Pædofili under guddommeligt dække

I kirker og sekter verden over afsløres i disse år seksuelle overgreb på børn og unge, fordi samfundet har gjort det legalt at tale om sex

For kun en uges tid siden kom det frem, at en polsk ærkebiskop efter sigende har forgrebet sig på unge præstestuderende. Han overraskede dem på deres værelser og udnyttede dem seksuelt. Derefter truede han dem til tavshed. Men alligevel afslørede eleverne ærkebiskoppen. I dag - i modsætning til for 20 år siden - er det nemlig blevet legalt at tale om seksuelle overgreb i det almindelige samfund. Det polske tilfælde er kun et ud af mange afsløringer af overgreb i den katolske kirke verden over. Mange ofre har været tavse i 10, 20 eller 30 år, men tør nu stå frem, fordi de i dag bliver troet. Og det har vist sig, at i kirker, religiøse bevægelser og sekter bliver de svageste udnyttet af præster, guruer og ledere.

Den norske kirke har haft sin del af skandalerne, hvor det viste sig, at præster havde forgrebet sig på konfirmander og kvinder, der ønskede sjælesorg. Kirken åbnede af samme grund for fem år siden et ressourcecenter, som tager sig af ofre for overgreb. Centrets daglige leder er Elisabeth Torp.

- Vi hører om alle overgrebene nu, fordi det er legitimt at tale om seksuelle overgreb i det moderne samfund. Globaliseringen og medierne har skabt en åbenhed, som gør, at ofrene tør stå frem, siger hun.

For et halvt år siden kom det frem, at den anglikanske kirke i Canada er ved at gå fallit, fordi tidligere børnehjemsbørn i kirkens regi nu sagsøger de ansvarlige for seksuelle overgreb og kræver store erstatninger. Kritikere siger, at Hara Krishna-bevægelsen netop nu forsøger at blive erklæret konkurs i USA i håb om at undgå at betale erstatninger til børn, som blev mishandlet på sektens skoler for 30 år siden. Mange af guru Sai Babas tidligere tilhængere beskylder guruen for at krænke og voldtage unge drenge dagligt. Hos Jehovas Vidner har så mange børn og unge oplevet, at deres klager over seksuelle overgreb fra fædre og religiøse autoriteter blev ignoreret, at de i USA har dannet flere store organisationer for krænkede tidligere Jehovas Vidner.

Listen over overgreb og krænkelser i religiøse miljøer virker uendelig.

Sex demonstrerer magt

I USA behandler det anerkendte psykiatrisk-terapeutiske center Wellspring mange tidligere sektmedlemmer, og ofte viser det sig, at de har været udsat for seksuelle overgreb. Ron Burks har arbejdet som rådgiver på Wellspring siden 1997. Han er uddannet præst og er ved at gøre sin ph.d. inden for rådgivning færdig netop nu. Han har ikke set videnskabelige beviser på, at der er flere overgreb i religiøse miljøer end i samfundet i øvrigt. Men hans erfaring er, at et lukket, totalitært miljø får mennesker med magt til at demonstrere deres personligheds værste sider.

- I en sekt eller et sekterisk miljø er det penge, sex og magt, der driver hele systemet. Og normalt er magt det vigtigste for lederen. Min erfaring er, at de seksuelle overgreb meget sjældent handler om, at lederen har lyst til sex. Han bruger sex til at kontrollere og demonstrere sin almagt, siger Ron Burks.

Han mener, at det er meget vigtigt at skelne mellem de overgreb, som sker blandt katolikker og andre kristne kirker, og dem, der sker i mere lukkede miljøer. Blandt andet peger han på, at i den katolske kirke ved krænkeren, at hans overgreb er imod reglerne. I sekten laver lederen selv reglerne, og der er ingen autoritet over ham.

