Her er otte teser om missionens fremtid

Missionsbegrebet er kommet så meget i vanry, at kirkens minister ikke vil bruge det. Men der missioneres på fuld kraft, og i fremtiden bliver Europa det store missionskontinent for verdens religioner med islam i en aktiv rolle

Afrikanerne tog evangeliet med sig ud fra missionsstationen og gav det nye udtryk, der var farvet af den lokale folkelighed og religiøsitet, forklarer Viggo Mortensen. Her ses medlemmer af Shembe-religionen i Sydafrika stiftet af en zulu-healer. De er klædt i traditionel krigerdragt, opfatter sig som kristne og kalder sig ”Nazareth Baptist Church”. -
Afrikanerne tog evangeliet med sig ud fra missionsstationen og gav det nye udtryk, der var farvet af den lokale folkelighed og religiøsitet, forklarer Viggo Mortensen. Her ses medlemmer af Shembe-religionen i Sydafrika stiftet af en zulu-healer. De er klædt i traditionel krigerdragt, opfatter sig som kristne og kalder sig ”Nazareth Baptist Church”. - . Foto: Scanpix.

Kirkeminister Bertel Haarder (V) skrev i løbet af efterårets debat om Danmark som kristent land en god kronik i Berlingske Tidende om regeringens påståede ”missionsvirksomhed”. Kronikken havde en lidt mærkelig titel: ”Reformationen - den holder 100”.

Men dens anliggende var at kommunikere, at ”regeringen ikke vil missionere”. Nok har man skrevet i regeringsgrundlaget, at Danmark er et kristent land, og vel har man medlemmer af regeringen, der åbenlyst bekender sig som kristne, og ganske vist slår Bertel Haarder selv et stærkt slag for, at den kristne kulturarv skal formidles til de næste slægtled.

Men, tilføjer han, det ”handler slet ikke om mission”.

Det kan godt virke lidt ejendommeligt at høre det fra en kirkeminister, der er forpligtet på folkekirken, der som bekendt har en formålsformulering, der lyder: ”Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser.” Sådan står der i Kirkeministeriets Betænkning 1477.

Haarders skråsikre afvisning af begrebet mission afspejler måske nok en vis grundtvigsk skepsis over for missionsbevægelser, men er endnu tydeligere et bevis på det forhold, at det kristne missionsbegreb er kommet i vanry.

Samtidig med at missionsbegrebet selv er migreret over i alle andre områder, diplomatiet, erhvervslivet, militæret og rumfarten, er det blevet hjemløst i kirken.

Så meget har vi glemt det, at vi ikke genkender missionen, når vi selv bliver udsat for den, sådan som det sker, når andre religioner og livsanskuelser udbreder sig. Hvilket jo er det, der sker. Så begrebet mission er i allerhøjeste grad vigtigt for at forstå den udvikling, vi er inde i. Lad os se på Europa:

Europa blev kristent på grund af en drøm. I Apostlenes Gerninger fortælles det, hvorledes Paulus uden GPS farer forvirret rundt i det landskab, som bibelsk kaldes Lilleasien, men som i dag kendes som Det Ægæiske Havs kyst i Tyrkiet.

Han bliver drevet rundt i manegen tilsyneladende uden mål og med, men bilder sig ind, at det er Helligånden. Men så er det, han får en drøm, hvori han oplever, at en græsk mand kalder på ham og siger: Kom over og hjælp os (Ap.G. 16, 9). For, som der står, han var overbevist om, at det var Gud, der havde kaldet ham til at bringe det gode budskab til Europa. Det var begyndelsen på Europas kristianisering.

Eller rettere det var starten på Europa, som vi er kommet til at kende det, for det var kristendommen, der skabte Europa. Det har vi i mellemtiden glemt så grundigt, at det ikke engang som historisk kendsgerning kan nævnes i EU's gældende Lissabon-traktat.

