Mellem 22 og 25 vagter er der ved større gudstjenester i Peshawar Stift i Church of Pakistan. En del af dem er politifolk stillet til rådighed af myndighederne, men kirken er nødt til at købe private vagter ved siden af. For man kan ikke altid stole på politiet, forklarer stiftets biskop, Humphrey Peters, som besøger Kristeligt Dagblad under en nylig rejse til Danmark.
”Vi bruger mange penge på vagter. En stor del af vores budget går til sikkerhed,” kommer det ærgerligt fra den sortklædte gejstlige, der er i Danmark for at møde samarbejdspartnere.
Han lægger ud med at skitsere den stime af angreb, der har ramt kristne pakistanere de seneste år. Det er typisk landets islamister, der står bag de voldelige episoder.
”Sidste gang, kristne blev angrebet i Pakistan, var for nogle måneder siden, da Christ Church i Lahore blev bombet. 14 døde. I november blev et kristent par brændt levende for påstået blasfemi. Kvinden var gravid i fjerde måned. En anden kristen dreng blev brændt for nylig. Og så var der det dobbelte selvmordsangreb på All Saints-kirken i 2013, der kostede 87 mennesker livet.”
Er I bange?
”Frygten er der altid. Alt kan ske. Også derhjemme. Det hele bliver fyldt med frygt. Selv har jeg fået bevilget vagter, men jeg siger nej tak. Jeg har kun vagter med om natten i særlige områder, hvor der er meget kidnapning.”
”De mest hellige tider på året er de mest sårbare. Her er flest mennesker i kirke. Men vi holder fast ved at gå i påskeoptog gennem byen.”
”Blasfemianklagerne er vores farligste problem. Alle uenigheder bliver blandet med beskyldninger om blasfemi. For eksempel handlede det reelt om et lån til mursten, da et kristent par blev brændt for nylig.”
”Det gav store protester. Både mange moderate muslimer og menneskerettighedsaktivister gik på gaden og demonstrerede med os.”
Den amerikanske præst Robin Reeves har sagt, at pakistanske kristne ved noget om kærlighed. Hvordan elsker man sin næste i et farefuldt stift på grænsen mellem Pakistan og Afghanistan?
”Først og fremmest skal man tilgive. Efter angrebet på All Saints-kirken, der kostede mange kirkegængere livet, bad vi for selvmordsbomberne. Og vi bad for de familier, som var sat i en vanskelig situation.”
”Vores folk taler hjerte til hjerte. Vi er mere end venner, vi er familie. Tanken om, at kirken er Kristi legeme, betyder, at - hvad enten man er kristen i Danmark eller i Pakistan - så er vi ikke hinandens næste. Det er de andre. Nej, vi er een krop.”
Hvad siger du til de kristne, der kommer til dig og spørger, hvorfor Gud lader dem lide?
”Gud vil have os til at gå gennem lidelse, så vi kan vise andre, at lidelse og martyrium er del af kristendommen. Det hele er for Guds herlighed,” siger biskop Peters og tager sit store trækors af, som har hængt på brystet indtil nu. Han lægger det på bordet. Det har spidse kanter i siderne, som han berører.
”Se her. Det er et vores katedralkors. Det har et thomas-kors i midten, fordi Sankt Thomas bragte kristendommen til vores del af verden. Men det har også skarpe spidser yderst på de fire ender. Vi siger i Pakistan, at vi er kirke på torne i den islamiske verden.”
Når kristne angribes, har du så særlige ord, der trøster dig?
”Ja. Da mange mennesker var slået ihjel i All Saints-kirken, sov jeg meget lidt de første tre nætter. Jeg bad og bad og spurgte 'Gud, hvorfor hjalp du ikke?'. Men så den tredje nat gav Gud mig et skriftsted,” siger biskoppen og trækker en smartphone op af lommen for at finde det vigtige bibelord. Der går et stykke tid med at lede. Så siger han:
”Jeg er ikke glad for at læse i Bibelen på telefon.”