Derfor er reaktionen, når overgrebene kommer frem, også forskellige. Oftest ender kirkerne med at bede om tilgivelse og betale eventuelle bøder, selv om det nogle gange er en langvarig proces. Når Sai Baba bliver konfronteret med de samme anklager, lyder svaret derimod: »Jeg er ren, stil ikke spørgsmålstegn ved gud selv«.

Pædofili standses med bøn

Nogle af de beretninger om pædofile overgreb i den katolske kirke, som i dag når avisernes overskrifter, blev i virkeligheden fortalt første gang for 20 eller 30 år siden. Men dengang ville forældre og ansvarlige i kirken sjældent tage børnenes klager alvorligt. Den første reaktion var oftest, at den flinke præst ikke kunne have gjort sådan noget.

Langsomt ændrede samfundet og derefter kirken indstilling til anklager om seksuelle overgreb, men længe troede kirken, at de pædofile munke og præster kunne helbredes gennem bekendelse, bod og tilgivelse. Og den eneste forholdsregel, kirken tog, var at flytte den pædofile præst til en anden kirke. Desværre var den pædofilegejstlige sjældent i stand til at stoppe overgrebene i mere end et par år, og det samme skete igen.

- I dag ved vi, at den eneste løsning er, at vedkommende aldrig igen får mulighed for at undervise børn eller på andre måder opbygge et tillidsforhold til børn. Til gengæld virker den løsning, siger Ron Burks.

Han understreger, at de mange afsløringer ikke sker, fordi den katolske kirke er særlig orienteret mod pædofili og overgreb. Det handler udelukkende om, at den katolske verdenskirke er så enorm, at den naturligt vil have flere krænkere end andre kirker.

- Det samme sker i andre kirker, og det er uretfærdigt alene at pege fingre ad katolikkerne, mener han.

Tvivl om cølibatets rolle

Biskop i den norske kirke Gunnar Stålsett ved fra sin egen kirke, at der sker overgreb alle steder.

- Religiøsitet, magt og seksualitet er en farlig blanding, som jo findes i kirken. Og der sker overgreb både hos os og i andre kirkesamfund. Men personligt har jeg svært ved at forstå, hvis kravet om præsternes cølibat i den katolske kirke ikke også har betydning, siger han.

Franciskaner-pater ved Gråbrødreordenen i Roskilde Anders Baadsgaard Jensen er blandt andet uddannet psykoterapeut. Han afviser bestemt, at kyskhedsløftet kan føre til pædofili og seksuelle krænkelser.

- Der er absolut ingen beviser for, at cølibat og overgreb hænger sammen. Vores problem er, at vi har været for generte til at tale om kyskhedsløftet, og derfor har folk selv konkluderet, at de mange overgreb nok har noget med cølibatet at gøre. Men det er sludder, siger han.

Han hilser de seneste års afsløringer velkommen.

- Mange af de mennesker, som nu står frem, har været alene med en frygtelig oplevelse alt for længe, og nu tør de endelig tale kirkens magt imod. Vi, der har ansvar i kirken, bør være dybt taknemmelige for det, siger han.

Ifølge Anders Baadsgaard Jensen har afsløringerne af seksuelt misbrug rundt, omkring i verden også medført, at kirkerne har måttet erkende, at der er risiko for overgreb.

- Rundtomkring i verden i næsten samtlige bispedømmer benytter man nu såkaldte screeninger af kvinder og mænd, før man accepterer dem i en orden eller til præstegerningen. I en screening bruger man psykologiske tests for at undgå, at en ordens-præste- kandidat har en skjult side i sin personlighed, som betyder, at han senere vil misbruge sin stilling. I Danmark gør vi det bare ikke. Så vidt jeg ved, er vores orden her i Roskilde den eneste, som screener folk. Det er uhyggeligt og dumt, at vi tilsyneladende skal have en stor skandale, før kirken ændrer proceduren, siger Anders Baadsgaard Jensen.

