I de seneste 20 år har en bitter strid stået på mellem en gruppe koptiske munke og en palæstinensisk købmand i Jerusalems gamle bydel.
Uenighederne har handlet om noget så banalt som et lille kælderrum. Munkene mener, at rummet er en del af Gravkirken, der er bygget over stedet, hvor Jesus ifølge traditionen blev korsfæstet og begravet.
Palæstinenseren mener til gengæld, at det hører til hans købmandsforretning tæt på Gravkirken. Striden om rummet langt under jordens overflade har over årene ført til både fysiske slåskampe, skyderier og indblanding fra både den tidligere palæstinensiske leder Yassir Arafat og Egyptens forrige præsident Hosni Mubarak.
Og først for nogle uger siden, efter 20 års ballade, lykkedes det ifølge det israelske dagblad Haaretz en større flok advokater at afslutte sagen til købmandens fordel.
At en så stor konflikt kan udfolde sig over et undseeligt kælderrum, udstiller den ekstreme følsomhed, der hviler over kirken, der ofte bliver beskrevet som kristendommens helligste sted.
Seks forskellige kirkeretninger gør alle krav på at være den rette ejermand over Gravkirken og har igennem historien været i bitre og blodige kampe mod hinanden om stedet. Selv i nyere tid er der ikke gået mange år imellem, at munke og præster fra forskellige kirkeretninger er kommet i klammeri over selv små uenigheder.
”Hovedproblemet er, at de enkelte kirkeretninger skal dele et så helligt sted med nogen, de har en fast og inderlig overbevisning om ikke har ret til at være der. Det er langt fra en enkelt sag,” siger Merav Mack, historiker ved det israelske Van Leer Jerusalem Institut med speciale i de kristne kirkers historie i Det Hellige Land.
Ikke desto mindre har det været vilkåret for kirkeretningerne siden 1853, hvor der blev indgået en aftale om, hvordan Gravkirken skulle deles. Dengang var magtkampen om kirken så uforsonlig, at den var en af de udløsende faktorer til den blodige Krim-krig i 1853.
Det var Det Osmanniske Riges myndigheder, der fik kirkeretningerne til at forpligte sig på en aftale om, hvordan kirken skulle deles. Og det osmanniske initiativ har udgjort status quo for magtdelingen i kirken lige siden.
”Det var en reaktion på den alvorlige forværring af forholdet mellem især den katolske og ortodokse kirke. For at lægge en dæmper på konflikten skrev man ned i de mindste detaljer, hvordan kirken skulle deles. Man gjorde det klart, hvem der måtte bede hvor og hvornår,” siger Merav Mack.
Selvom status quo-aftalen blev kendt for sin høje detaljeringsgrad helt ned til, hvilken flise i kirken, hvem havde lov til at feje, dukkede der med årene tvivlsspørgsmål op. Og når det også i de senere år er kommet til slåskampe mellem munke i kirken, skyldes det blandt andet forskellige fortolkninger af status quo.
Af den grund er ordningen ofte blevet kritiseret. Men modsat er den også blevet beundret, forklarer Merav Mack:
”Den har sikret, at kirkerne har formået at deles om et så helligt sted i over 160 år. Faktisk er ordningen blevet set som så stor en succes, at Jerusalems tidligere borgmester foreslog at bruge aftalen som en model til, hvordan man kunne løse konflikten mellem israelere og palæstinensere.”
Status quo i Gravkirken har dog over årene også haft mere uheldige bivirkninger. Blandt andet har den betydet, at kirkerne er låst fast af den yderst detaljerede ordning. Flere kirkeretninger har med tiden fornyet og ændret deres liturgi, men fordi delingsaftalen er så konkret om, hvilke tidspunkter og steder de forskellige kirker kan bede hvilke bønner, levner den ikke megen plads til ændringer i ritualer og bønner.
”Gravkirken er på den måde blevet en tidskapsel for kirkerne, hvor man bliver nødt til at holde fast i datidens liturgi,” forklarer Merav Mack.
På samme måde spænder status quo ben for et ønske, der især er blandt de palæstinensiske kristne om at ensrette de store kristne helligdage, så de falder på samme datoer. Ordningen er nemlig meget detaljeret om, hvilke kirkeretninger der har lov at fejre de bestemte kristne højtider på hvilke dage. Og det ville være urealistisk at forsøge at ændre i status quo, da den udtrykkeligt siger, det er en endegyldig aftale.
Mens det har været et stort kompromis at gå på for kirkeretningerne at skulle dele Gravkirken, har de protestantiske kirker aldrig haft noget at skulle have sagt i kirken. Ingen protestantisk kirkeretning er en del af status quo, og de har derfor ikke lov til at holde gudstjenester i Gravkirken.
Det er der først og fremmest historiske grunde til, da protestantismen ikke var stor og magtfuld nok, dengang de vigtigste kampe om kirken blev kæmpet.
I stedet er protestanter kommet ud over problemet ved at udpege et andet sted i Jerusalem til at markere Jesu død og genopstandelse. Siden slutningen af 1800-tallet har protestanter fejret opstandelsen i Gravhaven lidt uden for Jerusalems gamle by.
Og for David Serner, præst i Den Danske Kirke i Jerusalem, er det en ganske god løsning. Han savner ikke at kunne holde gudstjeneste i Gravkirken.
”Jeg har det fint med ikke at være en del af slåskampen om Gravkirken. Alt tyder dog på, at det er den og ikke Gravhaven, der er bygget over stedet, hvor opstandelsen fandt sted. Så fra et historisk perspektiv er kirken vigtig. Men teologisk set er den knap så interessant for mig,” siger han.
Det skyldes blandt andet, at Gravkirken er spækket med religiøse symboler og pynt, der virker fremmed på mange protestanter. Derimod fremstår Gravhaven enkel og ligner i modsætning til Gravkirken en rigtig grav.
”Min erfaring er, at danskere føler sig fremmed i Gravkirken. De føler, de står i vejen derinde og oplever det som meget turistet. Det er ikke et sted, de kan relatere til deres egen tro. Der virker Gravhaven meget mere autentisk og vedkommende,” siger han.