostolske trosbekendelse, den nikænske trosbekendelse, den athanasianske trosbekendelse og Luthers lille katekismus.
Reformationen
Reformation betyder egentlig gendannelse og blev en betegnelse på den bevægelse, der begyndte med Martin Luthers opgør med afladshandlen i den romersk-katolske kirke i 1517 og resulterede i opsplitningen af den vesterlandske kristenhed.
SERIE OM BEKENDELSER
Lige siden kristendommens første tid har troende gjort forsøg på kort og præcist at formulere, hvad troen gik ud på i bekendelser eller bekendelsesskrifter. Kristeligt Dagblad indleder i dag en serie om bekendelser, der har formet kirkehistorien, og som stadig har betydning for kirkens tro og lære. Denne artikel er den første i serien.