Ron Burks fra Wellspring i USA bekræfter, at der ikke er bevist nogen sammenhæng mellem cølibat og pædofili.

- Normalt er pædofili ikke relateret til vedkommendes sexliv i øvrigt. Det betyder heller intet, om den pædofile er gift eller ej, siger han.

Når ingen holder øje

I Danmark opsøger nogle af ofrene for seksuelle overgreb i kirken Kristen Rådgivning for Incestofre og Seksuelt misbrugte, KRIS, hvor psykiater Vibeke Møller er leder. Ifølge hende er det vigtigt, at præsten eller lederen ikke har status som den højeste autoritet.

- Nogen skal også holde øje med, hvordan præsten opfører sig. I min rådgivning ser jeg eksempler på, at præster vildleder unge, som ikke kender Bibelen særlig godt. De præsenterer deres egne seksuelle overgreb for ofret som et tegn på Guds kærlighed, siger Vibeke Møller.

I Indien bliver guru Sai Babas påståede seksuelle overgreb også præsenteret som guddommelig kærlighed, siger de mænd, som i dag anklager deres tidligere guru.

På Modum Bad i Norge behandler man mennesker, som har lidt psykisk overlast, blandt andet i religiøse miljøer. Institutleder Arne Tord Sveinall er ekspert i, hvad der sker, når mennesker lader sig besnære af en guru, sekt eller bliver medlemmer i en meget lukket, sekterisk kirke.

- De bliver isoleret fra omverdenen. Og jo mere sekten lukker af for andre, jo mere lukker det enkelte medlems personlighed sig også. Det skaber et tryk inde i hvert enkelt individ, og på et tidspunkt er trykket så stort, at det er helt nødvendigt at skaffe en ventil. Personen bliver som en trykkoger og må have afløb for alt det indestængte, forklarer han.

Ifølge Arne Tord Sveinall er der tre almindelige måder at reagere på: den somatiske, den spirituelle og den seksuelle. Og personen vælger ubevidst mellem dem.

- Personen kan vælge at blive syg, vælge en ekstrem åndelighed eller også får vedkommende afløb gennem grænseoverskridende seksuel adfærd, uddyber han.

Uanset hvilken løsning vedkommende vælger, vil den være kortvarig, og personen vil hurtigt få brug for at afreagere igen. Det er altså ikke kun lederen, som demonstrerer sin egen magt gennem seksuelle overgreb, men de meninge tilhængere kan også forgribe sig på svagere personer for at få afløb for deres eget indre tryk.

I mange sekter er der også stor forskel på, hvilke seksuelle privilegier lederen har i forhold til de menige medlemmer.

I den amerikanske sekt omkring David Koresh har en af de tilhængere, som ikke blev offer for gruppens masseselvmord, fortalt, at David Koresh tydeligt brugte sex som en demonstration af sin almagt. Ron Burks refererer, at Davis Koresh på et tidspunkt sagde til tilhængeren: »Om seks måneder vil du se, at fædrene vil tigge mig om at gå i seng med deres 13-årige døtre«.

- Det skete faktisk. Efter noget tid tilbød forældrene deres piger til David Koresh, fortæller Ron Burks.

Vores onde bagside

Videnskabelige forsøg har vist, at mennesker lynhurtigt begynder at behandle andre mennesker modbydeligt, hvis de har total magt over dem.

- Mennesker kan ikke administrere total magt og kontrol. Gang på gang ser vi, at magt korrumperer, og vi undrer os over, hvor meget ondskab der bor i mennesker. Og i et totalitært miljø bliver ondskaben større og får mere frit spil end i det almindelige samfund, siger Ron Burks.

