Den autoriserede bibeloversættelse fra 1992 er fælles for alle kirkesamfund i Danmark. Derudover har folkekirken tre autoriserede bøger: Alterbogen fra 1992 med ritualer og tekster til årets gudtjenester, ritualbogen fra 1994 med ritualer for kirkelige handlinger uden for den almindelige gudstjeneste og endelig salmebogen fra 2002, som indeholder 791 salmer og det vigtigste af stoffet fra alter- og ritualbøgerne.
Lægfolk kan nøjes med salmebogen for at følge med i kirkens autoriserede ritualer, mens præsterne i princippet skal følge alter- og ritualbøgerne. Det gør de imidlertid langt fra. Der afholdes ikke to ens gudstjenester eller kirkelige handlinger i folkekirken.
Alle ritualer er præget af stedet og dets tradition, af præst og menighedsråd samt ikke mindst af ritualets deltagere, som præsterne søger at komme i møde ved at variere ritualernes stilleje og ordlyd. Det er godt det samme, ikke blot af hensyn til deltagerne, men også for, at kirkens ritualer kan holdes levende.
Nogle enkelte ændringer i ritualerne kan gennemføres, hvor præst og menighedsråd er enige om det, men de fleste ændringer kræver i princippet biskoppens tilladelse. Det gælder for eksempel for den udstrakte brug af ikke autoriserede salmer.
Det er imidlertid en forudsætning for, at salmesangen kan fornyes, at der ikke blot digtes og komponeres, men også synges nye salmer. Det var sådan, der kom gang i den store salmesangsfornyelse i 1800-tallet, da Grundtvig lod sine egne salmer synge i Vartov. Der er i de sidste tre årtier udgivet omkring 100 samlinger af nye salmer. To nye salmesamlinger til brug i kirke og skole er på vej. Og snart bliver der adgang til en samlet digital udgave af et væld af nye salmer. På den baggrund kan man nok spørge, om 2002-salmebogen bliver den sidste autoriserede?
Billedet er det samme, når vi vender os til kirkens ritualer i almindelighed. Det er dokumenteret i tre store undersøgelser fra Ribe, Københavns og Helsingørs stifter. Hvis biskopperne skulle give skriftlig tilladelse til alle de variationer i kirkernes ritualer, der praktiseres i dag, kunne de ikke lave andet dagen lang. Et temperamentsfuldt, men præcist udtryk for udviklingen kan man finde i post doc Frederik Poulsens interviewundersøgelser om brugen af de bibelske tekster i gudstjenesten. Her siger en præst: ”Jeg hader, når kolleger spørger: 'Må vi godt det?' Man skal hellere spørge: 'Hvad giver mening?'”.
Det handler ikke om anarki eller selvtægt, men om at give ritualerne et udtryk, så gudstjeneste, evangelium og kristendom kan blive meningsfuld for dagens individualiserede og autenticitetssøgende mennesker. Fornemmer præster og menighedsråd, at bestemte dele af ritualerne rammer ved siden af de mennesker, der kommer i kirken, sætter de evangeliets forkyndelse højere end ritualernes autoriserede ordlyd.
Biskopperne har sat gang i en - indtil videre langsommelig - proces frem mod nye ritualbøger, herunder revision af de ofte tunge tekster, der er autoriserede som bibelske læsninger i søndagsgudtjenesten. Allerede 1992-alterbogen åbner op for mere end 100 autoriserede ritualkombinationer i folkekirken. Længere kan man næppe gå med at autorisere alle variationsønsker.
Den oplagte vej frem er derfor, at biskopperne samler sig om at formulere grundstrukturerne og intensioner i folkekirkens ritualer. Når det er gjort, kan man nøjes med at autorisere ganske korte, centrale led af ritualerne, for eksempel omkring dåb, nadver og velsignelse. Den løsning kendes allerede fra folkekirkens måske bedst fungerende ritual: begravelsesritualet, hvor det kun er jordpåkastelsens fem korte led, der er obligatoriske. De følges overalt, ligesom de centrale dele af ritualerne følges ved dåb, nadver og velsignelse, så alle kan genkende ritualets kerne.
I grundbogen ”Salmesang” fra 2014 bringes der et forslag til 117 basissamler til brug ved alle slags kirkelige lejligheder i folkekirken. Hvis en sådan samling autoriseres som modelsalmer til fælles brug sammen med indledninger til og korte udgaver af kirkens ritualer, kan folkekirken få en klar teologisk profil med alt det vigtigste i kirkens udtryk samlet i én folkekirkebog, der kan være fælles for lægfolk og præster. Det er en oplagt chance for at vise, at folkekirken både er folkelig og kirkelig.Hans Raun Iversen er Leder af Center for Kirkeforskning på Københavns Universitet