Magtkamp og kirkepolitik er nogle af de mange bud på, hvorfor det pan-ortodokse kirkemøde på Kreta er løbet ind i problemer, før det er begyndt. Trods afbud ser det ud til, at mødet vil gå i gang som planlagt denne weekend, men den russiske og flere andre kirkeledere vil sandsynligvis holde sig væk. Dét, der skulle have været et historisk fælles møde, vil i stedet blive set som en splittelse, og eksperter i den ortodokse kirkehistorie diskuterer nu, hvad der ligger bag, og hvad det kan ende med.
”Og det er svært at sige, fordi scenariet ændrer sig fra time til time i disse dage,” forklarer Enrico Morini, der er professor i kristendommens historie ved universitetet i Bologna.
Han siger til det uafhængige katolske nyhedsbureau Zenit, at patriarken af Konstantinopel, Bartholomæus, kan beslutte, at kirkemødet ikke skal afsluttes formelt på Kreta, som det ellers var meningen, men i stedet ses som den første af flere samlinger ”i håb om at de kirker, der nu har meldt afbud, vil deltage på et senere tidspunkt”.
Først meldte kirken i Bulgarien fra, så Georgien, den antiokiske kirke og endelig Rusland, der med over halvdelen af medlemmerne er det største af de i alt 14 kirkesamfund.
Da patriarken af Konstantinopel ankom til Kreta i onsdags, sagde han, at mødet vil finde sted trods afbud fra de fire kirker. Og ifølge nyhedsbureauet Crux siger John Chryssavgis, der er teologisk rådgiver for Bartholomæus I, at kirkemødet vil være bindende for alle 14 kirker trods afbuddene, fordi beslutningen om at holde det blev truffet i fællesskab i januar.
Men især det russiske afbud ”betyder reelt, at projektet med et pan-ortodokst kirkemøde er mislykket,” mener kirkehistorikeren Andrea Riccardi, stifter af den katolske organisation Sant’Egidio.
Han siger til Vatican Insider, som udgives af den italienske avis La Stampa, at det viser, at de ortodokse samfund er fragmenterede og ikke ser ud over egne snævre grænser ”i modsætning til Konstantinopel-patriarkens store drøm, som altid har været at bevæge den ortodokse kirke væk fra det traditionelle og nationale for at kunne tale samlet til verden. Og det havde været nok – og et vigtigt skridt – hvis de bare var mødtes”.
Ifølge det russiske nyhedsbureau Tass er uenighed om proceduren en væsentlig årsag. Patriarken af Konstantinopel har lagt en række dokumenter frem, som kirkerne skal stemme om, og hver kirke har en stemme uanset størrelse. Men der kan ikke stilles ændringsforslag undervejs.
”Og Moskva-patriarkatet sendte for eksempel flere hundrede forslag, men kun seks af dem blev udvalgt til kirkemødet,” skriver Tass.
Ifølge nyhedsbureauet er der også utilfredshed hos flere kirker med den orden, som delegationerne er sat efter til mødet, og dét og andre klagepunkter bliver set som ”et forsøg på at gennemtvinge et pavedømme lig den romersk-katolske kirkes”.
Professor Morini siger, at der er en rivalisering mellem Moskva og Konstantinopel, ”men at sige, at det er en hovedårsag til problemerne, er at stramme den”.
Og han tror heller ikke på, at dilemmaet om den ortodokse kirke i Ukraine, som hører under Moskva, men gerne vil væk, har haft betydning for den russiske beslutning:
”For selvom der er et stærkt pres på Konstantinopel, vil patriarken sikkert aldrig risikere dét, for det vil være et brud med Moskva og et ødelæggende skælv i den ortodokse verden, meget værre end det aktuelle mellem Jerusalem og den antiokiske kirke.”