Ofrene for lederens ondskab berøves samtidig deres naturlige instinkt for at flygte eller kæmpe. I stedet forsøger de at knytte sig følelsesmæssigt til lederen i håb om, at det vil stoppe overgrebene. Det kaldes Stockholm-syndromet efter et bankrøveri i den svenske hovedstad, hvor en del mennesker blev taget som gidsler i længere tid. Da dramaet var overstået og gidslerne sat fri, giftede to af de tidligere gidsler sig med to af bankrøverne. Den mekanisme kan ses i de fleste totalitære miljøer, hvor der er tydelig magtforskel mellem guruen og tilhængeren.

Problemer løses internt

I sekter uden en enkelt leder kommer ofre for overgreb alligevel ofte til kort, når de forsøger at få hjælp hos ledelsen. Hos Jehovas Vidner er den interne procedure, som et offer for seksuelle overgreb skal igennem, lang og besværlig. Hele tiden vil der blive sat spørgsmålstegn ved, om krænkelserne er sande, og dernæst, om der er nogen grund til at gribe ind, for i sidste ende er det jo Jehova selv, som skal straffe.

- Jehovas Vidner har den teori, at alle problemer skal løses inden for sekten. De er overbeviste om, at al sandhed og alle løsninger kan findes i Bibelen og Vagttårnsselskabets udlægning af den, siger Arne Tord Sveinall.

Han ville ønske, at Jehovas Vidner ville åbne sig for hjælp udefra.

- Hvis de vovede at opsøge psykologer, ville meget nød hos dem kunne afhjælpes, for de har ikke selv den kompetence, der skal til, siger han.

Den danske leder af Jehovas Vidner, Jørgen Larsen, siger, at vidnerne i de senere år er blevet opmærksomme på, at organisationen ikke altid kan klare problemerne selv.

- I vores blade har det været nævnt, at man kan søge professionel hjælp, så det er en mulighed, siger han.

I sekter inspireret af østlig tankegang - især hinduistiske bevægelser som Hara Krishna og visse new age-grupper - er det fundamentale problem, at børn og kvinder ikke er lige så meget værd som mænd. En mands krop er hellig, men det er børns og kvinders ikke. Så selv om seksuelle overgreb og pædofili officielt er forbudt, er der sjældent sanktioner over for krænkeren.

På samme måde har nogle grupper inden for mormonerne udviklet en praksis, hvor piger på kun 13 år vies til ældre mænd i 60'erne, der allerede har mange koner. Ifølge Ron Burks er det et alvorligt seksuelt overgreb på pigerne, selv om overgrebet er forklædt som ægteskab.

I både kirker og sekter er sex ofte tabuiseret. Der er ofte strenge regler om sex, men det er ikke reglerne i sig selv, som forårsager overgrebene, mener Arne Tord Sveinall.

- Men hvis der ikke er rum for samtalen om sex, så bliver det svært for ofre at sige til ledelsen, at de bliver misbrugt, siger han.

Vibeke Møller fra KRIS er enig.

- I mange religiøse miljøer lever man i en enorm selvfornægtelse. Alle onde og negative følelser fortrænges, for at det hele kan se perfekt ud. Opførsel og udseende kommer til at betyde mere, end hvad folk reelt føler, siger hun.

Men samfundet har åbnet sig, og det kræver mere og mere kontrol og justits at holde religiøse grupper lukkede for omverdenen.

På den norske kirkes ressourcecenter for seksuelt misbrugte mener leder Elisabeth Torp, at der stadig kan vise sig at være ubehagelige overraskelser tilbage om, hvad der egentlig foregår og er foregået i kirker og sekter.

- I dag har vi kendskab til noget af det, som foregår i de lukkede rum. Men jeg tror, at der er endnu mere lukkede rum, som vi ikke ved ret meget om. I løbet af de fem år, jeg har arbejdet på ressourcecentret, har jeg mødt flere og flere, som også har været ofre for kvinders overgreb. På den måde har vi hele tiden måttet udvide vores billede af den vold og de overgreb, som foregår. Det handler ikke kun om den pædofile mand, som udnytter mindreårige drenge, siger hun.

korsholmkristeligt-dagblad.dk