Efter yderligere nogle minutter giver han op og trækker en slidt sort læderbibel op af tasken. Da han åbner den, springer eksotiske skrifttegn op af bogen. Det er urdu, forklarer han. Han begynder at læse et langt afsnit fra Johannes-åbenbaringen.
Teksten beskriver ”en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne.”
Herren forklarer, at det er ”dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.” Og til sidst hedder det, at ”Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.”
Biskoppens udlægning er, at kirken - ligegyldigt hvilken race og nation - skal gennemgå trængsler, men altid er i Guds hånd.
Mister mange pakistanske kristne troen?
”Nej. Heldigvis. Deres tro bliver stærkere. Måske føler de, at lidelsen bringer os tættere på Gud. På nåden.”
I Pakistan lider kirken og vokser samtidig, ligesom i den tidlige kirke. Men i andre områder som Irak og det palæstinensiske område lider kirken og skrumper. Hvordan hænger det sammen?
”Jeg vil sige det ligeud. Det kommer an på, om vi mener det oprigtigt med kristendommen, eller om vi er mest optaget af vores egen mave, vores sult. Hvis vi er oprigtige med kristendommen, tror jeg, Gud vil velsigne. Hvis vi bare tænker på, om maven er fyldt, og vi bare er kristne af navn, har vi ingen styrke.”
Mener du, at mange bare er kristne af navn?
”Jeg mener, at mange flygter, fordi de har en flugtteologi. Da Stefanus blev martyr, var der mange forfølgelser. Kirken blev spredt, folk flygtede. Det var ikke så forskelligt fra i dag.”
”Kirkens ledere må finde ud af, hvordan de kan være en kilde til opmuntring for deres eget folk. Det er en stor udfordring for dem. De skal udvise meget solidt lederskab. Men de burde ikke flygte.”
Men er det det, der er problemet i Irak? Flygter de?
”De burde ikke flygte. Guds veje er uransagelige. Han er miraklernes Gud. Men spørgsmålet er, hvor meget vi tror på miraklerne. Jeg bebrejder ikke de irakiske ledere. Måske forstår de noget i deres situation, som jeg ikke forstår. Men den globale kirke skal virkelig, virkelig bede om, at Helligånden griber ind. Det lyder fantasifuldt. Men Guds veje kan vi ikke forstå. Lige så lidt som vi kan forstå en magnets kraft, der kan løfte jern.”
Flygter de pakistanske kristne ikke?
”Jo. 22.000 er flygtet til Thailand og Malaysia. Jeg tager måske ud og besøger dem i næste måned. De er i en trist situation. De har ikke jobs, og nogle af pigerne sælger deres krop. De skulle være hjemme i Pakistan.”
”Efter bomberne over All Saints-kirken blev jeg spurgt, om ikke de kristne skulle have deres eget hjemland. Men jeg sagde: Det er ikke løsningen. Lad kirken være alle steder i verden. Lad kirken være en kilde til glæde og velsignelse for det land, den lever i.”
”Også i Pakistan er de kristne fattige og marginaliserede og har de dårlige jobs med renovation, kloak og rengøring. De tilhører lave kaster. Men vi vil løfte dem ud af fattigdommen.”
Hvad kan Vestens kirker gøre ved jeres situation?
”Den stærkere del af Kristi legeme skal hjælpe den svagere part. I skal styrke vores identitet og muligheder for overlevelse.”
”Folk kan ikke gøre så meget individuelt, som de kan gennem de organisationer, der arbejder i Pakistan. Vi skal have flere skoler og hospitaler. Det vil gøre os mere accepterede, øge tolerancen og reducere frygten. Men der er også brug for venskaber mellem danske og pakistanske menigheder. Kom og besøg os. Kom og mærk luften hos os.”
Hvad har I lært, som du kan give videre til forfulgte kristne andre steder i verden?
”Jeg vil gerne minde dem om fortællingen om Jesus, der driver onde ånder ud. Da disciplene spørger, hvorfor de ikke kan gøre det samme, svarer han: Den slags kræver mere bøn og faste. Jeg tror, den forfulgte kirke skal være mere på knæ. Mirakler sker, skal man huske.”