I den seneste tid er der mange, der ved Det Ægæiske Havs kyst har drømt drømme om at komme til Europa. De fleste af dem for at komme ind i det forjættede land, der flyder med mælk og honning, kontanthjælp og frigjorte piger.

Men nogle er ganske givet også kommet med den hensigt at forkynde det gode muslimske budskab, for de er blevet forsikret af deres sponsor om, at deres udvandring vil blive understøttet og belønnet med en gave på 200 moskéer til Europa.

Er vi ved at skifte religion? Noget dramatisk er i hvert fald på gang.

Jeg var for ikke længe siden til missionskonference i Basel for at finde ud af, hvorledes nutidens missiologer forholder sig til de ændrede forhold i missionsindustrien. Her er otte megatrends, som jeg opfatter dem:

1. Opgøret med kolonitiden
Den moderne kristne missionsbevægelse, der er cirka tre hundrede år gammel, blev forbundet med Vestens koloniale og imperiale projekt. Så det er klart, at den historie må genskrives nu, hvor kolonialismen og imperialismen er endt på historiens mødding. Den postkoloniale kritik betoner, at det tager lang tid at få gjort op med kolonialismen.

Den trækker lange spor hos de koloniserede, men også hos kolonisatorerne. Mange af de krige og den uro og migration, som vi oplever nu, har deres grund i den koloniale fortid. Det postkoloniale opgør med denne fortid vil være med os en stund endnu.

2. Kristendommens tyngdepunkt forskubber sig fra Nord til det globale Syd
I øjeblikket oplever kristendommen en eksplosiv vækst i det globale Syd, først og fremmest i Afrika. Grunden til denne vækst blev ganske rigtig lagt gennem missionærernes arbejde. Men i dag er man langt mere opmærksom på den rolle, som de indfødte selv spillede for kristendommens udbredelse.

Hvis en missionær omvendte tusind, så omvendte hver af de tusinde hundrede mere, nemlig deres familie. Fordi det var familier, stammer, folk, der skiftede religion og gik over til den nye tro. At skifte tro i en afrikansk sammenhæng er ikke et spørgsmål om individuel religionsfrihed, nej, det er en fællesskabssag.

En følge af, at de tektoniske plader forskyder sig, er, at vi får en religiøs klimakrise. Det religiøse klima bliver som det almindelige klima voldsommere og mere omskifteligt. For når religionerne flytter sig, forandrer de sig. Vi vil derfor se en langt større mangfoldighed og pluralitet. Kan vi overhovedet i fremtiden genkende hinanden som kristne?

3. Kristendommen er en oversættelsesbevægelse
Derfor er man blevet mere opmærksom på den rolle, som Bibelen har spillet og dermed oversættelsen af Bibelen til de indfødte sprog. Jesus stiftede ikke en kirke, men han igangsatte en bevægelse, en oversættelsesbevægelse.

Betydningen af, at mennesker hørte evangeliet på deres modersmål, kan ikke overvurderes. Gud var allerede til stede i Afrika, men her fik de en ny historie at høre, nemlig historien om Jesus, som den blev fortalt i Bibelen. Og Afrika elsker Jesus, som det er sagt af den kenyanskfødte religionsfilosof John Mbiti.

På den måde fik missionen også betydning for de sendende kirker. Man erfarede nu, at evangeliet kunne forstås og udlægges på andre måder. Det almindelige var, at når missionærerne kom ud på ”missionsmarken”, så etablerede de en ”compound”, en missionsstation, hvor de indfødte kunne komme ind og få undervisning, modtage lægehjælp og høre forkyndelsen.

Men de lokale tog jo evangeliet med sig ud af missionsstationen og gav det nye og andre udtryk farvet af den folkelighed og religiøsitet, som de allerede besad. Og således forstod de budskabet på ny.

Evangeliet overskred grænser, både de etniske, de racemæssige, de sproglige grænser og den sociale orden, som for eksempel kastevæsenet spandt mennesker ind i.

4. Derfor ser vi en vækst i uafhængige kirker, ofte præget af en fremgangsteologi
Er man syg, lover den helbredelse. Er man fattig, lover den rigdom. Det kan vi let rynke på næsen ad, og i flere tilfælde fremkalder det skuffelser, men i mange situationer virker det.

Det kan minde os om, at religion skal være godt for noget, hvis den skal virke. Der en afgørende udfordring til forkyndelsen i de kirker, der har deres på det tørre.

5. I øjeblikket er det demografien, der ændrer den kristne mission
Det er, siger Philip Jenkins, amerikansk historiker, i virkeligheden fødselsraten, der bestemmer religionernes udbredelse. Hvis kvinderne i et givet land får mindre end 2,1 barn, går befolkningen tilbage og bliver ældre, og så mindskes også den religiøse deltagelse.

Hvis de får mere end 2,1 barn, går befolkningstallet frem, og befolkningen bliver yngre, hvilket leder til instabilitet, der igen fører til vækst i religion. Jo større socialt fremskridt, jo lavere fertilitetsrate og jo mindre religion. Det har været historien i Vesten.

6. Migrationen fører til vældige befolkningsændringer
Er det en chance eller mulighed for at revitalisere den kristne mission? Står valget mellem at åbne sig eller afkapsle sig? Religion bliver mere aktuel, når man er i en udsat situation, som migranterne er.

En del af de afrikanske migranter tilhører de uafhængige kirker, der er besjælet af en stærk missionsiver. De er således opsat på at bringe kristendommen tilbage til Europa, det kontinent, de har fået evangeliet fra, men som de nu ser som afkristnet. Nogle engagerer sig derfor i en ”returmission” (Reverse Mission).

Da den kan opleves meget fremmed, har nogle omdøbt fænomenet til Revenge Mission (hævn-mission). I fremtiden bliver Europa det store missionskontinent for alle verdens religioner med islam som den mest fremherskende.

Kristendommen blev født i Asien og Afrika. Så migrerede den på grund af den entreprenante missionær Paulus til Europa og derfra videre ud i verden. Men nu har den besluttet at vende hjem.

7. Hedningene er uddøde
Da den kristne mission indledtes, gik man til hedningene, sagde man. Det vil sige, dem, man mente ikke havde nogen - eller en forkert - tro. De havde dog en tro. De omtalte den bare ikke for missionærerne, men beholdt den og dyrkede den, når missionærerne var gået i seng, og det var blevet mørkt.

I lang tid var det missionens erklærede mål at nå de unåede folkeslag. Men dem er der ikke flere af. Hedningene er uddøde, så nu missionerer man over for mennesker af anden tro, og det er en anderledes vanskelig opgave, for så fisker man i en andens dam. I klassisk islam er der dødsstraf for at forlade troen.

Derfor kommer det til konflikt, hvor kristendom og islam støder sammen, sådan som det sker i landene omkring den 10. nordlige breddegrad.

8. Mission er kirkens fremtid
I Vesten har vi sekulariseret kirken, og som følge heraf står de etablerede kirker i Europa til tilbagegang. Sammenhængende hermed er ordet og fænomenet mission kommet i vanry, som vi så selv hos en kirkeminister.

Men uden mission dør kirken. Fremtiden tilhører derfor missionsskabte kirker, der lever af den energi og det engagement, som de, der føler sig grebet, kan præstere. Vi vil se en blandingsøkonomi, hvad angår kirkeformer. Plurale præsensformer bundet sammen i transnationale netværk.

Gamle kampe bliver uaktuelle, og nye alliancer opstår. Konfronteret med tilbagegangen kan vi lade som ingenting og gøre, som vi plejer, og dø. Eller vi kan fortvivle og måske tro på, at først når vi er helt i bund, kan noget nyt vokse op. Eller vi kan begive os ind i laboratoriet for at prøve nyt.